Flere og flere kunder vælger at få beskyttet deres dyrebare smartphones med et stykke gennemsigtigt plastikglas, panserglas, militærglas eller hvad man nu vil kalde det.
Men hos forhandlerne bag beskyttelsesglassene er der uenighed om, hvad man må kalde det.
Hos den jyske virksomhed Panzerglass hævder man, at man var den første til at sende panserglas på markedet, og at man derfor har eneret til at benytte det i markedsføring.
Som følge har virksomheden hevet en række andre virksomheder, der anvender ordet, i retten.
En af dem er den anden jyske virksomhed Panzerscreen.
Hos Panzerscreen mener man dog, at ordet er blevet den generiske betegnelse for skærmbeskyttelse, og at alle derfor også skal have ret til at bruge det.
"Det svarer til, at Arla heller ikke kan tage patent på ordet mælk og sige, at det ejer de, fordi de er landets største mælkeproducent," udtaler indehaveren af Panzerscreen, Marc Dahl Giversen, i en pressemeddelelse og oplyser, at der er flere sager i gang mellem de to virksomheder.
Forsvarer sit varemærke
Ifølge Marc Dahl Giversen har patent og varemærkestyrelsen afvist Panzerglass’ ansøgning tre gange om at opnå varemærkerettighed på ordet panserglas.
Han pointerer derudover, at Panzerglass har sagsøgt mange virksomheder. Hvor han har taget kampen op, har andre valgt at ændre på deres ordvalg.
"Thansen, har f.eks. skiftet til ordet ’hærdet militærglas’ frem for panserglas, som de tidligere benyttede," lyder det fra Marc Dahl Giversen.
Læs også: Apple slipper iPhone 11 løs i tre varianter – fås nu som ’Pro’
Hos Panzerglass mener man dog, at man forsvarer retten til sit eget varemærke.
"Vi er nødt til at forsvare vores ret til varemærket, hvis vi ikke skal miste den," lyder det fra Nick Lissner, der er advokat for Panzerglass til Nordjyske.
Venter på EU-afgørelse
I den nuværende strid mellem de to parter har Panzerglass lagt sag an imod Panzerscreen, som denne gang omhandler Panzerscreens emballage og logo.
Her forsøger Panzerglass at få indført et forbud mod Panzerscreens logo, som selskabet har haft siden 2014, lyder det i pressemeddelelsen.
Overfor Nordjyske gør Marc Dahl Giversen det klart, at det ser "sort ud" for virksomheden, hvis man taber denne sag.
Ifølge pressemeddelelsen mistede Panzerglass i 2019 sit trademark i EU, som Panzerglass dog valgte at anke, hvilket netop nu er til behandling i EU. Dermed er status, at sagen om brugen af ordet panserglas ifølge Panzerscreen er sat i bero, ind til EU har taget en afgørelsen om Panzerglass' trademark.
Læs også: Test af Galaxy Note 10: Samsungs herskermobil er stadig en smartphone uden sidestykke