Antallet af enheder på wifi-netværkene eksploderer - og samtidig skaber de mange tætte netværk udfordringer for både beboere og firmaer i de større byer.
"Resultatet er en større trafikprop. Derfor er det nødvendigt at opgradere standarden, ellers kommer wifi til at dø en langsom død efterhånden som den reelle hastighed falder. Det er det, som Wifi 6 handler om," fortæller Sandeep Harpalani, Netgears vice president for product management, da Computerworld møder ham i København til en briefing om den kommende wifi 6 standard.
"Det er i virkeligheden en standard, som sigter efter at udnytte den tilgængelige båndbredde bedre og samtidig gøre systemet mere robust i forhold til støj fra andre enheder," uddyber Sandeep Harpalani og understreger, at Wifi 6 også handler om batteriforbruget - især for mobile enheder, hvor wifi ikke er særligt effektivt.
Sandeep Harpalani, hvad er det man vinder ved at skifte til wifi 6?
"Vi siger, at wifi 6 har fire gange bedre ydelse end wifi 5. Men når vi siger, at det er fire gange bedre, så er der flere parametre i spil.
En af dem er de såkaldte streams, hvor man øger fra op til otte til op til 12. Det vil blive oplevet som bedre dækning. Har du en router med 12 streams så er den bedre til at dække hele vejen rundt om den selv - og der er færre blinde vinkler. Og hvis du bevæger dig rundt i huset med din mobile enhed, så vil den nemmere kunne finde den bedste antenne at tale med.
Et andet problem, som wifi 6 skal løse, er kapaciteten. Her har wifi 6 teoretisk også fire gange bedre ydelse. Kapaciteten handler ikke om hastighed, men om antallet af enheder, som routeren kan tale med samtidig. Mange har nu om dage 30 eller 35 enheder i hjemmet.
Mange af de enheder er i dag forbundet hele tiden, men alt hvad de gør er at sige: 'jeg er i live'.
Med wifi 6 får du derfor scheduling, hvor routeren kan sige til enheder at de godt kan gå i dvale og vende tilbage om x minutter, for lige at vise at de stadig er der. Det kræver selvfølgelig, at enheden er udstyret med wifi 6.
Det burde også betyde, at de mobile enheder kommer til at køre længere på batteriet."
De fleste af os har meget ældre grej stående. Skal det opgraderes til Wifi 6 for at virke med den nye standard?
"Wifi 6 er 100 procent kompatibelt med ældre udgaver af wifi-standarden, så dine enheder vil også virke med en ny Wifi 6 router.
Og det kan være en god idé at opgradere, for det er den største opgradering af wifi længe. For det handler ikke bare om hastighed.
Wifi 6 handler om at løse problemer ude i den virkelige verden, hvor der er mange andre enheder og meget elektronisk støj. Hvis du får bedre hastighed og bedre dækning der, så er vi lykkedes med opgaven om at gøre wifi mere robust.
Se bare hvor mange der taler om, at deres internetløsning ikke er gode. Men det, som de i virkeligheden taler om, er, at deres wifi ikke er godt nok.
Både wifi 5 og 6 vil tabe ydelse i takt med, at du tilføjer flere enheder. Men forskellen er, at tabet er mindre med den nye version.
Selvom du har ældre enheder, så vil du opleve nogen forbedring med wifi 6. Jeg vil i det hele taget opfordre folk til at købe en wifi router, når de alligevel skal have en, for det er en investering i hjemmets infrastruktur, der holder i flere år.
Jeg ved godt, at de ikke er billige, men det er også irriterende når wifi driller i hjemmet.
Med hensyn til navnet, så er det Wifi alliance, der står bag. Vi vurderede, at vi havde brug for en nemmere måde at fortælle om de forskellige slags wifi-typer. Der var for mange bogstaver, som forbrugerne skulle holde styr på."
Standarden er lige på trapperne. Men hvad med enhederne - er der modeller på vej?
"Samsungs Galaxy S10 understøtter Wifi 6 allerede nu. Og med hensyn til Apple kan jeg kun sige, at rygter siger, at Apple vil understøtte wifi 6 i løbet af 2019. Intel har annonceret, at de vil understøtte det - og Lenovo har også sagt, at deres bærbare vil komme med support for wifi 6. Så skiftet er i gang.
Dengang vi lancerede AC-standarden gik der næsten 1½ år, før der kom enheder på markedet. Det kommer ikke til at ske denne gang," slutter Sandeep Harpalani.