Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Eksperter advarer mod dansk brug af ansigtsgenkendelse: "Det er en skræmmende teknologi" / Googles kalender-app ramt af nedbrud / Dansk højttaler-startup får millionlån fra Vækstfonden / Datatilsynet afviser klage

Eksperter advarer mod dansk brug af ansigtsgenkendelse. Dansk højttaler-startup får millionlån fra Vækstfonden. Datatilsynet afviser klage. Fransk medicinalgigant indgår samarbejde med Google, og sidst men ikke mindst har Googles kalender-app været ramt af et nedbrud.

Godmorgen.

Her kommer onsdagens morgen-briefing fra Computerworld.

Vi lægger ud med en nyhed om den hastige udvikling i brugen af teknologi til ansigtsgenkendelse.

Et fænomen der i den senste tid har været stærkt omdiskuteret i USA, men som nu også er på vej til at blive et hedt debatemne herhjemme:

"Det er en skræmmende teknologi"

Det skyldes, at Datatilsynet for nylig gav den danske fodboldklub Brøndby tilladelse til at bruge ansigtsgenkendelse til at identificere hooligans, og fodboldklubben AGF har ligeledes vist interesse for teknologien.

Men i Deadline på DR2 advarer forfatter og filosof Mads Vestergaard og Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør i Justicia og medlem af Dataetisk Råd, mod stigende brug af ansigtsgenkendelse.

“Det er en skræmmende teknologi, fordi den kan bruges til rigtigt mange ting,” sagde Birgitte Arent Eiriksson i Deadline. Hun påpeger blandt andet, at teknologien kan bruges til at trackes folks færden og tegne sociale profiler af borgere.

Både Birgitte Arent Eiriksson og Mads Vestergaard slår dog fast, at netop den tilladelse som Brøndby IF har modtaget indeholder så mange begrænsninger, at den ikke i sig selv bør give større grund til bekymring.

“Jeg er mere bekymret for, hvad det næste skridt er. Hvad sker der eksempelvis, hvis det offentlige begynder at bruge teknologien,” siger Birgitte Arent Eiriksson.

Dansk højttaler-startup får millionlån fra Vækstfonden

Det danske højttaler-startup Soundboks har fået et lån på 15 millioner kroner fra Vækstfonden, der skal bruges til at sætte fart under selskabets internationale ekspansion. Det skriver Børsen.

Soundboks har lavet en trådløs højttaler, der er kendt for at kunne spille brutalt højt, og selskabet tilhører en udvalgt skare af danske iværksætter, som har været optaget på den verdensberømte startup-skole i Silicon Valley, Y Combinator.

I den senest regnskab havde Soundboks ifølge Børsen en omsætning på 91 millioner kroner, hvilket er mere end en fordobling i forhold til året før. Selskabet har dog endnu til gode at have sorte tal på bundlinjen, og de seneste regnskab havde selskabet et drifts underskud på 550.000 kroner.

Datatilsynet afviser klage

Den danske jurist og privacy-aktivist Rasmus Malver har tidligere klaget til Datatilsynet over manglende mulighed for at få såkaldt registerindsigt i overvågningsoptagelser fra den københavnske Metro.

Nu meddeler Datatilsynet, at det har behandlet en klage om manglende indsigt i tv-overvågningsoptagelser fra Metroen i København. Her giver Datatilsynet Metro Services medhold i sit afslag på adgang til optagelserne.

“Efter Datatilsynets opfattelse var der i den konkrete sag ikke grundlag for at tilsidesætte Metro Services vurdering af, at en undtagelse til retten til indsigt i databeskyttelseslovens § 22, stk. 2, nr. 3 og nr. 4, i dette tilfælde fandt anvendelse,” lyder det fra Datatilsynet.

Fransk medicinalgigant indgår samarbejde med Google

Google og den franske medicinalvirksomhed Sanofi har indgået et samarbejde. Det oplyser Sanofi i en pressemeddelelse.

Ifølge de to selskaber er målet med samarbejdet, at brugen af kunstig intelligens og cloud computing skal bidrage til landvindinger inden for nye medicinalprodukter og bedre forståelse for patienters behandlingsmuligheder.

“Ved at kombinere Sanofis medicinske innovationer og videnskabelige data med Googles markedsledende produkter inden for cloud computing og kunstig intelligens, er det vores målsætning at give mennesker mere kontrol over deres helbred samt skabe nye behandlingsformer,” siger Ameet Nathwani, der er læge og underdirektør i Sanofi med ansvar for det medicinske område ifølge pressemeddelelsen.

Googles kalender-app ramt af nedbrud

Glemte du et møde i går? Så kan vi glæde dig med, at du muligvis har en god undskyldning på hånden.

For Googles kalender-app var i går ramt af et globalt nedbrud. Det bekræfter Google på Twitter.

Om dagen i dag

Den 19. juni 1623 blev den franske matematiker og fysiker Blaise Pascal født. Han er mest kendt for, at han som blot 18-årig opfandt og byggede verdens første mekaniske regnemaskine.

Programmeringssproget Pascal er opkaldt efter Blaise Pascal.