Artikel top billede

Knald eller fald for Microsoft: Windows 8 skal genfødes

Windows 8 har været i risiko for at blive det nye Vista, men spiller Microsoft sine kort rigtigt i næste uge, kan historien om Windows 8 ende langt mere positivt.

ComputerViews: Google har I/O, Apple har WWDC, og Microsoft har BUILD.

Det er it-giganternes udviklerkonferencer, hvor de dels præsenterer ny produkter og tjenester, dels søger at overbevise udviklerne om, at lige netop deres platform er værd at satse på.

Alle tre selskaber har i år valgt at afholde deres konferencer i The Moscone Center i San Francisco.

Når Microsofts BUILD som den sidste af de tre konferencer finder sted i næste uge, vil det altoverskyggende hovedtema være Windows 8.

Sjældent har et Microsoft-produkt skabt så megen debat. Windows 8 har delt brugerne, er blevet mødt med kritik af selve tætte Microsoft-partnere, og har (endnu) ikke formået at løfte salget på det kriseramte pc-marked.

Det nye Windows 8

Microsoft vil på konferencen i San Francisco præsentere Windows 8.1 - tidligere kendt som Windows Blue - hvor der er tilføjet en startknap, der dukker frem, hver gang du bevæger musen over det nedre venstre hjørne af skærmen.

Den berømte knap er desuden altid synlig på værktøjslinjen, når du er på skrivebordet.

I april stillede Computerworld læserne det simple spørgsmål, om startknappen skulle tilbage i Windows 8. Resultatet var, at 79 procent af de 556 læsere, der stemte, svarede: "Ja, lad os få den tilbage."

Blot 14 procent mente, at "det var godt, at Microsoft fjernede den," mens fem procent svarede "ved ikke."

Den brugerholdning rækker langt ud over Computerworlds læserskare, hvilket også analytikere har bemærket.

"At give brugerne velkendte værktøjer vil ikke være at overgive sig, men snarere et tegn på, at Microsoft lytter til brugerne," har det blandt andet lydt fra J.G. Gownder, der er analytiker hos Forrester.

"Desktop mode forbliver væsentlig for brugeroplevelsen, hvilket betyder, at det skal fungere mindst lige så godt som i Windows 7," har han forklaret.

Den svære overgang til touch

Det er netop dette, der har været og fortsat er Microsofts store udfordring ved skiftet fra de traditionelle Windows-styresystemer til en ny generation, der understøtter touch-navigation og skal kunne fungere på tværs af mange forskellige typer enheder.

På BUILD-konferencen skal Microsoft vise omverdenen, at selskabet tager bruger-tilbagemeldingerne alvorligt. Det er der meget, der tyder på vil ske, for allerede i maj kom selskabet med denne udmelding om Windows 8.1:

"Pc-udviklingen i dag centrerer sig meget omkring mobilitet, hvor brugerne interagerer med deres devices via touch, og vi har designet Windows 8 med henblik på dette."

"Men vi anerkender også, at der stadig er mange devices, der ikke er touch-baserede. Derfor har vi gennemført en række forbedringer for at sikre bedre navigation for brugere, der anvender mus og keyboard."

Den gamle Windows-chef er væk

Da Microsoft på BUILD i 2011 viste det kommende Windows 8 frem, var det topchef Steven Sinofsky, der stod på scenen.

Han var fortid i Microsoft få uger efter den kommercielle lancering af styresystemet sidste efterår.

Nu er der nye Windows-chefer ved roret i form af Julie Larson-Green, der har hovedansvaret for Windows software og hardware, og Tami Reller, der er økonomidirektør og marketingdirektør i Windows-divisionen.

Selvom vi allerede ved en del om Windows 8.1, er der næppe tvivl om, at Microsoft vil benytte konferencen i næste uge til både at rose sig selv for det oprindelige Windows 8 og samtidig gøre meget ud af at fortælle, at opdateringen nu gør styresystemet endnu mere optimalt.

Selskabet har dog også andre udfordringer, der skal adresseres på BUILD.

Den anden store udfordring for Windows 8

Microsoft har en udfordring med en anden meget vigtig del af Windows 8, nemlig de apps, der skal give styresystemet et massivt rygstød, som det eksempelvis skete for Apples iPhone, da App Store i sin tid blev lanceret.

Microsoft har selv gjort meget ud af at fortælle, hvor afgørende Windows Store og hele apps-delen er for brugeroplevelsen i Windows 8/RT.

Det har dog vist sig at være en udfordring at skabe den helt store vækkelse omkring disse apps.

I sidste måned viste en undersøgelse af over 10.000 maskiner med Windows 8, at brugen af apps er yderst begrænset på stationære og bærbare computere - og også på de maskiner, der har touchskærm.

Gartner vice president David Mitchell Smith har tidligere skrevet i en kommentar til Windows 8, at Microsoft i stedet for at skubbe brugerne over på den nye Windows-grænseflade snarere skulle koncentrere sig om selv at kunne levere bedre Metro-versioner af eksempelvis Office, så brugerne for alvor kan se potentialet.

"Det (det nye Windows, red) er så vigtigt, og apps til det er så vigtige, at Microsoft besluttede at tvinge brugerne til den nye grænseflade, fordi man frygtede, at inerti ville holde dem fast i fortiden ... Men fjernelsen af startknappen er en del af problemet. Det har fjernet valgfriheden og magten fra brugerne."

Apps-nyheder på BUILD

Flere medier peger på, at BUILD-konferencen vil blive brugt af Microsoft til at præsentere nye apps til blandt andet musik og billeder, ligesom hele 8.1-opdateringen skal gøre det mere gnidningsfrit at køre flere apps på samme tid.

Microsoft har en god mulighed for at benytte BUILD til at lægge afstand til de problemer, der har været med Windows 8, og i stedet få rettet fokus på den fremadrettede udvikling i Windows-land, hvor det "nye" Windows 8 er det startskud, softwaregiganten har brug for.

Microsoft kunne oprindeligt melde udsolgt til BUILD 2013 efter tre timer, men har nu tilføjet flere pladser, så der igen er ledige billetter til konferencen i The Moscone Center i San Francisco.

Da Apple for et par uger siden holdt sin WWDC samme sted, blev billetterne udsolgt på blot to minutter.

Følg @kimstensdal på Twitter

Læs også:

Windows-chefens exit: Den egentlige årsag

Her er kæden hoppet af for Microsoft med Windows 8

Microsoft bøjer sig for kritik: Laver Windows 8 radikalt om

It-giganter bønfalder app-udviklerne: Kom over til os

Rødglødende app-butikker: her er de mest succesfulde

Vild uenighed om nyt iOS-design blandt Apple-folk




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere