Artikel top billede

De næste teknologi-bomber på vej: Verden venter i spænding

ComputerViews: Vi venter i spænding på kommende teknologi-lanceringer så stærke, at de vil definere nye markeder og skabe helt nye kategorier. Apple og Microsoft var engang mestre i det. Hvem bliver de næste?

ComputerViews: Er der én ting, som alverdens teknologi-firmaers R&D-afdelinger drømmer om, er det den næste store disruptive bombe - den nye teknologi, der rammer så præcist på et uforløst gigant-behov, at det definerer helt nye markeder og helt nye produktkategorier.

Den teknologiske udvikling har gennem årene været drevet frem af disruptive frembringelser, og sådan vil det blive ved med at være. Inden for få år vil vi se nye produkter vælte verden. Vi aner bare ikke, hvad det kan blive.

Men vi ved, at teknologi-branchen og dens brugere er sultne og åbne og altid på jagt efter nyere, smartere og skarpere produkter, der på bare en eller anden måde kan sikre en edge i forhold til andre. Og det er denne vilde innovation og intense jagt på storhed og opfindelser med potentiale til at ændre verden, der er kernen i den hakkende, disruptive cyklus, som frembringer nye markeder og lægger gamle i graven. 

Det er ikke lang tid siden, at jeg hørte det nævnt, at netop den disruptive udviklings-tendens i teknologibranchen kan blive Microsofts redning, efter at selskabet er blevet kørt helt bag af dansen af Apple og Google på det i dag ekstremt vigtige smartphone-marked. 

Underforstået: Som smartphone-markedet ser ud i dag, kan Microsoft egentlig godt opgive at komme på omgangshøjde med sine to rivaler, der har sikret sig et enormt forspring - om det er så er med eller uden skamskudte Nokia.

Men pointen er, lød det, at markedet pludselig vil blive rykket og brækket rundt af en ny frembringelse af disruptiv karakter.

Alting vil lige pludselig forandre sig igen. Og det kan blive Microsofts chance for at igen at komme helt frem i forreste geled blandt teknologi-branchens innovative bannerførere.

Momentum og enorme rigdomme

Kendetegnende er det, at de disruptive produkter er præget af et (for deres samtid) perfekt og optimalt design, ligesom de ofte har sikret deres ophavsmænd rigdom og momentum nok til i mange år efter produkternes opdukken at være toneangivende.

For de største eksempler gælder det også, at konkurrenterne kun sjældent (eller aldrig) er i stand til at nå på omgangshøjde med dem på det pågældende område.

De er i stedet nødt til enten at affinde sig med positionen som anden-violin eller at selv forsøge sig at udvikle nye innovative teknologier med mulighed for at skabe disruptiv effekt.

Mange af verdens i dag absolut førende it-firmaer bygger på lanceringen af denne type 'teknologi-bomber,' der har ramt så godt plet, at de på meget kort tid har tvunget hele markedet i en ny retning med de øvrige producenter halsende efter - og efterladt gamle markeder som rygende ruiner i løbet af kort tid.

Lad os tage et kig på tidligere eksempler på disruptive bomber.

Microsofts enorme succes

Windows - og Office

Microsofts lancering af styresystemet Windows 1.0 i 1985 kom på alle måder til at definere kursen for udviklingen af computer-software og kom til at udgøre fundamentet under Microsofts hastige succes-ridt til at blive et af verdens mest indflydelsesrige og lukrative selskaber.

Ideen med at styre en computer ved via en mus at flytte en cursor til et punkt på skærmen og klikke på det bliver i dag anvendt af alle producenter.

Hertil kom, at Microsoft i systemet havde indbygget en række funktioner, der fortsat anvendes i dag, som for eksempel Paint, Notepad, Calculator og en kalender-funktion med ur.

Windows er selvfølgelig siden blevet løbende udviklet, og Microsoft fik med opfindelsen - samt den forretningsmæssige udnyttelse af den - skabt så stort et forspring, at selskabet i dag - næsten 30 år senere - praktisk taget ingen konkurrenter har på området med en fortsat markedsandel på mere end 90 procent.

