Godmorgen. Her får du Computerworlds hurtige it-nyhedsoverblik fredag morgen.
Minister glad for gratis WiFi til 15 danske kommuner
At 15 danske kommuner har fået penge fra EU til at etablere gratis WiFi til borgere og turister falder i god jord hos minister for teleområdet, Lars Christian Lilleholt fra Venstre.
”Det glæder mig at se, at danske kommuner har taget del i WIFI4EU, så der snart bliver opsat offentlige WiFi-hotspots i 15 kommuner, som giver borgere og turister adgang til hurtigt og gratis internet,” siger ministeren i en udtalelse.
15 ud af i alt 23 kommuner, der havde søgt om EU-støtten, fik den, men resten af kommunerne opfordres af ministeren til at søge europæiske støtteeuro i de kommende to ansøgningsrunder.
”Jeg vil gerne opfordre de danske kommuner, som ikke fik del i EU-støtten under WIFI4EU i denne omgang, til at deltage i ansøgningsrunderne i 2019," fortsætter Lars Christian Lilleholt.
Når pengene fra EU tikker ind hos kommunerne, har de halvandet år til at få etableret de gratis forbindelser til borgerne, og forbindelserne skal derefter køre i minimum tre år, oplyser ministeriet.
Læs mere her: Gratis wifi på vej i 15 danske byer: Disse danske byer bliver del af europæisk wifi-initiativ
Dansk Huawei-chef afviser spionagebekymringer
Efter stribevis af anklager, bekymringer og et åbent brev til Folketinget, træder den danske landechef for Huawei frem i pressen og afviser anklagerne.
Det gør han hos Finans, der har haft mulighed for at stille landechefen en række skriftlige spørgsmål. Her svarer landechefen blandt andet:
"Huawei har aldrig brugt vores udstyr til at skaffe nationale data, erhvervshemmeligheder eller private oplysninger. Vi vil aldrig understøtte eller tolerere sådanne aktiviteter, og vi vil aldrig engagere os i sådanne aktiviteter på andres anmodning. I forhold til at kommentere specifikke udtalelser fra danske myndigheder i medierne, foretrækker vi at have dialogen med myndighederne i et professionelt miljø og ikke i offentligheden," siger Jason LanYang til Finans.
Dermed afviser han også, at der skulle være bund i de bekymringer, som blandt andre sikkerhedsekspert Peter Kruse har luftet om, hvorvidt det er kløgtigt, at TDC indgår i en relation med den kinesiske virksomhed med hensyn til at bygge det nye 5G-netværk.
Læs mere her: Huaweis danske topchef sender brev til Folketinget efter hård kritik: “I kan stole på Huawei”
Gladsaxe-lækket trækker tråde til hele kongeriget
Ikke nok med at personfølsomme oplysninger på 20.000 borgere er blevet stjålet i Gladsaxe Kommune. Skaden viser sig nu at omfatte borgere fra det meste af det danske kongerige.
Det skriver Politiken.
Det drejer sig nemlig ikke blot borgere i Gladsaxe Kommune, men faktisk om borgere fra hele 82 kommuner. Selvom størstedelen er fra Gladsaxe Kommune, sidder 1700 personer også i saksen. Det gælder blandt andet borgere fra København, over Esbjerg og helt til Grønland.
Derudover viser det sig, at der også har været tale om en for stor indsamling af data, der ikke havde relevans for opgaven, hvilket også er i strid med reglerne.
"Beklageligvis har vi konstateret, at der i et mindre antal tilfælde også er data, for eksempel medlemskab af folkekirken, som ikke har relevans i forhold til den konkrete opgave. Disse data burde ikke have været en del af regnearket i første omgang, blandt andet ud fra princippet om dataminimering," siger Morten Just, der er vicedirektør i social- og sundhedsforvaltningen i Gladsaxe Kommune.
Læs mere om sagen her: Dansk kommune får stjålet computer med fortrolige oplysninger på 20.000 borgere
EU gør det nemmere at streame indhold på tværs af grænser
Et sæt nye EU-regler skal gøre det nemmere for europæiske tv-stationer at gøre deres indhold tilgængeligt på tværs af unionens grænser.
Det oplyser man i EU.
"Jeg er meget glad for, at vi er kommet frem til en aftale, der bringer os tættere på et fælles digitalt marked. De nye regler er en brik i et stort puzzlespil og har potentiale til at gøre en stor mængde tv-indhold tilgængeligt for de 41 procent af europæerne, der ser tv på nettet," siger Andrus Ansip, der er vicepræsident for det fælles digitale marked i en udmelding fra EU.
Det er dog ikke blot de folk, der i dag ser tv på nettet, der får gavn af de nye regler. Det gør i særdeleshed også de 20 millioner EU-borgere, der er født i en anden del af EU, end der hvor de bor i dag. Med de nye regler bliver det nemlig muligt for tv-stationerne, at gøre deres indhold tilgængeligt for borgere i alle EU-lande.
Aftalen skal både godkendes af Det Europæiske Råd og EU-parlamentet en af de kommende uger.
Læs mere her: Danmark har verdens dårligste (og dyreste) Netflix-abonnement