Ledende næstformand og konkurrence kommissær for EU Kommissionen Margrethe Vestager (R) skal onsdags mødes med Googles topadvokater i Bruxelles.
Her vil den amerikanske it-gigant forsøge at få underkendt den bøde på 2,4 milliarder euro eller omkring 17,9 milliarder kroner, som Vestager udskrev til selskabet i 2017.
Bøden er bare den første af i alt tre bøder til en samlet værdi af 8,25 milliarder euro, som Google skal betale til EU for at omgå reglerne på det europæiske marked ifølge EU Kommissionen.
Læs mere her: Vestager flekser med musklerne: “Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu om Google, ville jeg have været mere modig”
Onsdag er det den første af de tre bøder, som Google har anket. Vestagers anklage lyder på at it-giganten misbruger sin dominans inden for prissammenligning til at favorisere sine egne produkter.
Det sker på bekostning af mindre, europæiske konkurrenter, mener Margrethe Vestager der derfor krævede det enorme milliardbeløb af Google.
Den udlægning er man mildt sagt uenig i hos Google.
"Det er forkert i forhold til loven, fakta og økonomien. Reklamerne har hjulpet folk med at finde de produkter de leder efter hurtigt og nemt," lyder det fra Google i en pressemeddelelse ifølge Reuters.
Afgørende for Vestagers politiske omdømme
Onsdag skal slaget så stå for Vestager og EU Kommissionen, der skal bevise at bøden rent faktisk er berettiget.
Den danske tidligere minister er blevet berømt og berygtet i både EU og USA for at slå hårdt ned på amerikanske it-giganter inden for EU.
Den amerikanske præsident Donald Trump mener lige frem, at den danske kommissær hader USA.
"Hun hader USA måske mere end nogen anden person, jeg nogensinde har mødt," har Trump tidligere sagt.
Læs også: Vestager åbner ny undersøgelse mod Google efter bøder for 59 milliarder
Men hendes magt over for tech-giganterne skal nu for første gang stå sin prøve. Milliard-bøderne som både Google, Apple og Amazon allerede har fået at føle skal nemlig kunne klare en test fra EU-domstolen, hvis de skal have den effekt hun gerne vil have.
Ifølge Christian Bergqvist, lektor i konkurrence-ret på Københavns Universitet, bliver afgørelsen af onsdagens sag derfor afgørende for Vestagers politiske omdømme.
"Det vil være et stort politisk prestigetab for Margrethe Vestager, hvis Google vinder appelsagen," siger Christian Bergqvist til Politiken.
Læs også: Google anker Vestagers kæmpebøde: Vil ikke betale milliard-bøde for AdSense
Sagen kan nemlig danne præcedens for kommende bøder, som EU med Vestager i spidsen har uddelt, og dermed få konsekvenser for andre sager mod amerikanske it-selskaber.
Flere bøder undervejs
Siden 2016 har Margrethe Vestager uddelt milliardstore bøder til både Google, Apple, Qualcomm og Facebook om alt fra skat til særaftaler mellem selskaber.
Sidenhen er hun blevet udnævnet til ledende næstformand i EU Kommissionen med ansvar for EU's digitale fremtid. Med den nye titel forventes hun at komme med en række lovforslag, der skal ramme flere amerikanske selskaber.
Ifølge Reuters kan vi forvente en endelig afgørelse på Googles appelsag i løbet af det kommende år.