Artikel top billede

Han likede alt på Facebook - og havnede i et mareridt

Et eksperiment med at like alt på Facebook røg helt ud af kontrol for en nysgerrig journalist, som mistede kontakten med sine venner. Læs her, hvor galt ekstrem like'ing kan gå.

Journalist Mat Honan fra it-magasinet Wired har været en yderst honningsød mand i to døgn på Facebook.

Her har han som et eksperiment liket stort set alle posteringer, som han kunne komme i nærheden af.

Ikke fordi han virkelig kunne lide alle vennernes platte jokes, dårlige nyheder og samtlige reklamer, men fordi han ville se, hvad der skete med Facebooks algoritmer i dette like-hav.

Resultatet af dette eksperiment kan i bedste fald betegnes som fremmedgørende.

"Ved at like alt fik jeg forvandlet Facebook til et sted, hvor jeg ikke kunne lide noget som helst," afslutter Mat Honan sin beretning hos Wired.

Én regel: Like alt
To døgn tidligere gik han ellers frisk til værks med en ganske simpel regel: Han skulle like alt, hvad han så, på verdens største sociale medie.

Denne regel måtte han dog gå på kompromis med, da der kom opslag fra en ven om dødsfald i familien.

Mat Honan havde selv lige været ude for noget lignende og afstod fra at like, ligesom han måtte bøje af for de opslag, der opstår, efter at man har liket noget.

Eksempelvis kan man like en Facebook-annonce, hvorefter der kommer fire nye forslag til likes frem. Hvis du så liker et af dem, kommer der fire nye forslag frem og så fremdeles.

Her indførte han hurtigt den regel, at han kun måtte like det første forslag for ikke at ende i en uendelig sløjfe af relaterede like-forslag.

Resultatet efter den første dag var, at næsten hele Mat Honans nyhedsfeed var overtaget af viral-magasinet Upworthy og blogsitet Huffington Post blandet med lidt andre opslag fra nyhedssites og annoncører.

Vi ser kun vores egne interesser

Inden sengetid likede han et pro-israelsk nyheds-opslag om Gaza-situationen, og om morgenen var indholdet i nyhedsfeeden rykket et godt stykke til højre på det ideologiske landkort.

Journalisten forsatte imidlertid sine likes på indhold om blandt andet anti-immigration og den texanske guvernør Rick Perry.

Inden længe overvejede han, om han var så langt på vej mod højre, at han ville komme på overvågningslister hos NSA, CIA og andre efterretningstjenester.

"Det mindede mig om, hvad der går galt i samfundet og årsagen til, at vi ofte taler til hinanden fremfor med hinanden. Vi påtager os et politisk og socialt filter, der forstærker sig selv - for de ting, vi læser om og ser, er blevet nichestof og varetager lige præcis vores specifikke interesser," grubler Mat Honan undervejs.

Vennerne forsvandt

Nogenlunde samtidig kunne han konstatere, at han i sin maskinelle like-jagt næsten ikke længere kunne se opslag fra vennerne.

Vil du være med til at like alt?

På mobiltelefonen var der så at sige ingen tegn på menneskelige input. 

"På den lillebitte skærm, hvor pladsen er så dyrebar, besluttede Facebooks robotter at fastholde min opmærksomhed ved at skjule mine venner og kun vise mig det indhold, som andre maskiner havde pumpet ud. Underligt," konstaterede Mat Honan undervejs i forsøget.

Ikke nok med, at indholdet var ryddet for menneskelige posteringer, og det hele havde taget en politisk drejning.

Mat Honans Facebook-feed blev også dummere og dummere undervejs i processen, og der kom skøre artikel-forslag på stribe.

"Se en sky, der ligner en penis. Stop alt og se denne baby, som ligner Jay-Z på en prik. Mit feed var næsten blevet forvandlet til det værste form for indhold, som alle os i mediebranchen er medskyldige i at sende ud og burde skamme os over. Sensationelt affald. Jeg likede det hele," bekender Mat Honan.

Det går ud over vennerne

Mens dag et gled over i eksperimentets dag to, bliver Wired-journalisten kontaktet af flere venner, der spørger, om han er okay, og om han er blevet hacket.

Henvendelserne skyldtes, at de mange tommeltotter fra Mat Honans hånd også var begyndt at gå ud over andre.

"Mit fb-feed er bogstaveligt talt fyldt af artikler, som du kan lide. Ikke noget venne-indhold mere, kun dine likes," skrev en Facebook-ven til Mat Honan.

Han kvitterede med et like i form af endnu en tommelfinger, efter at han i to døgns tid havde liket mere end 1.000 opslag og dermed fået skubbet alle venne-opdateringer ud til fordel for at hoppe på hovedet i et annonce- og artikelhav.

Skal vi alle like? 

Artiklen om Facebook-likes ligger som den mest læste på det populære it-magasin Wireds website, og den har fået en del kommentarer med på vejen.

Blandt andet er der en debattør, som foreslår en international like-dag, hvor alle liker alt, de kan komme i nærheden af.

Ikke så meget af kærlighed, men mere for at "jorde" Facebook og udfordre algoritmerne på det site, hvor du gerne vil møde dine venner - men finder alt muligt andet, som du liker eller absolut ikke liker.

Hvad mener du, Computerworld-læser?

Skal vi sammen finde en dag og sprede likes til alt og alle bare for at se, hvad der sker? Du skal være velkommen til at skrive en dato nede i kommentarfeltet.

Forhåbentligt er der nogen, der liker den.

Læs også: 
Fem råd: Sådan skal du bare IKKE gøre på Facebook




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere