Salget af tablet-pc’er ser ud til at have toppet her i Vesteuropa, hvor tablet-markedet i øjeblikket er ramt af en decideret nedtur.
Ifølge en ny opgørelse fra analysefirmaet IDC dykkede salget af tablet-pc’er i Vesteuropa med 13,1 procent fra fjerde kvartal 2016 til fjerde kvartal 2017.
Det betyder, at antallet af tablets, der blev sendt ud på markedet, skrumpede fra 12,1 millioner til lidt over 10,5 millioner i det sidste kvartal af 2017.
Salget af de helt simple ‘slate tablets’ gik faktisk endnu mere tilbage - med 15,4 procent - mens ‘detachable tablets’ kun gik tilbage med to procent.
Den sidste produktkategori er da også typisk den, der investeres i, når virksomheder indkøber tablets til medarbejdere, eller når studerende skal finde en tablet, der kan gøre det helt eller delvist ud for en traditionel pc.
Sådan klarer de fem største sig
IDC-opgørelsen viser også, hvordan de går med de fem største leverandører af tablet-produkter i Vesteuropa. Det drejer sig om Apple, Samsung, Amazon, Lenovo og Huawei.
Apple, der har stor succes med blandt andet iPad Pro, endte 2017 med en markedsandel på 24,1 procent mod 21,1 procent i det sidste kvartal af 2016.
Alligevel gik antallet af tablet-forsendelser fra Apples side også tilbage som markedet samlet set. Apple mistede dog kun en enkelt procent.
Læs også: Apple og Samsung i hård duel på smartphone-markedet: Apple har netop nuppet førstepladsen
Til sammenligning dykkede forsendelserne hos Samsung med 5,2 procent, og hos Amazon var der tale om en tilbagegang på hele 19,2 procent.
Samsung lå i fjerde kvartal 2017 på andenpladsen med en markedsandel på 19,8 procent, så ligesom på smartphone-markedet, er det Apple og Samsung der æder det meste af kagen på tablet-markedet.
Amazons markedsandel var på 9,1 procent, mens Lenovo på fjerdepladsen fik 7,6 procent af markedet.
Huawei stormer frem
Mest interessant er det dog at se, at kinesiske Huawei stormer frem på tablet-markledet i Vesteuropa, og at selskabet fra fjerde kvartal 2016 til fjerde kvartal 2017 øgede tablet-forsendelserne til vores del af verden med hele 27,7 procent.
Det skete vel at mærke samtidig med, at markedet samlet set skumpede med 13,1 procent.
Huawei er dog fortsat den mindste af de fem store producenter med en markedsandel på 5,6 procent i fjerde kvartal 2017, som det fremgår af IDC’s opgørelse herunder.
Læs også:
Lenovo trækker tusindvis af pc'er tilbage i Danmark: Kan bryde i brand
Smartphone-markedet buldrer i helt ny retning - og det er ikke med Apple eller Samsung i front