Det måtte jo komme - et nyt cloud-begreb til at berige vores 2013-diskussioner om udviklingen i skyen. Det nye sort er "vertikal cloud".
Men er det nu også helt klart, hvad dette nye begreb egentlig dækker over? Vertikale løsninger er jo et velkendt begreb i forvejen.
I mange år er markedet drevet mod specifikke it-løsninger til specifikke brancher eller markedssegmenter.
Man kan næsten sige, at de første løsninger, der blev produceret, var meget specifikke it-løsninger til for eksempel militæret.
Siden blev løsningerne mere og mere generaliserede og standardiserede, så de kunne anvendes af mange forskellige typer virksomheder.
Med tiden fik vi "shrink-wrapped software" og "commercial-off-the-shelf software".
Næste skridt i evolutionen
Indtil nu har vi opfattet cloud som næste skridt i denne evolution - ikke mindst fordi forretningsrationalet for cloud-løsninger blandt andet har været en øget volumentankegang, som resulterede i prisreduktion for produkterne.
Så hvorfor er det lige, at vi begynder at bevæge os den anden vej igen og snakke om vertikale cloud-løsninger?
Ja, tænk en gang - det viser sig, at kunderne stadig har forskellige behov, stadig har forskellige processer og stadig bruger forskellige forretningsmodeller.
Derfor har de brug for "individuelle løsninger, samtidig med at de gerne vil have den lave volumenpris.
Kunder er altså utaknemmelige.
Mens cloud efterhånden er blevet mainstream i markedet, begynder leverandørerne at se på, hvordan de kan imødekomme de specielle behov, kunderne har, og hvordan de kan tilføre mere værdi til deres cloud-løsninger.
Det er en klassisk modenhedsudvikling.
Den oversete cloudmodel
Men det er nu alligevel ikke helt enkelt, fordi "vertikal cloud" dækker over en række forskellige udviklinger.
Hvis man tager udgangspunkt i, at cloud er en leverancemodel, betyder vertikaliseringen en forædling af leverancemodellen i forhold til markedets forskellige sektorer.
Det klassiske eksempel er specielt sikre skyer med garanteret geografisk placering til den offentlige sektor (IBM Federal Community) eller cloud services med garanterede svartider til finanssektoren (Savvis).
Samme udvikling som applikationsmarkedet
Tager man til gengæld udgangspunkt i, at skyen er standardiserede applikationer, får man ikke overraskende samme udvikling som applikationsmarkedet i det hele taget - at der er behov og marked for branchespecifikke løsninger med tilpasset funktionalitet.
Det kan være bogføring for revisorer (e-conomic), specifikke løsninger til autoforhandlere (Mydealersoft) eller bookingssystemer til sundhedssektoren (Bookplan).
Den oversete cloud-model
Man kan også tage udgangspunkt i, at løsninger - også i skyen - understøtter virksomhedens forretningsprocesser.
Så er man på vej i retning af business-processes-as-a-service; et cloud-marked, som er stærkt undervurderet i medierne, men der, hvor langt den største omsætning er.
Når man bevæger sig i dette lag af værdistakken, bliver det også nødvendigt at levere services, der er specifikke vertikalt.
Det kan for eksempel være, at man leverer katalog-data eller standardformularer, der er specifikke for en branche som en del af cloud-løsningen, eller at cloud løsningen har processer indbygget, som er specifikke for et bestemt segment (for eksempel auktionsfunktionalitet).
Der er altså mange måder at opfatte den vertikale sky på.
Man skal som cloud-køber ikke lade sig nøje med den generelle marketinglingo, men i stedet dykke godt og grundigt ned under overfladen og se på, hvad den vertikale funktionalitet egentlig betyder.
Per Andersen er principal consultant i Capgemini.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.