Det er tosset, tåbeligt og temmelig udbredt at miste data. Alligevel sker det igen og igen, også for firmaer. De tabte data er samtidig ofte det samme som tabte penge, tabte minder eller tabte ordrer.
Men samtidig kan det være svært at vælge, hvordan ens lagnrings- og netværkssetup skal se ud, hvis man er en mindre virksomhed.
Men sådan behøver det ikke at være. Det viser Qnaps kraftige alt-i-en-og-lidt-til lagerboks til professionelle, entusiaster og digitale samlere: Qnap TS-879 pro.
879 pro er dybest set en netværksharddisk, en såkaldt NAS, blot i en professionel udgave med noget mere plads og kraftigere specifikationer, end du normalt ser.
Først og fremmest er der plads til op til 8 harddiske med SATA-tilslutning, med mulighed for i alt at installere for eksempel 32 terabyte lagerplads (med 8 diske a 4 terabyte). Desuden er processoren ikke en lidt blodfattig ARM eller Atom processor, men en dualcore Intel i3 2120 processor på 3,3 gigahertz, som har følgeskab af 2 opgraderbar gigabyte DDR3 hukommelse. Altså specifikationer der kunne høre til i en desktop pc eller en bærbar.
Det er også specifikationer, som lader dig, eller din virksomhed, bruge Qnap TS-879 pro til mere fleksible løsninger. Men det vender vi tilbage til.
Kraftig hardware
Da Qnap 879 pro er et netværkslager, leveres den med to RJ-45 gigabit porte samt 2 x hurtige USB 3.0 porte, 4 x ordinære USB 2.0 samt 2 eSATA-stik. Har du behov for at få endnu mere hastighed på netværket, understøtter 879 pro desuden, at du monterer et ekstra netværkskort i enheden og dermed får op til to 10 gigabit porte i enheden.
Websitet Techspot.com har testet en sådan 10 gigabit konfiguration og fået hastigheder på over 600 megabyte i sekundet. Læs testen her.
Det er dog langtfra alle, som har brug for en så voldsom hastighed, så vi har i vores test valgt at fokusere på Qnap 879 pro med den mere traditionelle 1 gigabit forbindelse og de muligheder, som en NAS giver dig eller en virksomhed. Samtidig ville et skift til 10 gigabit betyde en voldsom stigning i prisen - op til 20-30.000 kroner ekstra, før alene netværk, switches og kort var sat op.
Setup: Så hurtig er Qnap 879 pro
Qnap 879 pro er primært en storage-løsning. Og her er hastigheden afgørende - uanset om du har gigabit eller 10 gigabit netværk.
Vi startede derfor med at fylde 5 af de i alt 8 harddiskpladser på med Western Digitals professionelle 4 terabyte RE diske, en model kaldet WD4000FYYZ der benytter SATA 3 standarden på 6 Gbps. En opgave som blev klaret på få minutter ved hjælp af de medfølgende harddisk-skuffer, som monteres på disken, som derefter blot slides ind i Qnap 879.
Professionelle harddiske
RE-serien er Western Digitals dyreste, men også mest gennemtestede serie af diske specielt designet til RAID-løsninger der kører kontinuerligt 24x7. Med en pris på lidt over 2.550 kroner per disk koster de 20 terabyte i vores test 12.750 kroner. Sammen med prisen på 879 pro på 14.500 kroner løber den samlede pris op på 27.250 kroner inklusiv moms - men kunne vi have nøjedes med en 3 terabyte udgave af Western Digitals RED-serie, og en garanti på 3 i stedet for RE-serien 5 år, ville prisen på diskene være faldet til lidt over 6.000 kroner. Og dermed ville hele setuppet ende på lidt over 20.000 kroner inklusiv moms.
Med de store RE-diske fra Western Digital sat op i RAID 5 (læs om RAID her) for at skabe kombinationen af hastighed, bedst udnyttelse af pladsen og sikkerhed leverede Qnap 879 pro konsekvent hastigheder på den rigtige side af 100 megabyte i sekundet, når der skulle læses fra drevet, og omkring 90 megabyte i sekundet når vi skrev til Qnap fra vores Intel SSD disk i en i7-baseret maskine. Det er meget tæt på maksimal udnyttelse af vores gigabit netværksforbindelse og viser, at begrænsningen ligger i netværket og ikke i Qnap 879 pro. Den er med andre ord mere end hurtig nok, både i vores test og i de test som andre har foretaget med kraftigere netværk.
Det er klart, at en pris på mellem 20.000 og 27.000 kroner kan lyde af meget i en verden, hvor du kan få en stor ekstern harddisk for under 2.000 kroner, men med det rette behov kan du samle mange funktioner i en 879 pro. Qnap, i lighed med andre producenter som Synology, nævner ofte selv så mange funktioner i deres oversigt, at det tager længere tid at læse sig igennem.
Overblik: Det tester vi
Om du har brug for en kraftig NAS som Qnap 879 pro kommer i sidste ende an på mængden af dine data, hvor sikkert du opbevarer dem og hvordan du har brug for at tilgå dem.
Men er du en lille eller mellemstor virksomhed, er en NAS som TS-879 pro en af de oplagte veje at gå.
Det skyldes ikke mindst, at Qnap, ligesom konkurrenten Synology, har proppet deres mellem- og firma-klasse netværksdiske med software, som burde tilfredsstille de fleste systemadministratorer.
I Qnap 879 kan du derfor ud over filserveren (med indbygget antivirus) også finde FTP-adgang, Printerserver, Windows Active Directory (AD), ISO-mounting så du kan simulere DVD/CD-drev via NAS, iSCSI-service så du kan bruge serveren som drev til dine virtuelle maskiner eller som direkte drev i Windows.
Derudover kan du, hvis ikke du har andre løsninger, bruge TS-879 som Syslog-server til overvågningslogs, til styring af overvågningskameraer, som DHCP-server, webserver samt mailserver.
At Qnap TS-879 pro er en professionel enhed betyder i øvrigt, at de normale hjemme-funktioner som bittorrent klient, medieserver, billedviser etc. er deaktiverede som standard. Har du brug for dem, kan de dog aktiveres med et enkelt flueben i menuen.
Ekstra backup til skyen
Derudover kan du, udover at sikre dine data lokalt, også synkronisere TS-879 pro med en enhed på en anden lokation via RTRT (Real-time Remote Replication) eller for eksempel til Amazons S3 cloud-storage tjeneste.
På papiret lyder det alt sammen meget godt, så vi besluttede os for at sætte TS-879 pro op, som en mindre virksomhed ville gøre det. Det er ikke nødvendigvis den måde, som du ville sætte det op på, men pointen er at komme rundt i hjørnerne på det alsidige udstyr så bær over med os, hvis du ville gøre det anderledes.
Sådan gør du: Qnap TS-879 pro er virksomhedens data-hjerte
Omdrejningspunktet er en Qnap TS-879 pro med 5 diske a 4 terabyte. Det giver 20 terabyte lagerplads, som vi konfigurerer som RAID 5. Så kan vi tåle at miste en disk, hvis uheldet er ude.
Bærbar PC´ere: Vores virksomhed har en række bærbare PC´ere, som typisk er forbundet med Wi-Fi eller net. De skal bruge 879 som til et fælles netværksdrev og til en række individuelle netværksdrev. Det kan sættes op nemt via Windows Active Directory, men sparer mest tid hvis man har flere brugere end vores setup.
Vi satte derfor en række konti op til brugerne i QNAPs webinterface og tildelte dem hver en hjemmemappe - og rolle-baseret adgang til de forskellige fællesdrev.
Mac: En enkelt af medarbejderne har en Mac med på arbejdet og vil gerne have en backup. Apple har indbygget en Timemachine-funktion i nye Macs, så den kan tage automatisk backup, når den er på samme net som en Timemachine-server. Så den service har vi også hakket af i TS-879 pros kontrolpanel. Timemachine-tjenesten får tildelt 500 gigabyte som maksimum, hvilket er rigeligt til Mac´en som har en SSD-disk på 128 gigabyte.
Ved hjælp af den enkle opsætning af Timemachine-modulet lavede TS-879 pro hurtigt en backup af vores Mac Air. Klik på billedet for at forstørre det..
Printer: Medarbejderne skal kunne printe, men det er ikke meget. Så vi tilslutter en ældre Dell 1320c farvelaser via USB til en af TS-879´ers mange USB-porte. Via den medfølgende guide fik vi hurtigt fundet netværksprinteren og via Dells hjemmeside downloadet de korrekte drivere.
Arbejdsstation: En af folkene anvender en kraftigere maskine, en desktop som bruges til grafisk arbejde og videoredigering. Udover diverse SSD-drev er den udstyret med et LaCie 4-drevs ekstern harddisk med 4 x 500 gigabyte harddiske i RAID 5, som er tilsluttet via eSATA til arbejdsstationen. eSATA-forbindelsen sikrer, at billeder og video her kan hentes 250+ megabyte i sekundet, mere end gigabit-netværket kan trække.
Til gengæld køres der hver dag et manuelt program, som synkroniserer de vigtige mapper på LaCie-drevet med Qnap TS-879 pro. Dermed har man altid to kopier lokalt af de vigtigste data.
Arbejdsstationen har desuden oprettet en iSCSI-forbindelse til et reserveret 6 terabyte til iSCSI på TS-879 pro som et ekstra lager. Det interessante ved iSCSI er, at det i nogle tilfælde kan give væsentligt højere hastighed på NAS-drev i forhold til normale netværkstilslutninger.
Det var også tilfældet her, hvor hastigheden via iSCSI-forbindelsen steg med over 50 procent. Det er værd at tage med, når man flytter filer på mange hundrede gigabyte af gangen. Læs hvordan du sætter iSCSI op på din Windows-maskine her (på engelsk)
Selvom gigabit-forbindelsen til arbejdsstationen er næsten fuldt udnyttet slår det ikke igennem i ressourceforbruget på TS-879 pro..
