Artikel top billede

Når du skal til jobsamtale til en it-stilling: Her er de gode tricks

Det kan kræve sin mand at komme igennem en job-samtale til et tungt it-job. Se her, hvordan du forbereder dig bedst muligt.

Du kender sikkert situationen: En uges tid efter, at du har sendt ansøgningen til det attraktive it-job afsted, bliver der ringet med besked om, at du bedes stille til en jobsamtale på den og den adresse om et par dage.

Du siger (hurtigt) jadetkanjeggodt til den foreslåede dato, og du er glad, for du ved, at du nu er med i opløbet om stillingen.

Men hvad nu?

Først og fremmest: Man bør forberede sig til en job-samtale, og man bør ikke uden videre lægge an på, at man kan improvisere og charme sig gennem jobsamtalen.

Dette gælder ikke mindst, hvis der er tale om et teknologisk orienteret job, hvor kun rå viden, konkrete problemstillinger og rå kompetencer for alvor gælder.

Her gælder det om at vise, at man faktisk kan løse problemerne og har både den dybde og bredde i kompetencerne, som den mulige arbejdsgiver ønsker.

"Du kan med fordel forberede dig ved at gennemtænke dine budskaber inden jobsamtalen"

Det er et ikke ukendt fænomen, at virksomheden kan bede kandidaterne om at forberede konkrete opgaver som en slags hjemmearbejde inden selve jobsamtalen.

Klar kommunikation

I enhver jobsamtale er klar kommunikation helt afgørende. Det er grundlæggende, at selskabets repræsentanter, der deltager, jo ikke aner, hvorfor de skal ansætte netop dig.

Det bliver du nødt til at fortælle dem via dine svar til deres spørgsmål (samt selvfølgelig dit cv og din ansøgning).

Du skal jo sælge den vare, som er dig selv, og det kræver, at du kender produktet, din målgruppe, dit publikum og din salgs-strategi.

Du kan med fordel forberede dig ved at gennemtænke dine budskaber inden jobsamtalen. Hvordan vil du gerne præsentere dig selv? Hvad kan du? Hvorfor skal de tage netop dig?

Det siger sig selv, at det er en stor fordel at kende lidt til firmaet, til det pågældende job og måske endda til de personer, der deltager i job-samtalen. Har de skrevet noget? Publiceret noget? Kender du nogen, der kender dem?

Inden samtalen skal du forberede dette

Whiteboard

Det sker ikke så tit, men det kan ske, og det kan virke meget overbevisende.

Whiteboardet hænger i stort set alle mødelokaler, og det er en god idé at overveje, hvad og hvordan du kan præsentere konkrete ideer, løsninger eller andre emner, som kunne tænkes at blive et emne under jobsamtalen.

Whiteboard kan været meget effektiv som kommunikationsmiddel.

Brug HR-afdelingen - de er der for dig

Er virksomheden stor nok til at have en decideret HR-afdeling, er det oplagt, at du tager kontakt inden samtalen for at få klarlagt de vigtige detaljer.

Hvilket niveau er vi på? Hvor dyb skal den pågældende medarbejders teknologiforståelse være?

Vær helt sikker på, at du virkelig forstår, hvilke krav til teknologiske kompetencer der bliver stillet.

Læs op på den grundlæggende viden

Vær nu sikker på, at du ikke er rusten på de grundlæggende principper i den teknologi, som jobbet handler om.

Det kan meget vel være, at du vil få spørgsmål om det helt fundamentale (samt selvfølgelig om den mere avancerede brug).

"Det er altid en god idé at medbringe eksempler på dit arbejde"

Der findes muligheder for at støve evnerne af på nettet, hvor man eksempelvis kan finde basale skills i PHP-programmering. Her kan man også læse op på de forskellige teknologiers formelle terminologier.

Tag eksempler med

Det er altid en god idé at medbringe eksempler på dit arbejde - som eksempelvis en bærbar computer, som du kan klappe op og fremvise udvalgte eksempler på, at du er dygtig til at arbejde med den pågældende teknologi.

Kode-eksempler. Netværks-diagrammer. Forslag til systemer. Dele af systemer, som du står bag. Hvilke værktøjer anvender du? Hvordan anvender du dem?

Den måske kommende arbejdsgiver er ganske givet på udkig efter både teknologiske kompetencer samt (ofte) evner inden for kommunikation, så den nye medarbejder er i stand til at kommunikere tanker, anbefalinger og viden.

Halvvejs gennem samtalen - glem ikke dette

Spørg, spørg, spørg

Når det handler om teknologiske spørgsmål, er det grundlæggende, at du skal forstå spørgsmålet, inden du begynder at rode dig ud i et svar.

Og forstår du ikke spørgsmålet - eller er du i tvivl om, hvorvidt du forstår det - så spørg.

Husk, at det ikke er det samme at være uklar på et spørgsmål og være uvidende.

Det kan være en god idé at afslutte et svar med at spørge, om du fik svaret på spørgsmålet. "Skal jeg gå mere i detaljer?" "Har du fået ordentligt svar på dit spørgsmål?" "Er der noget, som jeg skal uddybe?"

Og er der noget, som du faktisk ikke kan svare på, så forsøg at vige uden om ved eksempelvis at sige "Jeg har ikke haft mulighed for at arbejde C#, men jeg har meget erfaring med VB.NET, så jeg vil hurtigt kunne komme efter det."

Forsøg ikke at bilde selskabets repræsentanter ind, at du ved noget, som du faktisk ikke ved. De gennemskuer det med det samme.

Den vigtige afslutning

Sørg for at benytte afslutningen af job-interviewet til at runde af. Her kan du med fordel opsummere med kort og præcist at pege på de konkrete grunde til, at du er kvalificeret til jobbet.

Tror du, at selskabets repræsentanter er i tvivl om bestemte points, kan du her tage fat i dem.

Follow up

Du vil gerne have, at du bliver husket, når interviewet er ovre. Og helst for alt det gode.

Det kan være en god idé at tage et par noter hurtigst muligt efter job-samtalen: Indskydelser, ideer, pointer, der er blevet fremsat.

Har du ikke fået visitkort, kan det være en god idé at skrive ned, hvad selskabets repræsentanter hedder.

Send eventuelt en mail til de relevante personer efter job-samtalen - helst med et par yderligere ideer og tanker, der kan være dukket op under samtalen.

Disse spørgsmål kan du forberede

Til et Linux-job

- Hvilke værktøjer kan vi bruge til monitorering og til at få overblik over CPU-brug i den seneste uge, hvis et system crasher og skal rebootes?

- Hvordan gør man, hvis man skal sætte en U-limit-parameter højere, end hvad brugeren har tilladt?

- Hvad gør jeg, hvis jeg skal være sikker på, at Init-service ikke dukker op, når jeg skal reboote?

- Jeg skal tilføje diskplads til et virtuelt system: Hvordan får jeg det vist?

- Hvordan udvider jeg et fil-system i LVM?

Til et .NET-job

- Hvad er de almindelige lifecycle-etaper for en ASP.NET-side?

- Hvad er polymophisme?

- Hvad er fordelene ved generiske sider?

- Hvad er design-patterns? Og hvorfor bruger man dem? Hvordan har du tidligere brugt dem?

Overordnede spørgsmål

- Hvordan vil du designe et fil-system med diagrammer? Hvilke datastrukturer vil du anvende? Og hvorfor?

- Hvordan vil du designe et account management system, hvor hver account skal være enten et index eller en klient-konto?

Har du andre gode fif? Gode spørgsmål, som skal forberedes? Skriv dem i debatten herunder.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere