Artikel top billede

Berømt rollespil tog verden med storm i 80’erne - nu vender det stærkt tilbage i ny udgave

Dungeons & Dragons har oplevet massiv medvind de seneste år, og med gratis basisregler – samt muligheden for at købe et dansk startsæt – er det blevet lettere end nogensinde at tage på eventyr med gode venner om spisebordet.

De seneste uger har det klassiske fantasirollespil Dungeons & Dragons igen fundet vej til medierne efter udgiverne tilkendegjorde, at man vil tilstræbe større lighed mellem fantasiracerne i spillet.

Det har mange naturligvis en holdning til. Men ellers har de fleste muligvis ikke hørt meget til D&D, siden de spillede det i ungdommen eller dengang så nyhedsindslag om, at det inspirerede til satanisme og fik folk til at hoppe ud fra altaner.

Men faktisk har D&D – der første gang udkom i 1974 – oplevet en massiv genkomst de senere år, og talrige kendte mediepersoner såsom Stephen Colbert and Anderson Cooper har rost spillet for at have haft stor og positiv betydning for deres ungdomsår.

Samtidig kom femte og meget roste udgave af grundreglerne på gaden i 2014, ligesom D&D spillede en vis rolle i den succesfulde Netflix-serie, Stranger Things.

Besøger man en butik med brætspil – der i dag er et mere hyppigt indslag i gadebilledet end butikker med PC- og konsolspil – er D&D-regelbøgerne blevet bestsellers, som ofte står helt fremme i butikken.

Spillerne er heller ikke kun teenagers, men også voksne med job, børn og realkreditlån.

Det er nemlig ikke bare et spørgsmål om konstant kamp, helteoptimering og forsøg på at rage det næste magiske sværd til sig. D&D er først og fremmest en fantastisk sjov måde at være sammen på. Ikke mindst i kraft af de undertiden ret vanvittige og stærkt underholdende oplevelser, man får i fællesskab.

Kort fortalt er D&D et spil, der foregår omkring et bord, hvor en person, kaldet en Dungeon Master, udstikker rammerne. De øvrige spillere udforsker den verden, de får beskrevet, og skal løbende løse udfordringer, tale med, undgå eller kæmpe mod personer og bæster på deres vej.

Deraf betegnelsen Fantasy Role Playing Game. For hele spillet foregår i deltagernes fantasi koblet med papirark med statistikker og information samt miniaturefigurer til at holde styr på kamphandlinger.

Undervejs udvikler karaktererne sig, bliver stærkere, får flere evner, bliver bedre til at udøve magi og rustes til at møde større udfordringer. Det er nyttigt, da et spil i princippet kan vare i årevis i takt med, at man tager på det ene eventyr efter det næste.

Med femte udgave er det lykkedes udgiverne – Wizards of the Coast – at forenkle systemet, så det er mere tilgængeligt og logisk end tidligere udgaver.

Samtidig har man fundet en balance mellem fokus på god historiefortælling og det undertiden lidt komplekse kampsystem.

En anden kvalitet er, at man kan gøre D&D lige så komplekst eller enkelt, som man har lyst til.

Regelaficionados kan snildt købe sig fattige i tykke og detaljerede bøger. Men vil man starte fra bunden, er reglerne i det meget bruger- og begyndervenlige startsæt et langt bedre sted at lægge fra land.

Startsættet findes endda på dansk, hvis man i rollen som Dungeon Master vil sende eksempelvis sine egne børn en tur ud i den mørke skov. Her fortæller nogle, at der ligger en hule, som vistnok er befolket af orker, der ofrer mennesker, drikker blod og tager på rov om natten. Hvis man altså tror på den slags…

I øvrigt kan de amerikanske basisregler hentes gratis på udgivernes hjemmeside her . Det er et godt sted at starte, hvis man vil have en idé om, hvad det hele går ud på – ligesom det giver alle deltagere nem adgang til reglerne uden at skulle svinge Dankortet først.

Er ens vennekreds ikke tilstrækkeligt nørdet til at man tør springe ud som fuldblods D&D-fan, kan man også spille D&D – og andre fantasirollespil – via den onlinebaserede og angiveligt meget velfungerende tjeneste Roll20 på https://roll20.net.

Titel: Dungeons & Dragons. Udgiver: Wizards of the Coast




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere