God morgen fra Computerworld. Her ugens første hurtige nyhedsoverblik.
Tiger-stifters søn satser på 3D og VR i selskab med sorte tal
Khora, en dansk startup med 14 ansatte og godt en halv million på bundlinjen i seneste regnskab, satser på 3D-animation og Virtual Reality.
Virksomheden, der er stiftet af Simon Lajboschitz, søn af Tiger-stifter Lennart Lajboschitz, består dels af et showroom i København, hvor interesserede kan prøve teknologien, dels en omfattende workshopvirksomhed, hvor Khora demonstrerer mulighederne for virksomheder og udfører produktioner til blandt andet markedsføring, skriver Børsen.
"Vi vil gerne udforske, hvad man kan bruge det til udover porno og spil. Vi har et kæmpeprojekt med Region Hovedstaden, hvor vi laver et klinisk forsøg med behandling af social angst med virtual reality og et klinisk forsøg med Rigshospitalet om smertedistraktion for børn, der skal stikkes, have taget blodprøver eller lagt drop. Det vil vi rigtig gerne have skal blive store internationale succeser," siger Simon Lajboschitz til Børsen.
Dansk it-startup samarbejder med Intel om at gøre industrien IoT-klar
Omnio hedder en dansk it-startup fra 2012, som har udviklet software, der kan gøre data fra industrielt maskineri tilgængelige i en IoT-virkelighed. Selskabet er nu med i Intes program for startups, skriver Børsen.
“Vi ved, hvordan maskinerne snakker, og vi ved, hvordan it-systemer snakker. Hvis it-systemet vil spørge maskinen om noget, f.eks. om temperatur i en kølecontainer, kan vores software oversætte maskinens svar til et it-system," siger Mikkel Sørensen, der er administrerende direktør i virksomheden til Børsen.
Omnio indgår kundeaftaler via pilotprojekter og har lige nu gang i fire - blandt andet inden for skibskonstruktion. Selskabet har foreløbig hentet næsten ni millioner i venturekapital.
Millionkontrakt til danske Motosumo
Den danske tech-startup Motosumo fra 2013 har udviklet teknologi og en tilhørende app, der kan omdanne selv helt simple indendørs motionscykler til state-of-the-art. Omdrejningspunktet er en biomekanisk model koblet med bevægelsessensorer i smartphones, der opsamler data om brugeren.
Et af verdens største cykelbrands, Core Health & Fitness, der blandt andet leverer Schwinn-cykler til motionscentre over hele verden, har indgået en millionkontrakt med Motosumo, fremgår det af en pressemeddelelse.
“Motosumo har udviklet en teknologi og en app, der ikke findes noget andet sted i verden. Den er enkel at bruge, enkel for centrene at installere, og den bringer vores standard Schwinn-cykler op på et helt andet niveau samtidig med, at Motosumo tilfører vores mest avancerede cykler et helt nyt lag i forhold til brugeroplevelse, træningsstatistik og gamification. På den måde disrupter Motosumo vores egen industri nærmest med et trylleslag", siger Dustin Grosz, President & COO i Core Health & Fitness, der hvert år sætter Schwinn-cykler op i godt 1.000 motionscentre svarende til 25.000 Schwinn-cykler.
“Motosumo står med nøglen til at digitalisere en ellers ikke særlig digital industri, og jeg føler mig overbevist om, at vi står over for endnu et dansk eksporteventyr, når fitnesskæder verden over får øjnene op for, hvad teknologien kan", siger Nana Bule, bestyrelsesformand i Motosumo og COO/CMO i Microsoft Denmark.