Skridt, puls, position og kalorieindtag. Det er ikke på højde med forretningshemmeligheder, men privat nok til at alle og enhver ikke skal have adgang til det.
Men ifølge en undersøgelse foretaget af Symantec er resultatet nedslående, hvis du gerne vil holde dine data for dig selv. Ved hjælp af en hjemmebygget scanner kunne der sniffes store mængder data til store sportsbegivenheder. Det skriver Symantec i en pressemeddelelse.
"Selv om det kan virke harmløst, at en hacker kan få adgang til, hvor mange skridt du har taget i dag ved at læse oplysninger fra dit sportsur, er der potentiale for langt mere alvorlige indgreb," skriver sikkerhedsekspert Peter Schjøtt fra Symantec.
"Dine helbredsoplysninger kan blive misbrugt af ukendt tredjepart til uopfordret reklame eller afpresning. Det er indlysende, at disse produkter og applikationer er udviklet uden sikkerhed i tankerne," påpeger han.
Kalorier og konti lækkes
Hver femte app sender dine brugeroplysninger uden kryptering, og nogle gemmer endda dine målinger til fremtidig brug i markedsføring. Samtidig transmitteres også dit brugernavn og password til tjenesten. Igen i et læsbart format.
"En hacker kan derefter nemt aflæse og hente identitetsoplysninger. Tidligere undersøgelser har vist, at folk bruger samme adgangskode til flere konti - såsom e-mail-konti og e-handel websteder," skriver Peter Schjøtt fra Symantec.
Sikkerhedstips for brug af kropsnær teknik
Hvis du vil undgå at efterlade et spor af personlig information efter dig, når du begiver dig ud, er der nogle forholdsregler, som du kan tage:
• Du må ikke bruge samme brugernavn og adgangskode til forskellige konti
• Sluk for Bluetooth når den ikke bruges
• Vær forsigtig med, hvilke oplysninger du deler på sociale medier, specielt om hvor du befinder dig
• Brug ikke apps og tjenester, der ikke har en privacy policy
• Sørg altid for at du har den seneste version af en app eller enhed
• Installer en sikkerheds- eller krypteringsløsning, hvis det er muligt
• Køb hellere den fulde version af produktet end den reklame-finansierede
Læs også:
Trenden du ikke slipper for: It-produkterne klæber til kroppen