Alle landets folkeskoler skulle efter planen tage afløseren til Skoleintra, Aula, i brug om to uger.
Men nu har yderligere fire kommuner valgt at udskyde brugen af systemet, der skal implementeres af kommunernes IT-fællesskab Kombit.
Det skriver Berlingske.
"Nogle udskyder blot nogle få uger, en håndfuld vil gå på til årsskiftet og en enkel kommune ønsker at vente til næste sommer. Langt de fleste af landets skoler går i gang med Aula efter efterårsferien," oplyser chefkonsulent i Kombit, Susanne Rasmussen, i et skriftligt svar til avisen.
Læs også: Kommune: Skoler bør udskyde Aula - er bekymret over datasikkerheden
Dermed har i alt otte kommuner valgt at droppe den planlagte lancering efter efterårsferien, efter at systemet er blevet udskudt to gange.
Berlingske oplyser ikke præcis, hvad det er for kommuner, der har valgt at udskyde Aula yderligere.
Men Computerworld har tidligere fortalt, at Sorø, Køge, Horsens og Mariagerfjord Kommuner ikke kommer til at tage Aula i brug til den planlagte dato.
Til Berlingske siger Køge Kommune, at "systemet ikke er klart nok." Indtil videre har 24 skoler i 12 kommuner testet Aula som led i pilotprojekt.
Aula bliver udviklet af Netcompany, og det er blevet vurderet, at projektet koster mellem 350 og 400 millioner kroner.
Løber over fire år
Kontrakten om Aula løber over fire år. Herefter er der option på yderligere tre gange af to år.
Efter maksimalt 10 år skal systemet i udbud igen.
Kombit har tidligere advaret kommunerne mod at udskyde systemet mere end den planlagte lancering i midten af oktober.
Senest efter Køge Kommune meddelte at man ville vente med at implementere systemet.
"Køge Kommune kan naturligvis selv beslutte, hvornår de ønsker at
implementere Aula. Fra Aula-projektet har vi i den forbindelse gjort Køge Kommune opmærksom på de uhensigtsmæssigheder, en senere
implementering vil afstedkomme for dem lokalt - både hvad angår
implementering, datamigrering og økonomi," skrev markedsdirektør hos Kombit, Poul Ditlev Christiansen, i et brev til alle landets børne- og ungedirektører.
Læs også: Kombit forsøger at mane Aula-bekymringer i jorden: Se Kombits brev til kommunerne her