indhold
Den 19. marts annoncerede de to virksomheder Nanya og Kingston, at de ville indgå partnerskab, og allerede nu har de valgt at sænke priserne på DDR-RAM. Kingston skal varetage produktion og logistik af DDR-RAM for Nanya. Det drejer sig om DDR PC1600 (200 MHz) og PC2100 (266 MHz) både på 128MB og 256MB.
Mange har længe ønsket at DDR-RAM ville blive billigere, så det kunne blive muligt at gå fra PC133 SDRAM til DDR SDRAM, da DDR-RAM har en bedre ydelse. Koncernchefen for Nanya Nordamerika og Europa, Ken Hurley, udtaler at priserne på DDR SDRAM nu vil være konkurrencedygtige overfor den traditionelle PC133 SDRAM. Så nu ser det ud til. at mange vil få deres ønske opfyldt.
Slutbrugerpriserne starter på 667 kroner eksklusiv moms for 128MB og 1.262 kroner eksklusiv moms for 256MB. Prisen på 128MB PC133 SDRAM starter ifølge edbpriser.dk på 399 kroner inklusiv moms, mens prisen for 256MB PC133 SDRAM starter på 725 kroner inklusiv moms.