Godmorgen her fra Computerworld, hvor vi tager hul på endnu en uge fyldt med nyheder fra den danske it-branche.
Vanen tro indleder vi dagens nyheder med et kort overblik over dagens korte it-nyheder.
TDC-direktør bliver ny bestyrelsesformand for sushi-kæde
Danmarks næststørste sushi-kæde, Sticks n' Sushi, har hyret koncerndirektør i TDC, Jens Aaløse, som ny bestyrelsesformand.
Det skriver dagbladet Børsen.
Aaløse bliver formand i en krisetid for Sticks n' Sushi, som den nye bestyrelsesformand skal forsøge at rette op på efter en større ledelsesrokade i selskabet.
Udover at være bestyrelsesformand for sushi-kæden, er Jens Aaløse også næstformand i forsikringsgiganten Topdanmark.
Boligselskab henter ny it-chef
Boligsselskabet Sjælland opruster med en ny it-chef, der kommer fra ejendomsselskabet Newsec Datea. Det er Bjarne Groth Kjær, der fremover får ansvaret for virksomhedens it-strategi fremover.
“De teknologier eller produkter, vi skal bruge til at realisere vores strategi, er måske først opfundet om tre år. Det har derfor været vigtigt for os at finde en kandidat, som har dyb indsigt i, hvad der rører sig inden for it-branchen, og som har mangeårig erfaring med at realisere it-strategier i større organisationer, så vi udnytter vores it-investeringer optimalt,” siger direktør Bo Jørgensen fra Boligselskabet Sjælland i en pressemeddelelse.
Den nye it-chef skal blandt andet fokusere på, at realisere selskabets digitaliseringsstrategi frem mod 2024.
Den skal blandt andet digitalisere både byggeri, administration og drift, ligesom der skal udvikles brugervenlige selvbetjeningsmuligheder.
It-investor Per Warnøe trækker sig fra TV-program
Den danske it-investor Peter Warnøe har valgt at trække sig fra det populære tv-program "Løvens Hule" på DR1.
Det skriver investoreren på sin facebook-side.
"Arbejdsmæssigt er jeg inde i en meget travl periode for tiden, hvor en af mine vigtige prioriteter er at få bragt orden i en række private aktionærlån, der ikke skulle have været foretaget. Mine regnskaber er åbne, og der har ikke været skjult noget, men det er klart, at det ikke er situation, jeg ønsker skal fortsætte," skriver han på Facebook.
Udmeldingen kommer efter, at dagbladet Børsen i sidste uge kunne fortælle, at Warnøes revisor 14 gange har noteret i regnskaberne, at Warnøe har overtrådt selskabsloven ved at foretage ulovlige aktionærlån for samlet set mere end 20 millioner kroner.
Han erkendte samtidig over for avisen at have foretaget de ulovlige lån.
Læs mere om sagen her: It-investoren Peter Warnøe erkender ulovlige lån: "Det har været en måde at overleve på"
Netcompany på jagt efter Counter Strike-talenter blandt it-studerende
Den danske it-virksomhed Netcompany har sat jagten ind på nye talenter til den populære e-sport CS:GO
Sammen med e-sportsholdet North arrangerer den danske it-virksomhed en talentdag der løber af stablen 16. November i Telia Parken i København.
Men det er ikke e-sportsudøvere de to parter er på udkig efter. Det er derimod it-studerende, der skal udvikle træningssoftware til e-sportsholdet, der er målet med talentkonkurrencen.
“Vi ser frem til et spændende samarbejde med North. Netcompany stiller med dygtige medarbejdere, der sammen med talentfulde it-studerende vil gøre deres bedste til, at North på sigt kan hente mere af det guld, der ligger i en strategisk tilgang til data. Der er ingen tvivl om, at e-sportshold med dyb indsigt i holdets data kan skabe markante konkurrencefordele i e-sportsverdenen ligesom det er tilfældet i andre brancher,” siger Country Managing Partner Denmark i Netcompany, Gustaf Löfberg til en pressemeddelelse.
Astralis vinder tredje turnering i træk
Vi bliver i e-sportsverdenen, hvor det danske CS:GO hold Astralis har vundet sin tredje sejr i de såkaldte major-turneringer i træk.
Det skriver TV 2.
Det danske e-sportshold er dermed verdens bedste Counter Strike-hold. Sejerne er som sagt den tredje i træk, men er holdet fjerde major-sejer i hele holdets historie.
Danskerne vandt 2-0 over AVANGAR i finalen. Det udløser en kontant førstepræmie på intet mindre end 3,4 millioner kroner.