Office

Microsoft gentog det disruptive kunststykke med lanceringen af Microsoft Office i 1989, der kom til at definere den måde, som kontor-programmer udformes på - også i dag, hvor flere konkurrenter har lignende produkter på markedet med funktioner, der ligner Office-funktionerne til forveksling.

Analysehuset Forbes vurderer, at Office med en global markedsandel på omkring 95 procent er Microsofts største guldkalv med en gigantisk profit-margin på 60 procent.

Ifølge Gartner vil gratis alternativer som Google Docs og Open Office dog gradvist kunne 'udhule' Microsofts dominans på markedet til en andel på 'blot' 90 procent i 2020.

Apple gjorde det igen og igen og igen

iPod, iPhone, iPad

Apple har om nogen sat sit præg på den teknologiske udvikling i de seneste 10 år med lanceringen af hele tre produkter med disruptiv effekt, som hver gang har fået hele teknologi-branchen til at ændre kurs.

Det er ikke mange år siden, at ingen af os havde hørt om en smartphone.

Det ændrede sig i 2007, da Apple lancerede den første iPhone, der omgående blev en gigantisk succes, som kom til at definere smartphonens udseende og funktionalitet, som diverse konkurrenter i dag i stor stil har taget til sig.

Tidligere havde Apple lanceret musikafspilleren iPod, der sammen med musikafspilleren iTunes kom til at sætte kursen for fremtidens digitale musik-marked.

Senere kom tablet-computeren iPad, der straks fik en sværm af konkurrenter til at lancere lignende produkter.

Siden den berømte Steve Jobs' død i oktober 2011 har det haltet med nye, banebrydende innovationer fra Apple, der ikke siden iPad'en har lanceret produkter, som ikke har været videreudviklinger af eksisterende produkter.

Til gengæld har Apple for længst fået rullet et tonstungt momentum i gang, som kan holde selskabet kørende i årevis med blot mindre opdateringer og ændringer i farver og funktioner på iPhonen - en ting, som selskabet da også tydeligvis satser på.

Der er mange flere eksempler. De tæller også Google og Facebook, der med lanceringen af deres første produkter, som i dag stadig er deres fundament, ramte en enorm efterspørgsel, der gjorde, at de definerede, hvordan henholdsvis søgemaskiner og sociale medier skal fungere.

Vi venter stadig i spænding på fremtidens nye teknologier. Historien har vist, at de helt sikkert på nærmest ingen tid vil forandre både verden og vores hverdag og den måde, som vi arbejder og opfører os på.

Men hvordan det kommer til at ske, ved vi først, når teknologien pludselig er der og bare passer perfekt ind i vores hverdag.

Ambitionen om at skabe denne teknologi er motoren, der driver al innovation.

Det næste nye - en gamechanger er på vej

I dag ser vi fortsat nye teknologiske trends, der sætter kursen for teknologi-brugen i de kommende år, og som alle seriøse spillere er nødt til at tage til sig i en eller anden udstrækning - hvis de da har planer om at spille med i fremtiden.

Det gælder eksempelvis cloud computing og mobility, der imidlertid er defineret af en række relativt langsomt udviklende produkt-områder.

Historien viser, at der inden for de kommende år vil dukke mindst én fundamentalt forandrende ny teknologi op på markedet, som vil blive motoren under skabelsen af enorme rigdomme for opfinderne samt under udviklingen af helt nye produkt-kategorier.

Skal man se på historien, skal dette nye produkt være relativt enkelt i både design og brug. Det skal være godt tænkt, som man siger. Være perfekt til blot én ting.

Ret meget mere ved vi ikke, før dette nye produkt er her og pludselig tager fart som lyn og torden. Ganske som de øvrige produkter, der har defineret kursen for it-verdenen i de seneste 30 år.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere