Artikel top billede

Analytiker: Windows RT er dømt til at dø

Nu falder priserne for tablet-pc'er med Windows RT, og det bliver tolket som et tegn på, at Microsofts mobile satsning er slået fejl.

En amerikansk analytiker forventer, at ARM-udgaven af Windows 8 snart forsvinder fra markedet igen. Windows RT ligner efterhånden en markant fiasko for Microsoft. Flere producenter som Dell, Asus og Lenovo har reduceret priserne for deres RT-modeller drastisk, og Samsung har helt opgivet at lancere sin Ativ Tab i USA.

I et interview med det amerikanske PC World siger analytikeren Jack Gold, at prisnedsættelserne er en direkte konsekvens af det skuffende salg. Han mener, at Windows RT var dødsdømt allerede fra starten, og enheder med det mobile operativsystem har ikke været i stand til at konkurrere med iPad eller de mange Android-tablets.

"RT vil forsvinde i den kommende tid. Det er ikke en fuld Windows 8 oplevelse. Hvorfor ikke betale lidt mere og få en fuld Pro-version af enheden?" siger Jack Gold.

Microsoft sælger selv en dyrere tablet-pc med Intel-chip og det normale Windows 8 Pro under navnet Surface Pro. Den er endnu ikke lanceret i Danmark.

I USA har Dell sænket prisen for sin XPS 10 tablet-pc med Windows RT fra 500 til 450 dollar for 32 GB modellen, mens 64 GB-modellen er faldet med 100 dollar. Amazon sælger nu en Asus VivoTab RT med 32 GB for 382 dollar, og det er en markant rabat i forhold til den oprindelige pris på 599 dollar. En forhandler oplyser, at den udgår af produktion.

Hos Lenovo kan man nu få en IdeaPad Yoga 11 med Windows RT for 600 dollar. Den kostede indtil nu 800 dollar. Microsoft har ikke ændret prisen på sin egen Surface RT computer.

Nyt terræn for Microsoft

Flere pc- og chip-producenter bekræfter den lunkne modtagelse af Windows RT. Nvidia-chef Jen Hsun-Huang sagde i sidste måned, at han er skuffet over salget af RT, og Acer har opfordret Microsoft til at forbedre brugervenligheden. IDC mener, at nye RT-produkter kan være på vej efter sommerferien, men spørgsmålet er, om producenterne tør satse på RT igen.

I marts kunne nyhedsbureauet Bloomberg fortælle, at Microsoft har solgt 1,5 millioner Surface-computere. Der er solgt lidt mere end en million Surface RT-computere og omkring 400.000 eksemplarer af Surface Pro.

Det er en stor skuffelse for Microsoft, der havde bestilt omkring tre millioner Surface RT'er på fabrikkerne. En analytiker hos UBS havde forudsagt, at Microsoft ville sælge mindst to millioner RT-enheder alene i sidste kvartal af 2012. Men sådan skulle det ikke gå.

I det sidste kvartal af 2012 har Apple til sammenligning noteret et salg på 22,9 millioner iPads.

Det er også nyt terræn for Microsoft, som er mest kendt for sine software-produkter. Microsoft har tidligere haft succes med at sælge sin egen hardware - som spilkonsollen Xbox - men foreløbig tyder det på, at Surface bliver et flop.

Microsoft henter stadig en fjerdedel af sin omsætning i Windows-divisionen, men pc-salget har været faldende i de seneste år, og der er brug for nye markeder. Windows 8 er optimeret til touch og fungerer både på stationære og mobile enheder.

Et af problemerne for Microsoft er det begrænsede antal apps til platformen. En aktuel analyse anslår, at der er lidt under 50.000 apps i Windows-butikken, mens der er mere end 300.000 til iPad.

Microsoft kan ikke undskylde sig med, at folk ikke gider købe tablet-pc'er. Den seneste prognose fra IDC forudsiger, at salget vil stige med 49 pct. til 191 millioner enheder i 2013. I år bliver der for første gang solgt flere tablet-pc'er end notebooks, forudsiges det.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere