Artikel top billede

Derfor er it-industrien dybt skuffet over regeringens store it-plan

Den danske it-industri hilser regeringens helt store it-strategi på velfærdsområdet med skuffelse og kritik. Læs her, hvad it-industrien især er skuffet over.

Intet nyt er godt nyt, hedder en gammel talemåde.

Set i det lys er regeringens strategiplan for digital velfærd frem mod 2020 en god nyhed. 

For regeringens strategi med opbakning fra Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner er velkendte indsatsområder, der er blevet bundet op og samlet som en buket med henblik på at sikre milliardbesparelser og bedre velfærd ved hjælp af it-værktøjer.

Læs også: 
Sådan vil regeringens store it-plan ændre din hverdag

Hos den danske it-industri bliver Den fællesoffentlige strategi for digital velfærd 2013-2020 da også modtaget med pæne ord, der gemmer på en vis form for skuffelse over reelt nyt indhold i planerne, som ellers indebærer nogle af de største offentlige it-udrulninger nogensinde lanceret i Danmark. 

Med livrem og seler

"Det er en velfærdsstrategi med livrem og seler. Vi har fået en forsigtighedsstrategi, hvor vi i stedet havde brug for mod og vilje til at sætte ambitiøse mål," lyder det i en pressemeddelelse fra Morten Bangsgaard, administrerende direktør i it-brancheforeningen IT-Branchen.

Han påpeger, at strategien skal have ros for at udpege en række områder, hvor der er stort potentiale, men som ikke bliver udnyttet i dag. Det er blandt andet videotolkning, digital genoptræning, talegenkendelse og digital undervisning.

Men i det store billede er det svært at vurdere, hvor meget klangbund der er i dagens udmelding, fordi der simpelthen mangler beløb og årstal i den fine, farvede folder, hvor strategien står skrevet i.

"Strategien er desværre stort set uden konkrete måltal og forpligtende planer for at udbrede velfærdsteknologien, Det er ærgerligt, at regeringen, KL og regionerne ikke har kunnet finde sammen om en mere ambitiøs velfærdsstrategi," lyder skudsmålet fra Morten Bangsgaard.

Kunne være tre gange større

Heller ikke hos it-brancheforeningen ITEK under Dansk Industri er der jubelbrøl over den nylancerede it-velfærdsstrategi.

"Det er selvfølgelig rigtigt godt, at regionerne og kommunerne forpligter sig til at give borgerne en enten bedre eller billigere service digitalt, men jeg savner virkelig større ambitioner i planerne," siger ITEK's direktør, Tom Togsverd, til Computerworld.

"De kunne godt have været mere ambitiøse, for en besparelse på 12 milliarder kroner er heller ikke så meget, efter at Dansk Industri i sidste uge kom med sin strategiplan, der viste et effektiviseringspotentiale på 36 milliarder kroner, altså det tredobbelte," fortsætter han.

Det mener fiber- og telekæmperne om it-strategien

Han kalder regeringen, kommunerne og regionernes velfærdsplan for 'et godt skridt på vejen', der næppe risikerer at støde faggrupper som læger, sygeplejersker, sagsbehandlere og skolelærere fra sig under implementeringen.

"Men hvis vi i Dansk Industri skulle have lavet disse planer, så havde vi nok gravet lidt dybere," siger Tom Togsverd.

Flere knaster på vejen

Også hos it-interesseorganisationen Dansk IT har man læst strategien med de kritiske briller og påpeger, at der er en del knaster i materialet. 

"For eksempel undrer vi os over, at man som borger skal vente indtil 2018 med at få mulighed for at selvbooke. Det er meget lang tid at bruge på at etablere bookingsystemer - også selv om arbejdsgangene inde bagved skal lægges om," hedder det i en kommentar fra Dansk IT. 

"Vi undrer os også over, at strategien ikke i højere grad gør brug af reguleringsinstrumenter for at speede udbredelsen af velfærdsteknologi op for eksempel ved at stille krav til indretning af huse til ældre med videre, som kan sikre, at velfærdsteknologi kan implementeres maksimalt," lyder det videre. 

Bredbånd som valgflæsk

Et af de helt afgørende punkter i strategien er telemedicin, der kræver bæredygtige båndbredder i hele landet.

Her står energiselskabernes fiberorganisation Dansk Energi som en helt central spiller.

Også hos Dansk Energi kigger man lidt i vejviseren efter de konkrete målsætninger, udover at kommunerne og regionernes bredbåndsinfrastruktur skal kortlægges i 2014 med henblik på at lappe de steder, hvor det kniber.

Kommunikationskonsulent Mikael Bomholt Nielsen i Dansk Energi udtaler til Computerworld, at kommunerne med fordel kunne kigge mod vores svenske broderland for at få inspiration til at få sat blus under infrastruktur-kedlerne. 

"I Sverige skal kommunerne selv sørge for at bygge deres bredbåndsmål op.  og det ville da være fantastisk, hvis vi i det danske kommunalvalg om halvanden måneds tid vil se kommunalpolitikerne kæmpe om bredbåndhastigheder i valgkampen," forklarer han.

Hvor er målene?

I den anden fibergrøft hos TDC er der både glæde og skuffelse over dagens planer. 

"Det er meget positivt, at regeringen opstiller det meget konkrete og ambitiøse mål, at 80 pct. af den skriftlige kommunikation mellem patient og sundhedsvæsen skal foregå digitalt inden udgangen af 2015," forklarer Eva Berneke, koncerndirektør i TDC i en pressemeddelelse. 

Hun fremhæver dog samtidig, at strategien halter under, at den ikke har nogle eller blot få konkrete målsætninger på eksempelvis det telemedicinske område.

"Vi er allerede nu klar til at løfte opgaven med udrulning af de telemedicinske løsninger," lyder det fra Eva Berneke, som dog runder sin pressemeddelelse af med at konstatere i lighed med de andre kritikere, at digitaliseringsstrategien trods alt er et fremskridt. 

På pressemødet ved lanceringen af strategien gjorde finansminister Bjarne Corydon (S) det klart flere gange, at strategien er udarbejdet, så alle borgere og myndigheder kan følge med. 

Læs også: 
Sådan vil regeringens store it-plan ændre din hverdag




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere