Artikel top billede

Test: Bluetooth-højttaler fra B&O leverer sprød lyd i et flot design

Beoplay S3 fra B&O giver dig via Bluetooth 4.0 trådløs kontrol over musikken, og den lille højtaler leverer overraskende god og fyldig lyd til en fornuftig pris.

Mens B&O næppe kræver en større introduktion for danske lyd-feinschmeckere, så er B&O Play-produkterne med udgangspunkt i trådløs musikafspilning et nyt og stadig mere interessant bekendtskab.

Et af de nyeste produkter i denne B&O-produktkategori er Beoplay S3, som undertegnede nu i et par uger har haft stående i dagligstuen.

Højtaleren blev lanceret for nogle måneder siden, men har hidtil ikke fået den store opmærksomhed - i modsætning til eksempelvis BeoPlay A2 og Beolit 15 (dem med læderremme som håndtag.)

Det er synd, for Beoplay S3 er faktisk på mange måder den perfekte højtaler til streaming-forbrugeren og har et design, der kan tiltale både mænd, kvinder, unge og ældre.

Sådan er lyden

Vigtigst af alt er naturligvis lyden - og her skuffer Beoplay S3 bestemt ikke.

Højtaleren måler 179 x 163 x 150 mm og fylder således ikke meget på en reol i stuen eller i et hjørne i køkkenet.

Beoplay S3 har to klasse D-forstærkere, der kan levere op til 180 watt. Samtidig har S3 en 4" basenhed og en 3/4" diskanthøjttaler.

Vi har testet S3 i en almindelig dagligstue på en 40-50 kvadrameter og har typisk afspillet musik i 320 kbit/s.

Den lille højtaler leverede i det setup en overraskende fyldig og sprød lyd.

Der er en super balance mellem bas og diskant, masser af detaljer og nuancer i lyden - og så fornemmer man ikke, at man presser højtaleren til det yderste, selv når der er skruet næsten helt op.

Bluetooth og muligheder for at udvide

Bluetooth 4.0 er den nyeste version af den trådløse standard, og selvom dette ikke er unikt for S3, så må vi bare tage hatten af for, hvor meget der er sket på den front i forhold til tidligere versioner.

S3 fanger signalet med det samme og fastholder forbindelsen uden afbrydelser eller knas, uanset hvor i huset, vi bevæger os rundt.

Man kan naturligvis også tilslutte lydkilder til S3 via 3.5 mini jack og micro USB.

Kan udvides med flere højtalere

Samtidig er det meget positivt, at man udvide med flere S3-højtalere, så man kan få lyden leveret i ægte stereo.

Skribenten har ikke testet det hjemme, men har lynafprøvet det i en butik, hvor det umiddelbart fungerede ganske godt.

Man kan have op til fire S3-højtalere forbundet på denne måde, men ønsker man et setup, hvor der er mange højtalere i brug rundt omkring i huset, bør man nok overveje et system som Sonos, der har en rigtig god styring af lyden højtaler for højtaler, mens S3 mere er tænkt som ét fælles højtalersystem.

Desuden kræver det kabler, hvis mere end to S3-højtalere skal forbindes.

Men som en eller to højtalere i stuen eller måske en lækker køkken-højtaler mener vi til gengæld, at S3 fortjener masser af ros.

For ikke nok med, at lyden er lækker. Designet fejler bestemt heller ikke noget.

BeoPlay fås som udgangspunkt i sort og hvid, men fronten kan skiftes ud, og B&O gør det muligt at vælge en række forskellige farver, så man kan matche sofa-farven eller blot finde yndlingsfarven.

Konklusion

Beoplay S3 koster som udgangspunkt 2.999 kroner, hvilket er i den høje ende for en Bluetooth-højtaler af denne kaliber.

Men man får masser af lydkvalitet og lækkert design for pengene, og faktisk kan vi lige nu finde Beoplay S3 til ned til 2.299 kroner på nettet.

Der er i øvrigt rabat at hente, hvis man køber to højtalere på samme tid.

S3 har ikke noget batteri og er derfor heller ikke højtaleren, du tager med på stranden eller ud i haven. Det er heller ikke et system med samme muligheder, som det man eksempelvis får fra Sonos. 

Men Beoplay S3 er et glimrende valg til dit hjem, hvis du er på udkig efter en flot, ekstremt velspillende Bluetooth-højtaler, der ikke fylder ret meget - og fås til en helt fornuftig pris.

Læs også:

Test: B&O Plays trådløse headset spiller djævelsk godt


Loading ikon