Det svenske sundhedsvæsen har været hårdt presset af coronakrisen, og det får nu konsekvenser for en stor it-satsning i Region Stockholm, hvor journalsystemet på hovedstadens sygehuse skulle udskiftes.
Det skriver Computerworlds svenske søster medie Computersweden.
Ifølge det svenske medie har regionsrådet i Stockholm nu besluttet, at arbejdet med projektet indtil videre skal lægges på is.
“Alting har ændret sig. Alle dem, der har arbejdet med kravene og evalueringen af systemerne, er nu vendt tilbage til sundhedsvæsenet for at arbejde med covid-19 patienter,” siger Daniel Forslund, der sidder i regionsrådet for partiet Liberalerna ifølge Computersweden.
Hårdest ramt i Sverige
Stockholm er det område i Sverige, der er blevet hårdest ramt af corona-epidemien.
Alene i Stockholm er der ifølge de svenske myndigheders officielle tal indtil videre 2211 corona-smittede borgere, der er døde. Aktuelt er der 460 indlagte med corona på sygehusene i den svenske hovedstad. Til sammenligning er der i hele Danmark 598 døde og 60 personer, der aktuelt er indlagt med corona.
Daniel Forslund forklarer, at det ikke er det rette tidspunkt at udskifte regionens journalsystem.
“Desværre er problemstillingen den samme, som den hidtil har været. Vores it-miljø er stadigvæk gammelt og forældet, og det er vi nødt til at ændre på,” siger han.
Uvis situation
Ifølge Computersweden er det endnu uvist, hvornår sundhedsvæsenet i hovedstaden igen vil fungere normalt og hvilke økonomiske konsekvenser epidemien vil få for sundhedsvæsenet.
“Vi ved ikke, hvornår pandemien vil ende, eller om den blive værre. Her i Stockholm er vi ramt hårdest i Sverige. Samtidig kommer der en gigantisk pukkel, der nu opbygges fordi operationer og andre behandlinger bliver udskudt. Det er en byrde, der bliver tung at bære,” siger Daniel Forslund.
Den svenske politiker forklarer samtidig, at al arbejdet med udskiftningen af sundhedssystemet ikke er spildt. Budgettet til udskiftningen af systemet forblive indtakt og meget af forarbejdet kan genbruges.
Daniel Forslund vurderer dog ifølge Computersweden, at kravspecifikationerne skal opdateres efter coronakrisen.