Godmorgen og velkommen til dagens morgen-briefing på denne indeklemte hverdag inden weekenden for alvor begynder.
Hos Computerworld er vi som altid på posten, og derfor kommer her dagens it-nyhedsoverblik.
Databrud skaber frygt for identitetstyveri: Med god grund
Mens antallet af databrud hos virksomheder i Europa og resten af verden fylder stadig mere i offentligheden, så stiger frygten for at blive offer for et databrud også.
71 procent svarer i en undersøgelse fra det finske it-sikkerhedsselskab F-Secure, at de regner med at blive offer for identitetstyveri i fremtiden.
"De her resultater er fuldstændig rystende og viser, hvor mange mennesker der selv ser skaderne af cyberkriminalitet og identitetstyveri," siger Kristian Järnefelt direktør for kundecybersikkerhed hos F-Secure i en pressemeddelelse.
Ifølge selskabet er truslen fra it-kriminelle stadig større end gennem identitetstyveri. Alligevel mener F-Secure, at der er god grund til at frygte truslen fra lækkede personoplysninger.
Teknologisk Institut monterer værktøj til droner for 5 millioner kroner
Droner er blevet mere og mere populære mange steder, men kort flyvetid og dårlig bæreevne holder bremsen for udviklingen.
Det vil Teknologisk Institut nu lette bremsen for ved at montere værktøj på droner og få dem til at arbejde mere selvstændigt.
"For at skabe det nødvendige forretningsfundament for droner, skal de ikke blot selv kunne identificere et problem, men også være i stand til selv at løse det. Den slags løsninger er dog svære at realisere på grund af dronetekniske begrænsninger og lovgivningsmæssige barrierer som kort flyvetid, upræcis positionering, manglende online dataprocessering, og ikke mindst kravet om, at dronen altid flyves inden for operatørens synsvidde," siger sektionsleder Lars Dalgaard, Teknologisk Institut.
Ifølge institutet foregår for meget af arbejdet med droner manuelt og det skal derfor i langt højere grad digitaliseres.
Styrelsen for Forskning og Uddannelse har bevilligt 2,5 millioner kroner til Teknologisk Institut til udviklingen, og er klar med yderligere 2,5 millioner i 2020.
Google afviser cannabis-apps
Google Play Store har fundet en ny grænse for, hvad man vil tillade af apps i sin digitale butik.
Det skal nemlig være slut med apps, der kan lette salget af cannabis gennem Googles Play Store, viser en ny tilføjelse til selskabets retningslinjer, skriver Finans.
Opdateringen af retningslinjerne kommer efter, at det ellers er blevet lovligt at sælge og købe cannabis i flere amerikanske stater.
Dansk it-sikkerhedsselskab opkøber BasicBytes
Endnu engang ser vi en konsolidering på det danske it-sikkerhedsmarked.
Denne gang er det danske Heimdal Security, der køber virksomheden BasicBytes for at kunne forbedre sit eksisterende produkt.
"I jagten på vores aggressive udvidelse planer for Heimdal Security’s, vil det tidligere BasicBytes produkt (AccessDirector), blive udviklet til AdminPrivilege. Som et led I købet af AccessDirector teknologien, kommer vi til at udvide produktets egenskaber indenfor håndtering af Adminstrative Rettigheder på desktoppen," lyder det fra Morten Kjaersgaard, CEO Heimdal Security i en pressemeddelelse.
Herimdal Security oplyser ikke købsprisen for opkøbet i pressemeddelelsen.
Power udvider med ny butik i Aalborg
Mens store danske elektronikkæder har kæmpet hårdt for sin overlevelse, kan den danske elektronikkæde Power nu annocere åbningen af en ny butik i Aalborg.
Den nye nordjyske butik i kæden kommer til at have et areal på 2.500 kvadrartmeter, der efter sommerferien skal fyldes op med elektronik og hvidevarer.
Og allerede nu lover direktøren for Power-kæden at priserne kommer til at blive presset ned.
"Aalborg er en interessant handelsby, som har et stort opland – men der mangler sund konkurrence inden for elektronik og hvidevarer. Det kommer vi til at ændre. Med vores 2.500 kvm store butik og brede udvalg skruer vi snart op for konkurrencen og ned for priserne i det nordjyske,” siger Jesper Boysen i en pressemeddelelse.