I knap en uge har hundredetusindvis af danskere landet over taget computeren under armen og sat sig bag tasterne hjemme i sofaen.
Det har fået Center for Cybersikkerhed og flere private it-sikkerhedsselskaber til advare mod nye it-sikkerhedstrusler.
Derfor er der god grund til at følge en række forholdsregler for at holde din hjemmearbejdsplads mindst lige så sikker, som når du sidder på kontoret.
Brug en VPN
It-sikkerhedsvirksomheden Mimecast har en række bud på, hvordan du kan sikre, at din arbejdsplads hjemme i stuen er sikret mod hackere.
Første skridt er naturligvis at bruge en VPN-forbindelse. Det sikrer nemlig, at du kan få adgang til virksomhedens interne systemer på en sikker forbindelse.
Tofaktor-godkendelse
Det er generelt en god idé at bruge tofaktor-godkendelse hvor det er muligt, lyder anbefalingen fra Mimecast. Men særligt når du arbejder hjemme, er du med til at mindske risikoen for at dine konti bliver hacket.
Hold dig på dit eget netværk
Corona-epidemi har udover at sende medarbejderne hjem fra arbejde, også fået regeringen til at lukke skoler og uddannelsesinstitutioner.
Derfor er huset sandsynligvis fyldt med børn, der også er på nettet for at streame eller spille computer over nettet.
Men selvom det øger fristelsen til at bruge et anden gratis netværk, der måske er tilgengæligt i nærheden, så fraråder Mimecast netop det.
Brug kryptering hvor det er muligt
En kendt angrebsteknik blandt hackere er et såkaldt man-in-the-middle-angreb.
Her bliver e-mails opsnappet og manipuleret før de bliver sendt til modtageren.
Det kan du sikre dig imod ved at sørge for, at de e-mails du sender hjemme fra køkkenbordet er krypteret.
"Webmails som Gmail og Outlook.com tilbyder ikke S/MIME-kryptering til private, mens du i Office-udgaven af Outlook kan slå funktionen til under programmets indstillinger. Skal du sende filer, du kan i stedet for din webmail bruge et gratis tilføjelsesprogram med indbygget kryptering til din browser," lyder anbefalingen fra Mimecast.
Giv hjemmet et sikkerhedstjek
Den sidste anbefaling fra Mimecast er, at du naturligvis sikrer dig, at alle enheder i hjemmet er opdateret med den seneste software.
Samtidig skal du skifte koden på din router til en selvvalgt, unik kode på minimum 15 tegn, lyder anbefalingen fra it-sikkerhedsselskabet.
Center for Cybersikkerhed har også offentliggjort forsvarets anbefalinger til, hvordan du kan sikre din hjemmearbejdsplads.