Færre konkurrenter og positiv økonomi er ved at afløse tidligere tiders dårligdomme blandt jobportalerne, hvor overleverne fra dotcom-årene er ved at fordele jobmarkedet iblandt sig.
Det sker til trods for, at staten har lanceret et gratis alternativ til de betalte jobportaler i form af AF's Jobnet.dk, der tager bidder af markedet. Alligevel er det nu muligt at tjene penge på markedet.
Det viser det seneste regnskab fra Jobindex, der fik en omsætningsøgning sidste år på 40 procent og samtidig har fået sin første betragtelige indtjening på 1,4 millioner kroner, hvor sidste års resultat blev på 400.000 kroner.
- Det er meget rart at se efter otte år på markedet, siger direktør i Jobindex Kaare Danielsen.
Han kan samtidig glæde sig over, at der er indgået en alliance med telefonbogselskabet Eniro om at lancere Jobindex under navnet Jobsafari i Norge, Sverige og Finland.
Branding via samarbejde
Eniro satser på at samle en lang række søgetjenester via strategiske samarbejder, og det kan være med til at brande den danske virksomhed på nye markeder, mener direktøren.
Den samme strategi nød Jobindex godt af gennem sine første år, hvor TV2 fik sine online-jobannoncer fra Jobindex. Tv-stationen har siden skiftet til Jobzonen, men det har ifølge Kaare Danielsen kun haft minimal indflydelse på trafikken til webstedet.
- De har aldrig stået for mere end 20 procent af trafikken, men den branding vi fik i starten gjorde at vi lige pludselig kunne komme til at tale med nogle store danske virksomheder, siger han.
Kaare Danielsen mener samtidig, at det udskilningsløb, der i flere år har præget markedet for online-jobannoncer nu er ved at blive afløst af en situation, hvor de fire store tilbageblevne aktører er ved at afgrænse nicher.
- Konsolideringen er sket, selv om man kan diskutere, om vi skal være tre eller fire. Men jeg tror godt, der kan blive plads til os alle, selv om der er lidt grænsestridigheder, siger han.
Nicher til fire aktører
Han peger på, at Ofir med købet af Matchwork har en fordel på det offentlige marked, mens Jobzonen kan tilbyde kombinationskampagner med en række dagblade.
Stepstone profilerer sig på at give den bedste internationale kampagne, mens Jobindex selv har slået på en række ekstra-ydelser, eksempelvis at foretage kandidatsøgninger for kunderne i stedet for at henvise dem til selv at gennemtrevle CV-databaserne.
Af de fire tilbageblevne aktører tjener i hvert fald de tre penge på det danske marked. Stepstone har stadig et samlet underskud på hele koncernen trods gode takter herhjemme.
Søndagsavisen, som ejer Ofir-portalen, har i mange år tabt penge på sine internetaktiviteter, men ifølge det seneste halvårsregnskab er underskuddet blevet drastisk reduceret til nu omkring én million kroner, mod 11 millioner i samme periode sidste år.
Det fremgår dog ikke, hvor stor en andel af omsætningen, der kommer fra jobsøgninger, men det anføres, at indlemmelsen af den tidligere konkurrent Matchwork i april i år har givet et større annoncetal.
Øget offentlig konkurrence
Men selv om konkurrencen på det private marked er blevet mindre hæsblæsende og mere jævnbyrdig i takt med, at aktørerne eller deres moderselskaber har smækket låget på den før tilsyneladende bundløse markedsføringskasse, er der stadig hajer i farvandet på det digitale jobmarked.
De private tjenester skal i stigende grad konkurrere med det offentlige via AF, som har oprettet tjenesten Jobnet.dk, hvor alle kan lægge annoncer gratis ind, og hvor ledige er forpligtigede til at indtaste deres CV?er.
Samtidig er de statslige virksomheder forpligtet til at benytte Job-i-staten til deres opslag, og den tjeneste er overgået fra Matchwork til AF.
- Vi synes det er noget pjat, og at de burde samarbejde med de private jobbaser, men det vil de ikke. Og beskæftigelsesministeren vil heller ikke lytte til os, siger Kaare Danielsen.
Jobbaserne har desuden overvejet at indklage staten til EU for konkurrenceforvridning. Men ifølge Kaare Danielsen har adspurgte jurister vurderet, at det vil være nok for regeringen at henvise til det danske beskæftigelseshensyn for at få EU til at droppe sagen.