Google-stifterne Larry Page og Sergey Brin trækker sig med omgående virkning fra deres direktør-poster i moderselskabet Alphabet.
De to stenrige Google-stiftere trækker sig fra posterne som henholdsvis CEO for Alphabet (Larry Page) og som ‘president’ (Sergey Brin) og altså dermed fra al daglig drift af selskabet.
De vil dog fortsat være at finde i Alphabets bestyrelse.
I Larry Pages sted som CEO for Alphabet indtræder nu Sundar Pichai, der i de senere år har været CEO for Google.
Med de to berømte Google-stifteres afgang fra den daglige drift af selskabet afsluttes et stort kapital i verdens it-historie.
De to venner grundlagde Google i 1998.
Og selskabet er med de to stiftere ved roret vokset til at blive et af verdens absolut toneangivende og mest dominerende (og indbringende) selskaber overhovedet, ligesom det har været med til at sætte nye standarder for innovation og teknologisk opfindsomhed.
Flere amerikanske aviser skriver, at de to grundlæggere dog i de senere år mest har været topdirektører af navn og ikke af gavn, da de kun sporadisk har været at se i selskabets hovedkvarter i Mountain View i Californien.
“Det har været et enormt privilegium at have været dybt involveret i den daglige ledelse af selskabet i så lang tid. Nu mener vi, at tiden er kommet til at indtage rollerne som stolte forældre,” meddeler de to rigmænd i en udsendt meddelelse.
Selskabets nye topchef, Sundar Pichar, blev udnævnt til CEO i Google, da Alphabet blev skubbet ind som moderselskab i 2015.
Det kan du læse mere om her: Google forandrer hele organisationen - 'Alphabet' bliver det nye hovedselskab og Google får ny topdirektør
Han beholder posten som CEO for Google samtidig med, at han overtager posten som CEO for Alphabet.
“Sundar bringer ydmyghed og en dyb teknologi-passion til vores brugere, partnere og ansatte hver dag. Han har arbejdet tæt sammen med os i 15 år, og han deler vores tro på, at vi med Alphabets struktur kan tackle store udfordringer med teknologi,” meddeler de.
“Der findes ingen person, som vi har været så afhængige af, siden Alphabet blev grundlagt, og der findes ingen bedre person til at lede Google og Alphabet i fremtiden.”
Larry Page og Sergey Brin slipper dog ikke kontrollen over Google/Alphabet helt.
De bliver siddende i bestyrelsen og beholder deres bestemmende aktieposter i selskabet.
“Vi er dybt committede til Google og Alphabet, og vi vil fortsat være aktive som bestyrelsesmedlemmer, aktionærer og medstiftere. Vi planlægger at blive ved med at tale med Sundar regelmæssigt - især om emner, som vi er passionerede omkring,” meddeler de.
Du kan læse hele afskedsmeddelelsen fra Sergey Brin og Larry Page her: A letter from Larry og Sergey.