Artikel top billede

Foto: Drivr

Populær dansk taxa-app: Nu kan du bestille privatchauffør med din smartphone

Populær dansk taxa-app skifter navn og får kæmpe opdatering. Du kan blandt andet blive hentet i en fed bil af din egen privatchauffør.

Nu kan du bruge din smartphone til at bestille din helt egen privatchauffør. 

Det kan lade sig gøre med den nye app Drivr, der er efterfølgeren til den populære danske taxa-app Click A Taxi.

Drivr kan allerede nu hentes i Apple App Store og Google Play, og den adskiller sig fra Click A Taxi ved at have fået tilført en række 
nye funktioner.

Mest bemærkelsesværdig er muligheden for at bestille en såkaldt Executive-vogn. Prisen er omkring 30 procent højere end en almindelig taxatur, men til gengæld bliver du hentet og bragt i vogne af en højere standard og med bedre service.

Executive-vognene er typisk Mercedes E- og S-klasse-biler med et diskret udseende. De er indrettet med lyse lædersæder og har ikke taxameter og andet udstyr, som du normalt finder i en almindelig taxa.

"Det er en mere clean oplevelse med et højere service-niveau end i en traditionel taxa," siger Nikolaj Køster, medstifter af Drivr og Click A Taxi, til Computerworld.  

Men vi lever stadigvæk i en sparetid og er endnu ikke kommet helt ud af krisen. Hvem er det, at du forventer vil betale 30 procent ekstra for en taxatur i dag? 

"I dag er det ikke mere sparetid, end at folk gerne vil betale ekstra for en Apple-computer, en iPhone eller for at opgradere til en plads med mere benplads, når de flyver med Easy-Jet. Jeg tror, at mange gerne vil betale 30 procent ekstra for en mere raffineret bil, hvor du kan være sikker på at få ro og komfort under turen, så du eksempelvis kan sidde i fred og arbejde med din computer eller tale i telefon, mens du bliver kørt til lufthavnen," siger han. 

Holder fast i konceptet

Drivr holder dog stadigvæk fast i konceptet, som folk kender fra Click A Taxi. App'en ligner i hovedtræk sig selv, og du kan fortsat bestille en helt almindelig taxa. 

Når du åbner app'en for at bestille din vogn, skal du blot vælge mellem tre forskellige transporttyper. En almindelig taxa, en "Drivr Executive-vogn" samt en større "Drivr XL-vogn". Når du vælger en vogn, viser app'en med det samme, hvor lang tid der går, før din vogn kan være fremme. En almindelig taxa vil som regel være lidt hurtigere fremme end en Executive-vogn. 

Du behøver ikke finde din kontanter eller dit kreditkort frem, når du skal betale for din tur. I stedet kan du automatisk betale turen via app'en.

Kun København og London

Muligheden for at bestille en Executive-vogn er dog i øjeblikket begrænset til København og London. Det samme gælder for muligheden for automatisk at betale med kreditkort via Drivr-app'en.

Nikolaj Køster fortæller dog, at Drivr forventer at udbrede sine services til endnu flere byer. Næste by i rækken bliver en endnu unavngiven engelsk by, og i det kommende år vender Drivr blikket mod USA.

Drivr vil tage kampen om med amerikansk gigant

I både USA og dele af England er den amerikanske tjeneste Uber aktiv. Ubers koncept minder på mange måder om Drivrs. Her bestiller du også din vogn via en app på din telefon, og vognenes standard hæver sig betydeligt over den gennemsnitlige taxa. 

Det lader Drivr sig dog ikke skræmme af, fortæller Nikolaj Køster.  

"Dybest set findes der 10-15 virksomheder i verden, der gerne vil lave et sindssygt godt produkt, der hjælper folk med at blive transporteret fra a til b. En af de virksomheder er Drivr, mens Uber er en anden. Men jeg mener, at vi skiller os ud, fordi vi gerne vil lave et produkt, der ikke kun fungerer godt for privatpersoner, men også fungerer for virksomheder," siger han. 

Eksempelvis er det muligt for en receptionist i en virksomhed at logge ind på drivr.com og forudbestille en eller flere vogne til virksomheden til et specifikt tidspunkt senere på dagen. 

Noget der ifølge Nikolaj Køster ikke kan lade sig gøre med Uber, der hverken har mulighed for forudbestilling eller for at bestille flere biler på én gang. 

Derudover har Uber deres egen flåde af biler og er dermed i konkurrence med de eksisterende taxaselskaber og vognmænd, når de går ind i en by. Mens Drivr vælger en omvendt strategi, hvor de samarbejder med taxaselskaberne. 

I dag har Drivr ifølge Nikolaj Køster et tæt samarbejde med blandt andet Amager-Øbro Taxa i København, og når brugerne bestille de mere lukseriøse Executive-vogne, bestilles vognen hos allerede eksisterende limousine-services i København. 


Drivr har allerede et tæt samarbejde med det københavnske taxaselskab Amager-Øbro Taxa. Foto: Drivr.

Nye funktioner har været planlagt længe
Den nye app har været planlagt gennem det seneste år, og i de sidste ni måneder har 10 udviklere arbejdet på projektet, der stikker dybere end de funktioner, som brugerne møder på overfladen.

Ud over den nye app, som passagererne anvender, er der også blevet udviklet en særlig app, som anvendes af chaufførerne på executive-vognene. De har ikke noget taxameter eller computersystem, som de almindelige taxaer har. I stedet styres det hele via en særlig iPhone-app til chaufførerne.

"Det kan være svært at se for forbrugeren, hvor meget der egentligt er ændret. Vi har blandt andet udviklet en helt ny underliggende motor i hele systemet. Vi har lavet et helt nyt "dispatch-system". Det nye system står nu og skanner hele København for at se, hvor der er ledige vogne, og sørger for at sende den nærmeste og højest ratede bil til dig," siger Nikolaj Køster.

I app'en er der også blevet forbedrede muligheder for at give chaufførerne karakterer og indrapportere oplevelser. Intentionen er, at det skal sikre et højt serviceniveau.

"Sagen er - hvis du i dag kører en tur i en taxi i dag og har en dårlig oplevelse, og det sker desværre for ofte, så er der ingen, der får det at vide, og på samme måde får de gode chauffører det heller ikke at vide, når de har gjort deres arbejde godt. Mangel på indsamling af data om, hvad sker på turene, er faktisk et af de største problemer for branchen i dag," siger han.  


Læs også:
Slut med telefonkø: Julebranderter blev kørt hjem med taxa-apps

Danske iværksættere vil gøre det nemt at bestille taxi i hele Europa




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere