Helt ubemærket har Microsoft sagt farvel til direktør for customer succes, Simon Høgsbro, efter mindre end to år på posten.
Microsoft bekræfter over for Computerworld, at Simon Høgsbro stoppede hos den danske afdeling af it-giganten i forbindelse med årsskiftet.
Hos den kendte it-virksomhed i Lyngby har man ikke yderligere kommentarer til Høgsbros diskrete exit, udover at man er på udkig efter en afløser til stillingen.
På LinkedIn står Simon Høgsbro fortsat som direktør hos it-giganten, men på Microsofts egen hjemmeside er Høgsbros billede fjernet, og stillingen står i øjeblikket som ledig.
Allerede i august sidste år, var der senest ændringer på ledelsesgangen hos Microsoft Danmark.
Her var det tidligere løsningsdirektør Frederik Braun, der blev salgsdirektør, mens hans gamle stilling blev besat af den direktør for enterprise services & support, Crilles Jansen.
Læs også: Microsoft Danmark ændrer i direktionen: Her er den nye opstilling
Jobbet som direktør for customer succes handler i grove træk om at hjælpe kunderne over i cloud.
Det er et marked, der har været i en solid vækst for Microsoft i Danmark de seneste år.
Tidligere direktør for it-firma
Før Simon Høgsbro blev ansat af Microsoft i april 2017, var han CEO for it-virksomheden Xstream.
Her blev hans rolle at få sat gang i den globale vækst for virksomheden.
Derfør har Simon Høgsbro primært beskæftiget sig med telebranchen som ansat hos det new zealandske mobilselskab Spark og danske TDC.
Computerworld forsøger at få en kommentar fra Simon Høgsbro om hans exit fra Microsoft.
Læs også:
Microsoft Danmark vil gå vækstamok i det kommende år: Forventer omsætningen stiger med 150 procent
Derfor dominerer Azure i Danmark - kan Microsoft fastholde førertrøjen?