Erhvervslivet er overfyldt med HP- og Lenovo Thinkpad-computere, men der findes stærke alternativer.
AsusPro-computeren med det sexede navn B9440U - seriøst Asus? - er et af dem. Det er en tynd og overraskende let bærbar computer til den mobile medarbejder.
Skærmen går næsten helt ud til kanten, og computeren drives af Intels nyeste Kabylake-processorer.
Vi er fans, men der er alligevel nogle ting, du skal vide om den tynde maskine.
Design
B9440U har en 14-tommer 1.920 x 1.080 pixel bred skærm, men da kanterne omkring skærmen er så tynde, har B9940U en fysisk størrelse mere lig en almindelig 13-tommer computer.
Det er en teknik, som blandt andet Dell var med til at starte med sin XPS-serie, og vi er kun glade for, at tendensen spredes. Skærmen er skarp, men yderst upræcis med hensyn til farver. Du skal ikke bruge computeren til billederedigering.
Den har dog et godt lag anti-refleks til at tage solskin. Skærmen er ikke berøringsfølsom.
Den tynde kant omkring skærmen betyder også, at der ikke er plads til et webcam, så ingen Skype-møder for AsusPro-brugere.
Computerens hængselssystem er udarbejdet sådan, at computeren automatisk hæves en smule, når du åbner låget.
Det giver en bedre ergonomi, når du skal skrive på tastaturet. Tasterne er desuden fremragende at skrive på med en god højde, og tilvænningsperioden til tastaturet var kort.
Det er tydeligt at se, at computeren er rettet mod erhvervslivet.
Den har ikke samme sexede design som Asus' Zenbooks ej heller et skinnende aluminiumschassis. I stedet består computeren af en meget tynd skal af gråt magnesium, som er lige tyndt nok til os, da det giver efter, når man trykker ned på det ved tastaturet og på skærmen.
Omvendt er det tynde materiale med til at holde vægten nede på computeren, og vi er ikke bange for, at chassis ikke kan holde til at blive kastet ned i en taske igen og igen, da computeren er MIL-STD-810-godkendt af det amerikanske forsvar.
Jammerlig trackpad
Computerens trackpad er dens første mangel. Da computeren ingen touchskærm har, er trackpadden dit eneste inputmiddel, med mindre du tilføjer en ekstra mus.
På vores test-enhed gav trackpadden en underlig kliklyd fra sig, bare vi rørte ved den, og den føles ikke nær så god som hos konkurrenterne. Selv Acer er begyndt at lave gode trackpads.
Det er ærgerligt, når nu tastaturet er så godt.
Over tastaturet sidder en biometrisk fingerskanner. Den fungerer sammen med Windows Hallo-identifikationssystemet, og derfor kan du hurtigt og sikkert låse din computer op uden brug af en adgangskode.
Computeren er kun udstyret med to USB C-porte, hvoraf den ene fungerer som port til strømstik. For nogle vil det være mere end rigeligt, men til os andre har Asus tænkt fremad og tilføjet en USB C til USB A og HDMI-adapter, så du ikke behøver styrte ud og købe en.
High five til Asus herfra for initiativet, selvom vi stadig mangler flere porte.
Asus sælger også en SlimDock Pro-dockingløsning som tilkøb.
Læs også: Prøvekørt: Microsofts Surface Laptop er præcis lige så lækker som den ser ud
Ydeevne og batterilevetid
Computeren kommer med Windows 10 Pro og alle de dertilhørende features og funktioner.
Inde i computeren finder du en Intel i5-7200U-processor fra Intels syvendegeneration, 512GB SSD og 8 GB RAM.
Grundet det tynde design og manglen på dedikeret grafikkort er det ikke en computer, som er beregnet til tunge CAD-grafer eller videoredigering, men ydeevnen er ganske fin.
Computeren kunne uden problemer spise 20-25 Chrome-faner med flere YouTube-videoer sammen med Word, Excel og Spotify kørende, og selvom computeren blev en smule varm, var det aldrig alarmerende. Computerens blæsere spytter dog hurtigt varm luft ud.
Den er ikke lige så hurtig som HP's EliteBook x360 eller Apples nye Macbook Pro trods den nyere processor, men omvendt er computeren en smule billigere. En tilsvarende HP EliteBook x360 koster 17.600 kroner (inkl moms). AsusPro B9440U koster 11.300 kroner (inkl moms).
Læs også: Test af Lenovos nyeste Yoga: En af de bedste hybrid-computere på markedet
Den har også indbygget Intel vPro for fjernkontrol samt en bunke Asus-software som eksempelvis File Shredder til at makulere dine digitale filer permanent fra computeren, så de ikke kan gendannes fra harddisken.
AsusPro har desuden en batteritid på cirka 7,5-8 timer under vores dagligdagstest, og den oplader hurtigt op igen. Asus mener, at den oplader 50 procent af kapaciteten på en halv time. Det er lige i overkanten, men vi fik ramte uden problemer 40 procent.
Konklusion
AsusPro B9440U er en let lille computer, der vejer få gram over et kilo, og kun har en størrelse som en 13-tommer computer trods at have en 14-tommer skærm.
Det spiller. Og hvis mobilitet og lethed er vigtigt for dig, er AsusPro B9440UA godt valg. Vi kunne stadig godt have ønsket os flere porte, når nu USB C-formatet stadig er relativt nyt, men den medfølgende adapter løser lidt af problemet.
Vores største aber dabei er omkring trackpadden. Vi er ikke synderligt imponereret over oplevelsen her, ligesom magnesium-chassiset godt kan føles en smule plastikagtigt og føles mere skrøbelig, end den er, trods sin militær-certificering.
Vi kunne også forestille os manglen på et webcam som et problem på en computer, der er beregnet til at have med på farten.
Et morgenmøde med salgsafdelingen virker dumt, hvis ikke der er webcam til over Skype-kanalen.
Læs også: Test: Verdens tyndeste bærbare computer er blevet en anelse for tynd