Vi elsker vores smarte telefoner. Det viser både salgstallene og debatten om smartphoneafhængighed.
Men det er apps, som for alvor gør telefonen nyttig og til det centrale omdrejningspunkt for dit liv. Uanset om du skal se vejrudsigten, stalke dine gamle skolekammerater på Facebook eller styre dit GoPro-kamera, findes der en app til det.
Som MobilePay viste, er en populær og nyttig app også en mulighed for på kort tid at erobre og disrupte et marked.
Men hvilke apps er det så, vi reelt bruger ud over MobilePay og Facebook?
Det har analysevirksomheden AudienceProject spurgt 14.000 brugere om i seks lande, herunder Danmark.
Vi har samlet nogle af de udvalgte resultater nedenfor. Nogle af dem er knapt så overraskende, for selvfølgelig dominerer Facebook og Youtube toppen af graferne. Men som tallene også viser, er der stor forskel på, hvilke aldersgrupper der bruger hvad.
Blandt de 15-25 årige har Snapchat en fornem trejdeplads, mens DMI's vejr-app slet ikke optræder på listen. Til gengæld stiger vejr-interessen støt med alderen for at ende som den tredje mest populære app blandt dem over 56 årig.
Det er desuden også interessant, specielt i lyset af de sidste par ugers massive kritik af nyheds- og hestetransports-organisationen DR, at der ikke er en eneste DR-app på toplisterne hos danskere under 36 år. Det må vække eftertanke hos en organisation, hvis opgave blandt andet er at nå unge danskere.
Se flere resultater fra undersøgelsen under grafen
Facebook, MobilePay og Messenger er blandt de mest populære apps uanset køn. Men dér holder lighederne også op.
Som grafen viser, hælder mænd mere til musikken fra Spotify og vejrudsigten fra DMI, mens kvinderne i undersøgelsen holder af Instagram og er flittigere brugere af Rejseplanens guide til kollektiv trafik.
Se flere resultater fra undersøgelsen under grafen
Ser man på mobile betalingsløsninger, er der flere pointer.
Den første er, at det er svært at vride mere succes ud af MobilePay. Med 74 procent, som bruger tjenesten på månedlig basis, er der ikke meget mere plads til vækst. Men til gengæld er dominansen især over for udenlandske tjenester total.
Samtidig viser udviklingen også, hvorfor timing er altafgørende. I USA er PayPal Mobile den mest populære mobile betalingstjeneste, hvilket er ret naturligt. Men det er den også ifølge AudienceProject i England, hvor de lokale tjenester ikke har nået at få et brohoved, før amerikanerne kom rullende.
Se flere resultater fra undersøgelsen under grafen
MobilePay er dog ikke unik på det område. For, som graferne herunder viser, så har både Sverige og Norge egne populære lokale løsninger.
Faktisk har både Vipps (fra DNB banken i Norge) og Swish (et samarbejde mellem flere Sverige) et næsten lige så fast greb om de lokale markeder som MobilePay i Danmark.
Se flere resultater fra undersøgelsen under grafen
Det er interessante tal. For udfordringen for tjenesterne er, om de kan vokse ud over hjemlandets grænser og skabe sig en mere globale succes - for på den måde bedre at kunne stå imod de internationale betalingstjenester, som vi med sikkerhed ved på et eller andet tidspunkt vil gå efter de nordiske markeder.
Som AudienceProjects store undersøgelse viser, så er danskerne ret glade for de internationale apps.
Du kan downloade hele rapporten her.