Artikel top billede

(Foto: Jens Møller Nielsen)

Computerworld mener: Det er kompleksiteten, der for alvor tvinger dig i knæ

Computerworld mener: Diskussionen om it-sikkerhed har måske for længe handlet om statsstøttede hackere og målrettede angreb, der vil stjæle dine forretningshemmeligheder.

Sæt dig godt til rette. Læn dig tilbage. Lad tankerne flyde lidt over 10 år tilbage til 2009.

Barack Obama var præsident, Lady Gaga hittede med Poker Face, og Microsoft udgav, under ledelse af CEO Steve Ballmer, Windows 7.

Som du måske husker, blev styresystemet hurtigt en stor succes.

Så stor en succes, at 11 procent af Computerworld.dk-brugerne i dag fortsat anvender Windows 7 mere end 10 år efter lanceringen.

Det kan der være mange grunde til.

Måske er Windows 7-brugerne fortsat lettede over at få et system, der virker efter Vista-fiaskoen – eller måske er det rygterne om Windows 8’s komplet vanvittige brugerinterface, der siden 2009 har fastfrosset dem i opgraderingsfrygt.

Eller også har it-afdelingen besluttet, at de ældre systemer er gode nok.

Er du en af de 11 procent?

Måske er du derfor en del af de 11 procent, som besøger Computerworld fra en pc med et forældet og derfor ofte usikkert system.

Udfordringen er, at Windows 7 ofte kun er toppen af isbjerget. Resten er som bekendt gemt under havoverfladen.

Gemt, glemt og ikke patchet.

Derfor scorede zombie-softwaren på de gamle legacy-systemer også en velfortjent andenplads i sikkerhedsfirmaets Sophos nylige undersøgelse af, hvad nordiske virksomheder ser som den største trussel.

Samme undersøgelse viser desuden, at manglen på kvalificeret arbejdskraft ses som en af de største barrierer for at etablere det nødvendige sikkerhedsniveau.

Brug løsningen fra teenageværelset

Løsningen på de to problemer er det samme som også virker på de fleste teenageværelser: Ryd op. Og ryd op nu.

Diskussionen om it-sikkerhed har måske for længe handlet om statsstøttede hackere og målrettede angreb, der vil stjæle dine forretningshemmeligheder.

Men sandheden er måske nærmere, at godt nok er hackere slemme, men det er kompleksiteten, der for alvor tvinger dig i knæ.

Det er kompleksiteten, der forhindrer dig i at få patchet, der forhindrer dig i at opgradere og som kræver flere sikkerhedsfolk og flere og flere lag af sikkerhedsløsninger.

Opgøret med den accelererende it-kompleksitet er ikke en sikkerhedsopgave.

Det er en ledelsesopgave.