Da Nintendo første gang fortalte at de havde planer om at lade Mario trykke speederen i bund på en gokart, og byde det kendte karakter-galleri på venskabelig motorræs, var formodningen fra mange at den rotunde blikkenslager en gang for alle var blevet givet et eventyr han ville få svært ved at mestre. På den måde var vi mange der tog fejl.
Med skarp kontrol, originale spilleregler og mesterligt sammensatte baner, lagde det første Mario Kart fundamentet for en blanding af ræs og lettilgængelig action, der skulle vise sig så populær at serien stadig i dag er en af Nintendos største succeser.
Den slags har konkurrenterne naturligvis ikke ladet sig gå forbi, og adskillige platform-personligheder er sidenhen ligeledes blevet sendt ud på gokart-eventyr af varierende kvalitet. Den bedste af dem alle har også Marios største konkurrent i førertrøjen, og Segas blå pindsvin, Sonic, er nu klar til for tredje gang at give den som racerkører.
Det er igen den talentfulde udvikler Sumo Digital der har stået for udviklingen, og erfaringen og selvtilliden mærker man med det samme.
Mulighederne er mange fra første gang man starter det hele op, og kun bonusser som nye bil-komponenter og visuelle opgraderinger er gemt i digitale bankbokse der langsomt låses op som man bruger tid på spillet, mens alle andre spilmuligheder er tilgængelige fra starten.
Det betyder at man ganske hurtigt kan komme i gang med at sammensætte sine egne turneringer med vennerne, skrue egne regelsæt sammen for hvordan det hele skal foregå, eller blot give sig i kast med den historie-mulighed som let og hurtigt trækker dig igennem alskens forskellige udfordringer.
På racerbanen er næsten alt som forventet, og turbofelter giver midlertidige boosts til motoren, mens hemmelighedsfulde kasser belønner med alt fra raketskyts til skjolde og den slags ubehageligheder, der kan sætte en pludselig stopper for enhver konkurrent.
Som noget nyt har den britiske udvikler dog introduceret et hold-koncept, som betyder at man ikke længere kun skal tænke på sig selv på banen, men også de to kørere som udgør den trio man på alle tidspunkter er en del af.
Bonusser kan således deles løbende, samtidigt med at det også er muligt at ”slipstreame”, eller køre bagefter sine holdkammerater for at oplade en kraftig, men midlertidig turbo-funktion. Fungerer samarbejdet særlig godt, vil man også inden længe havde opladet en kombineret holdbonus, som i sidste ende kan være med til at sikre at man efter løbet står på det øverste trin på podiet.
Desværre virker hold-konceptet ikke helt så godt i praksis. Når man konstant skal forholde sig til at sende bonusser videre eller modtage dem, samtidigt med at man forsøger at følge turbo-spor fra holdkammeraterne og holde øje med holdbonussen, er det svært at fokusere på det det hele egentlig burde handle om: ræset.
Kort sagt bliver det hele hurtigt alt for kaotisk, og man kommer til at savne den underliggende hyggelige og solide racing-oplevelse, som Team Sonic Racing faktisk viser at det besidder, når det ikke har så travlt med at vise alle sine andre aspekter.
At alle kvaliteterne ligger og lurer lige under den lidt rodede tilgang, er aldrig tydeligere end når spillet begynder at vise sine fabelagtige baner frem. Her virker det på det nærmeste som om Sumo Digital har støvsuget de bedste takter fra Segas store fortid som kongen af arkade-ræserspillene, samt alle gigantens mest klassiske konsol-serier og kanaliseret resultatet ud i form af ekstremt kulørte, snoende, buede, vekslende og helt igennem fornøjelige racerbaner.
Team Sonic Racing er en mere end solid arkade-racer der med et par ganske få justeringer kunne have blandet sig med toppen af genren. Man kan derfor håbe på at udvikleren gennem en opdatering eller to får lov til at justere lidt på det hele. Det til trods er resultatet stadig en anbefaling værd hvis man er på ud udkig efter en familievenlig racing-oplevelse.