Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Amazon hyrer i tusindvis og hæver lønnen midt i krisen / Israel vil bruge antiterror-teknologi til at bekæmpe corona / Apple strammer kravene til corona-relateret indhold i App Store

Morgen-briefing: Amazon hyrer i tusindvis og hæver lønnen midt i krisen / Israel vil bruge antiterror-teknologi til at bekæmpe corona / Apple strammer kravene til corona-relateret indhold i App Store / Muligt problematisk indhold uploaded til YouTube får det sværere / Kraftig vækst i VPN-trafikken i ly af corona / USA’s sundhedsministerium ramt af cyberangreb

G'morgen. Så blev det tirsdag på Amager og i resten af verden, og her dagens hurtige it-nyhedsoverblik fra Computerworld stykket sammen af Niels Veileborg. Og der står corona bøjet i neon over det meste.

Amazon hyrer i tusindvis og hæver lønnen midt i krisen

Herhjemme gav corona-pandemien voldsom stor travlhed hos online-butikker som Nermlig.com og Coop’s daglivarebutik på nettet. Og i USA sker noget tilsvarende, skriver Reuters.

Amazon har netop erklæret, at onlinegiganten vil øge medarbejderstaben med 100.000 personer over hele USA for at holde trit med væksten i efterspørgslen på grund af corona.

Samtidig vil Amazon hæve lønnen for de timelønnede med to dollars i timen frem til slutningen af april - det er typisk lagerarbejdere og andre, der arbejder i Amazons varehuse og fragtcentre. Lønstigningen gælder også ansatte i Storbritannien, Tyskland og andre europæiske lande.

Israel vil bruge antiterror-teknologi til at bekæmpe corona

Det israelske efterretnings-maskineris effektivitet er velkendt, og nu vil isralelerne bruge landets antirerror-teknologi i kampen mod corona. Det skriver Reuters.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu var ikke specifik i forhold til, hvilken type teknologi, der er tale om, men han fortalte ved et pressemøde, at regeringen har bedt justitsministeriet godkende, at brugen af teknologien vil overtræde patienters rettigheder.

En privacy-ekspert anslår, at der kan være tale om tracking af smitteramte personers telefoner i realtid for at afsløre brud på karantænebestemmelser samt såkaldt backtracking af metadata for at finde ud af, hvor smitteramte har befundet sig, og hvem de har haft kontakt til.

Apple strammer kravene til corona-relateret indhold i App Store

Apple vil fremover kun at tillade apps i selskabets App Store med corona-relateret indhold fra myndigheder, sundheds-NGO’er, og visse virksomheder med et troværdigt, dokumenteret sundhedsfokus. Det sker for at sikre sober og korrekt information, skriver Apple til Computerworld.

Myndigheder og NGO'er vil desuden kunne få deres gratis apps godkendt hurtigt og uden gebyr.

I samme ombæring udelukker Apple spil og underholdnings-apps med et såkaldt Covid19-tema.

Muligt problematisk indhold uploaded til YouTube får det sværere

På grund af corona-pandemien overlader Google for tiden i højere grad vurderingen af nyt indhold på YouTube til visse typer software og AI-værktøjer, og det kan midlertidigt betyde, at muligvis problematisk indhold oftere end sædvanligt vil blive fjernet.

Der er nemlig færre mennesker på arbejde til at foretage de endelige vurderinger, skriver Reuters.

Kraftig vækst i VPN-trafikken i ly af corona

VPN-selskabet Atlas VPN, der har 50.000 ugentlige brugere, melder om vækst i brugen af selskabets tjenester, som vidner om hjemmearbejder i vidt omfang i de berørte lande.

I italien voksede forbruget således med 112 procent i sidste uge i forhold til ugen før. I USA voksede forbruget med 53 procent, selv om USA endnu ikke er så hårdt ramt som Italien. Atlas forventer dog, at forbruget vil vokse med 150 procent i slutningen af marts

Forbruget fra Rusland voksede med 36 procent, selv om landet officielt nærmest ikke er ramt af corona.

USA’s sundhedsministerium ramt af cyberangreb

U.S. Department of Health and Human Services blev søndag ramt af et cyberangreb, skriver Reuters.

Der meldes ikke om brud på datasikkerheden, og ministeriets infrastruktur fungerer normalt. Ifølge Bloomberg skulle der være tale om en serie af angreb - deriblandt DDoS, som muligvis kan have forbindelse til et Tweet fra ministeriet om, at et sms-rygte om et nationalt lock down i USA var falsk.