Det lille Hobro-firma Nventiv, som satsede på at blive storleverandør af frost-kølede processorer til spilentusiaster over hele verden, er gået konkurs.
Den otte mand store virksomhed skiftede navn fra Chip-con sidste efterår og stiftede en tysk afdeling.
Så sent som i marts stod Nventiv på Cebit-messen med en kraftkarl af en computer, fordi køleteknologien gjorde det muligt at øge processorens clockfrekvens til fem GHz.
Virksomheden har fået masser af omtale på sine kølesystemer, der bragte processor-temperaturerne helt ned på minus 40 grader. Den type maskiner er normalt forbeholdt de mest inkarnerede ydelses-fanatikere og ligger i den øvre del af pris-spektrummet.
Nventiv mente dog, at der især på blandt spil-fanatikere på det asiatiske marked og blandt over-clocking-entusiaster ikke mindst i USA ville være gode afsætningsmuligheder. Men drømmene om en storstilet international ekspansion brast.
Dermed er der kun en enkelt markant spiller inden for udvikling af kølesystemer tilbage i Danmark, nemlig Brønderslev-selskabet Asetek, der både laver vandbaseret køling og systemer, som bygger på fordampning.
Bestyrelsesformand Martin Bachman Kloster ønsker ikke at udtale sig om konkursen, og det har ikke været muligt at komme i kontakt med firmaets administrerende direktør, Morten Espersen.