Nettest klar til fusion
Nettest - der engang var udråbt til at være GN Store Nords guldkalv, men som siden måtte sælges med tab - øjner gode tider forude. Selskabets ærkerival Inet er netop blevet købt af amerikanske Tektronix for to milliarder kroner, og det anser Brøndby-virksomheden for startskuddet til industriens afdansningsbal, hvor det gælder om at finde den rette mage for at bevare konkurrencedygtigheden på sigt. Nettest er derfor klar til at fusionere. (Børsen)
Annoncehajer tjener styrtende på små selskaber
Til trods for at produkterne er af tvivlsom værdi, tjener de såkaldte annoncehajer gode penge på at sælge optagelser på web-baserede kontaktlister til især mindre virksomheder. Markedet udgør ifølge Håndværksrådet et trecifret millionbeløb, og nye virksomheder skyder hele tiden op. En ny trend er, at selskaberne kører retssager mod virksomheder, som ikke vil betale. I modsætning til tidligere kan de nu finde jurister, der vil tage deres sager. (Erhvervsbladet)
Annoncehaj insolvent trods stor omsætning
IT Support Danmark er et af de selskaber, som har fået meget negativ omtale for sine salgsmetoder, men som samtidig har fået banket en stor forretning op på at sælge telebogs-lignende ydelser på webstedet IT-Fagregistret. Selskabet tjente sidste år knap en million kroner ud af en omsætning på 22,7 millioner kroner. Alligevel tager revisorerne et kraftigt forbehold for regnskabet, idet blandt andet moms og a-skat er blevet indbetalt for sent, ligesom medarbejdernes løn er blevet fejlberegnet. Samtidig er der ydet lån til aktionærerne i modstrid med Aktionærloven. Håndværksrådet meldte sidste år selskabet til politiet for vildledende salgsmetoder. (Erhvervsbladet)
Nye ejere i trængt mobilselskab
TDC Mobil Center Sønderjylland, indtil sidste år kendt som KP Elektro, gennemgik sidste år et generationsskifte og fik to unge ejere i spidsen. Dets første regnskab for 2003 viser et minus på 2,3 millioner kroner og en egenkapital, der er negativ med et lignende beløb, men ejerne påpeger, at man er midt i en strømlining af selskabet. Det skal give en omsætning på 40 millioner kroner i 2004 og vende flere års underskud til et beskedent plus. (Erhvervsbladet)
Krypteringsvirksomhed venter på gennembrud
Cryptico har endnu ikke fået salgsmæssigt gennembrud for sine produkter, og 10 millioner kroner i tilført kapital er snart brugt op på etableringen af et salgskontor i USA samt ansættelsen af nye folk. 2003 bød på et underskud på 5,4 millioner kroner, men ledelsen er optimistisk og forventer snart at få tilført yderligere seks millioner kroner. 2M Invest var før sit krak en delejer i Cryptico, men nu er Vækstfonden og Northzone Ventures trådt til i stedet. (Erhvervsbladet)