I fredags forsvandt Malaysian Airlines' flight MH370, et Boeing 777 med 239 personer om bord, pludselig fra radaren på vej fra Kuala Lumpur til Beijing. På femte døgn leder lokale myndigheder efter spor af flyet, og stadig flere melder sig for at hjælpe til.
Samtidig er jagten efter flyet og dets mystiske forsvinden også gået ind for internettets mange "detektiver".
Ifølge Huffington Post har flyselskabet Malaysian Airlines modtaget flere henvendelser fra internetbrugere, der ved hjælp af Google Maps har fundet satellitbilleder af fly, der kunne være MH370.
Tanken bag er selvfølgelig god, men Googles korttjeneste er hovedsageligt fyldt med billeder, der er flere måneder - hvis ikke år - gamle.
Men det er absolut muligt at hjælpe med at finde flyet ved hjælp af satellitbilleder. Også som almindelig internetbruger.
Tjek satellitbilleder og find flyet
Det amerikanske satellitfirma DigitalGlobe har netop lanceret en hjemmeside, hvor de har uploadet friske billeder i meget høj opløsning fra dagene efter flyets forsvinden, og DigitalGlobe opfordrer alle til at være med til at kortlægge de hundredtusindvis af billeder.
Hver pixel på billederne repræsenterer en halv meter i virkeligheden, og er der noget mistænkeligt på billedet, tagger man det til en større database.
Over 100.000 frivillige har allerede kigget de første billeder igennem, og DigitalGlobe er onsdag middag kommet med nye billeder.
"For folk, som ikke just har midlerne til at sejle en båd igennem det malaysiske hav eller kan flyve over havet, er det her en mulighed for at hjælpe og yde en indsats," siger Luke Barrington, senior manager hos Geospatial Big Data hos Digital Globe, til ABC News.
Firmaet brugte samme teknik, da en orkan ramte Haiti og ødelagde 140.000 bygninger i 2010. Her kunne brugerne hjælpe med at finde nødstedte i ruinerne.
Læs også: Så gigantiske mængder data skaber et Boeing 787 på hver flyvning