To af verdens største elektronikproducenter, japanske Sony og koreanske Samsung, går sammen om at investere over 12 milliarder kroner i en fælles fabrik, hvor selskaberne vil fremstille LCD-skærme i tusindvis, skriver Financial Times.
Fabrikken er nødvendig, hvis Sony og Samsung skal følge med den stigende efterspørgsel efter fladskærme, oplyser selskaberne.
Fabrikken, der bliver bygget lige syd for Sydkoreas hovedstad, Seoul, får en produktionskapacitet på 60.000 enheder om måneden. Den begynder at producere om godt et års tid.
Sony og Samsung ejer hver 50 procent af fabrikken, der hovedsageligt skal koncentrere sig om produktion af store fladskærme på mellem 30 og 40 tommer.
Lavere priser på vej
Samarbejdet mellem Sony og Samsung bliver offentliggjort, dagen efter at konkurrenten Hitachi annoncerede planer om at bygge en ny fabrik til produktion af plasmaskærme i samarbejde med to japanske virksomheder.
LG Philips, der er verdens største producent af fjernsyn og fladskærme til pc'er, bygger en lignende fabrik nord for Seoul til 61 milliarder kroner.
Producenterne bygger fabrikker og skruer kapaciteten op, da de har svært ved at følge med efterspørgslen fra kunderne. Analytikere fra Deutsche Bank estimerer, at markedet for fladskærme vokser til 550 milliarder kroner i 2010.
Analysevirksomheden Displaysearch forventer, at producenternes satsning på at bygge nye fabrikker og øge produktionskapacitet giver lavere priser på fladskærme allerede til sommer.