Tokyo 42
At dømme ud fra farverne og formerne som tegner billedet på skærmen, burde intet kunne gå galt i Tokyo 42’s idyllisk udseende verden, for alt har sin plads, sin beretning og er blevet farvet med kun de stærkeste anstrøg fra paletten. Det er smukt, imødekommende og udseendemæssigt lige omtrent så langt fra de opgaver og inspirationer som former selve spiloplevelsen.
Bag pangfarverne og det futuristiske udseende, venter nemlig missioner involverende snigmord, infiltration og ligefrem kaos der uanset deres voldsomme konsekvenser, altså hele tiden filtreres gennem det energiske og positive udseende. Det er en underlig blanding, særligt fordi selve spil strukturen mest af alt synes at have lånt fra Bullfrogs gamle klassiker Syndicate.
I Tokyo 42 er der dog som sådan ikke nogen større grund til voldsomhederne, og den historie som fra tid til anden forsøger at binde det hele sammen, glemmes hurtigt.
Kontrollen tager man over en lille mandsperson der på et splitsekund kan forklæde sig som en af de mange civile som befolker de mange baner. Forklædnings kunst er en god ting at lære hurtigt, for temperamentet hos den farverige verdens mest voldelige beboere, betyder at der ikke skal meget mere end et nys i den forkerte retning til, før at jagten sættes ind.
Til din hjælp har du et udbud af forskellige våben og evner. Den vigtigste er dog kontrollen over kameraet, for på trods af at perspektivet som standard får det hele til at ligne en fastlåst isometrisk verden, er det her muligt at svinge kameraet rundt således at man kan aflure banerne for godt gemte kroge og bagveje.
Da antallet af fjender ofte er stort, er det således en god ide at vide hvor de bedste gemmesteder findes.
Desværre snubler Tokyo 42 lidt over sine egne regler, for på trods af at perspektivet gør det sjovt at udforske de forskellige baner, giver det øjensynligt også spilkoden lidt problemer i forhold til at beregne hvorvidt et skud rammer eller ej.
Succes og præcision er derfor ofte et spørgsmål om tilfældighed, og da hele spilet er opbygget omkring at lade dig være snigmorder frem for elitesoldat, efterlader den slags nogle skår i glæden.
Thumper
Adskillige spil har forsøgt at transformere eller inkludere musik som en del af selve spiloplægget, enkelte endda med stor succes, hvilket alle der har givet sig i kast med Guitar Hero eller Rock Band sammen med vennekredsen kan bevidne.
Fælles for de fleste af disse spil har været missionen om at dele glæden ved musik, enten ved regulært at spille sammen med andre, eller i andre tilfælde ved på interaktiv vis at kunne vise hvorfor specifikke bands eller sange rammer plet.
Thumper er på den måde en afstikker af format. Grundkonceptet er godt nok også her en interaktiv formidling af musik, men alt fra det visuelle til det audiovisuelle og interaktive emmer af en tyngde og uhygge som ikke tidligere er oplevet i genren.
Det starter med banerne, der med deres skarpe kanter og mørke farver hver og en ser ud som de var lavet på en rutsjebane fabrik i helvede. Her er ikke et eneste smil eller solglimt at spore, ikke at du ville have haft tid til at se dem hvis de havde været der.
Man føler nærmest at være sunket ned i et mørkt hul allerede inden man første gang bliver givet kontrollen over det hele, hvilket skal vise sig at være med vilje, da det først er her den egentlige ondskab viser sig i form af spillets sværhedsgrad.
Som nævnt tidligere er her tale om et ”musikspil”, og således tager man kontrollen over et rumfartøj der suser ned af nogle rutsjebane-lignende baner, hvor man periodisk skal sørge for med perfekt timing at ramme sving, hop eller dukke sig. Hvert sving, hop eller undvigelsesmanøvre er sådan positioneret, at det svarer til et tromme, bas eller lignende i soundstracket, og kun ved at ramme dem rigtigt forsætter musikken som planlagt.
Konceptet er utrolig simpelt, men udførslen er sublim og udfordringen tæt på det vanvidsfremkaldende. Man for oftest ikke mere end to chancer før man bedes starte forfra, og med en hastighed der nærmer sig det svimlende, bliver kombinationerne af sving og hop nærmest hypnotiserede.
Thumper er eminent godt skruet sammen, og udvider konstant det simple koncept med nye ideer og udfordringer. Det er også lige omkring et af de mest udfordrende spil man kan give sig i kast med, men stadig på en måde så man hele tiden har lyst til at give det et forsøg mere, uanset hvor umuligt det hele kan synes.
Switch-versionen som vi her har testet, er på det nærmeste identisk med PC-versionen, både i forhold til det grafiske og mængden af indhold. At man nu har mulighed for at tage det med på farten, gør dog kun Thumper til en endnu mere attraktiv størrelse.
Gonner
Det er muligt at man ikke har lagt mærke til det, men den såkaldte ”Roguelike” genre, hvor det at miste sine liv betyder at starte forfra, og hvor banerne ofte bliver generet på ny hver gang man starter et nyt spil, har over de sidste år blandet sig med stort set alle andre spilgenrer.
Resultaterne har naturligvis været blandede. Hvis man dog først en gang har oplevet spil som Spelunkey, Nuclear Throne eller det danske Forced Showdown fra deres bedste sider, og samtidigt også har oplevet hvor ondt det kan gøre at miste alle sine liv og genstande, for efterfølgende at måtte begynde forfra, ved man også hvor fængede genren kan være.
Gonner har tydeligt kigget alle de spil deres tricks efter, og resultatet er et minimalistisk platformspil, med høj sværhedsgrad, hvor kræfterne er blevet brugt på at forfine den basale blanding af skyderi og skarp kontrol.
Fjender af alle størrelser skal skydes til støv, og gør man det effektivt nok vil man fra tid til anden blive belønnet med nye våben og evner. Her bliver dog ikke givet ved dørene, og trods det simple grafiske udtryk er Gonner en udfordrende oplevelse som selv vil give platformspils-veteraner kamp til stregen.
Alt sidder dog desværre ikke helt i skabet, og kontrollen synes fra tid til anden at mangle lidt præcision, samtidigt med at nogle af designbeslutningerne kan virke mere straffende end hvad godt er. At skulle jagte sine våben hver gang man bliver ramt af en fjende, synes eksempelvis at være som at hælde salt i et sår, af ingen anden grund end at være ondskabsfuld.
Gonner blander sig derfor ikke med genrens bedste udgivelser, men er stadig et udfordrende og underholdende platforms-eventyr.
Læs også: Anmeldelse: Switch-versionen af Mario Kart byder på få nyheder, men er stadig fantastisk