Server: Selvom Qnap TS-879 tilbyder mange funktioner, kan det være oplagt at have en egentlig Windows-server. I dette tilfælde bruges den til test og fungerer samtidig med DHCP-server (som tildeler ip-adresser på netværket). Qnap 879 kunne også fungerer som DHCP-server, men det kræver, at den er tændt hele tiden - og vi har i strømstyringsmodulet valgt, at TS-879 skal være lukket ned over natten for at spare strøm (med 5 diske snurrende bruger den cirka 100 watt) - med mulighed for at vække den via en Wake-on-Lan kommando, hvis der er behov for den.
For at holde det simpelt og energibesparende er serveren en kompakt Intel NUC-enhed på blot 12 x 10 centimeter og med en dualcore Intel i3 processor, et 64 gigabyte mSATA SSD-drev og 8 gigabyte hukommelse. Softwaren er Windows Server 2012.
Udover at den komplette Intel NUC-enhed samt SSD-disk og RAM kostede cirka 3.000 kroner inklusiv moms, så bruger hele serveren under normale omstændigheder sølle 9,8 Watt.
Vores lille server behøver ikke meget lagerplads - via iSCSI giver vi den 6 terabyte på Qnap TS-879. Klik på billedet for større udgave..
Windows Server 2012 er også koblet til Qnap 2012 via iSCSI, og det giver os mulighed for at lade QNAP´en være disk for vores virtuelle Ubuntu desktop- og server-maskiner, som vi opretter via Hyper-V på Windows-serveren. Dermed kan vi holde størrelsen og strømforbruget på vores lille server nede på et minimum.
Ved hjælp af Hyper-V i Windows Server 2012 satte vi nemt et par virtuelle Ubuntu-maskiner op på vores Intel NUC - og med lager på TS-879 pro. Klik på billedet for større udgave..
Samtidig har vores mindre virksomhed omfavnet skyen og kører Microsoft cloud-baserede kontor- og mailløsning, kaldet Office 365, hvorfor der ikke er behov for mailserver eller lignende.
Hvordan kører det så?
Vi har prøvet at køre med det beskrevne setup i flere dage, hvor der er tilføjet brugere, oprettet nye virtuelle maskiner og flyttet rigtigt meget data rundt uden at opleve problemer eller nævneværdige flaskehalse.
Det er dog vigtigt at huske, at bare fordi vi har data på to forskellige RAID 5-setups, betyder det ikke, at drevene ikke kunne være på vej til en ny tilværelse i Rumænien efter et enkelt indbrud.
Så skulle vi tage vores setup et trin videre, ud i den virkelige verden med rigtige og vigtige data, er næste skridt at overveje, hvordan man får såkaldt off-site backup. Altså et sted hvor man kan opbevare sine data på andres profesionelle server-farme, f.eks. Amazon S3. Qnap TS-879 understøtter i hvert fald den tjeneste direkte i det medfølgende firmware.
Konklusion: Utrolig stærk centralløsning
Sikkerhed, skalerbarhed og fleksibilitet. Det er ord som it-administratorer går efter, når der skal tænkes over, hvordan virksomheden skal konfigureres - specielt når det er en mindre virksomhed med behov for at lagre større datamængder sikkert.
Det har Qnap lyttet til og leveret med TS-879 pro. Først og fremmest på grund af det overskud, den demonstrerer, når den udfylder sin primære rolle som lagringsserver.
Men også sekundært fordi hele enheden både rummer rigtigt mange tjenester ud over lagringsmulighederne, som ikke kræver en grad i datalogi for at få op at stå. Her tager den medfølgende software dig fornuftigt i hånden og leder dig gennem processen fra den første opstart til de mere avancerede muligheder som web- og mailserver.
Vil du mere end det, som vi har prøvet i vores test, og begynde at bruge TS-879 pro som en partner til en egentlig server med virtuelle maskiner er det også muligt. Og det er endda forholdsvis lige til, når man kender teknologien bag og lige gør sig fortrolig med begreber som iSCSI og virtuelle diske inden.
Kan mere end vi prøvede
Samtidig sikrer i3-processoren, at Qnap TS-879 pro ikke for alvor kommer til at svede, for uanset hvad vi kastede efter den i vores test, var det næsten umuligt at få processorforbruget op over 30 procent. Der er med andre ord rigtigt mange flere kræfter i maskinen til dem, som vil benytte den til webserver eller andre måske mere krævende formål.
Vokser dit behov for data eller hastighed, kan TS-879 pro også følge med: Vi udnyttede kun 5 ud af de 8 harddisk-pladser, men har du behov og penge nok, kan du få lagerplads ud over vores 20 terabyte - og samtidig har du muligheden for at opgradere til 10 gigabit-netværk og dermed opleve hastigheder over lokalnettet, som du normalt kun kender fra gode SSD-drev.
Qnap TS-879 pro er derfor i vores øjne en af de enheder som enhver, som kigger på lagrings-løsninger til små og mellemstore virksomhed, bør overveje.
Ekstra: Sådan ser web-administrationen ud
Vi har samlet et par ekstra screenshots af administrationsmodulet i Qnap 879 pro.