Artikel top billede

Test: Vi er (stadig) vilde med Intels NUC - nu med i5 processor

Intel NUC med i5-processor er et imponerende lille mesterværk af en hurtig og strømbesparende pc.

Nu med i5 processor

I april testede vi Intels NUC og kaldte den en mirakelmaskine. Det gælder stadig. For den lille 10 centimeter brede og 4 centimeter høje mini-pc boks er både strømbesparende (10 Watt i brug), til at betale, lydløs og alsidig.

Samtidig var der ikke tale om en eller anden blodfattig lavpris-processor, men en ægte intel i3 3217U processor på 1,8 gigahertz. Måske ikke ligefrem en topmodel, men den rammer en fin balance mellem lavt strømforbrug og ydelse.

Vores test viste da også, at NUC model DC3217IYE snildt kunne trække en Windows 2012 server med et par virtuelle maskiner på.

Intel i3 er dog ikke for alle. Så Intel har også lanceret en udgave af NUC med en kraftigere i5-processor kaldet i5 3427U på 1,8 gigahertz som kan springe til 2,8 gigahertz med Intels TurboBoost-teknologi.

"Både start-up og vågne fra dvale foregik også imponerende hurtigt."

Modellen, kaldet Intel NUC DC53427HYE, fortsætter linien fra i3-udgaven, og du får derfor en basal boks med strømforsyning, kabinet, processor, blæser og bundkort. Det koster, i i5-udgaven, knap 2.600 kroner ifølge edbpriser.dk.

Du skal derfor ud og købe en mSATA SSD, DDR3 bærbar-ram og eventuelt et lille netværkskort hvis du vil have Wi-Fi i din NUC. Afhængigt af hvad du vælger, kan det løbe op i alt mellem 500 og 1.000 kroner - hvortil du skal lægge prisen på et styresystem, medmindre du vælger en Linux-løsning.

Mange stik på lille boks

På ydersiden er DC53427HYE udstyret med 2 DisplayPort-porte, en HDMI-udgang, 2 USB 2.0-stik, et USB 3.0-stik og et gigabitnetværksstik. Det burde være nok til de fleste løsninger - og selvom USB 3.0-porten desværre sidder på fronten, kan du udvide med ekstra lagerkapacitet den vej.

I vores test lod vi dog i stedet en Synology 1813+ NAS fungere som fjernlager, og hastigheden dertil var mellem 100 og 110 megabyte i sekundet. På måde kan du have den lydløse NUC tæt på og en mere støjende NAS stående i bryggerset, kælderen eller lignende.

Den i5-udgave, som vi har testet, var udstyret med et Intel Wi-Fi-netværkskort, 8 gigabyte hukommelse, en mSATA SSD-disk og Windows 8. Og det klarede den uden problemer med både HD-film, browserspil og lignende. Både start-up og vågne fra dvale foregik også imponerende hurtigt.

Strømforbruget stadig i bund

Meget af filmoplevelsen har at gøre med Intels HD4000 grafik, som er indbygget i processoren. Med HD4000 får du ikke vild 3D-spillegrafik, men mindre spil og enkelte avancerede som World of Tanks kan det godt klare - hvis du er parat til at skrue ned for kvaliteten.

Selv om DC53427HYE er en opgradering af i3-udgaven, så der kommer lidt flere processorkræfter i boksen, er det svært at mærke i strømforbruget.

Vi målte således et forbrug på blot 8,5 Watt, når NUC bare står i Windows-skrivebordet. Går du i gang med at surfe, stiger det til 15 Watt - og med Cinebench R15, som presser processoren med en række beregninger, kom i5 udgaven af NUC op på et forbrug på 24,5 Watt. Det sidste er dog maksimalforbruget, og regner du med at presse din computer over længere tid, bør du finde en anden løsning end en NUC, hvor kølingen er baseret på mere almindelige opgaver.

Imponerende lavt strømforbrug

Sjovt nok er vores testudgave af NUC udstyret med 3427U processoren, som er fra forrige generation af Intels processorer - hvilket får os til at tro, at man kunne komme måske 20-30 procent længere ned i strømforbrug med en nyere Haswell-processor. 

Under alle omstændigheder er under 15 Watt i strømforbrug stadig imponerende og gør fortsat Intel NUC til et oplagt mediecenter, miniserver, børnecomputer eller lignende.

Faktisk er det mest vores mangel på fantasi, som begrænser brugen af en stille og strømbesparende maskine - selve maskinen har vi ikke noget at udsætte på. Det er fortsat et herligt stykke legetøj for os, der ikke er faldet for en Raspberry Pi (endnu) - og med i5-versionen kan du få lidt mere computerkraft, hvis det var din indvending mod den tidligere i3-version.

Læs også: Test af Intel NUC med i3 processor




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere