I en tid hvor mange start-ups har ekstra behov for risikovillig kapital vil Færchfonden, Vækstfonden og Danmarks største start-up community Symbion nu komme start-ups til undsætning.
Sammen har de stiftet investeringsfonden Accelerace Invest II, der skal bidrage med tiltrængt kapital til i alt 90 danske start-ups over de næste tre år.
Via den nye fond, Accelerace Invest II, kan de 90 danske start-ups hver især hente en investering på 500.000 kroner.
Det oplyser Færchfonden, Vækstfonden og Symbion i en meddelelse til Computerworld.
"Som følge af coronakrisen er der desværre rigtig mange start-ups, der akut mangler likviditet for at kunne vokse. Med Accelerace Invest II kan vi hjælpe rigtig mange af de trængende virksomheder med at videreudvikle deres forretning," lyder det fra Peter Torstensen, topchef i Accelerace, i en meddelelse, der fortsætter:
"Og med ambitionen om at investere i 30 nye start-ups hvert år er der tale om en meget aggressiv og ny investeringsstrategi i det danske marked. Det vil koste det danske samfund dyrt i både vækst og arbejdspladser, hvis ikke formår at løfte den nye generation af start-ups."
Her er fonden
Investeringsfonden kommer til at investere i omkring 30 start-ups om året de næste tre år, og de første to investeringer er allerede lavet i form af de to københavnske start-ups Memorix og Golisto.
Målgruppen for den nye fond er helt nyetablerede startups, også kaldet for pre-seeds.
Det vil sige virksomheder, der endnu ikke har et produkt eller en service på markedet.
"Vi er utrolig stolte af, at Færchfondens arbejde med iværksætteri i Nordvestjylland de seneste år, nu kulminerer med etableringen af Accelerace Invest II. Også i vores område af Nordvestjylland, er der et stort behov for finansiering af helt tidlige startup virksomheder," lyder det fra den tidligere Randers-borgmrster Claus Omann Jensen, som er administrerende direktør for Færchfonden i meddelelsen.
Han understreger, at investeringerne også vil komme virksomheder i Nordvestjylland til gode.
"En investering i Accelerace Invest II kan afgjort være med til at skabe et godt fundament for fremtidig lokal vækst og arbejdspladser. Helt konkret mangler flere af vores succesrige start-up-virksomheder i Struer, under Sound Hub Denmark-regi, kapital til vækst og udvikling," lyder det videre fra Claus Omann Jensen.
Har investeret i Trustpilot og Templafy
Accelerace har siden 2008 investerer i mere end 700 danske og internationale start-ups, herunder Trustpilot og Templafy.
80 procent af virksomhederne er fortsat aktive i dag.
Ifølge Vækstfonden er det vigtigt, at danske iværksættere ikke tabes på gulvet på grund af coronakrisen.
"I Vækstfonden arbejder vi hver dag for at udvikle de virksomheder, Danmark ikke må gå glip af. I en tid med væsentlige udfordringer som følge af covid-19 er jeg utroligt glad for, at Accelerace Invest fond II nu er en realitet. Sammen med Færchfonden, Symbion og investeringsteamet, og alle de mange interessenter omkring Accelerace, starter nu et vigtigt samarbejde, der skal være med til at sikre ny kapital til tidlige danske vækstiværksættere - dem vi skal leve af i fremtiden," lyder det fra Mikkel Hesselgren, fund of funds direktør i Vækstfonden, i meddelelsen.