Digitaliseringsstyrelsen har i dag publiceret sin resultatkontrakt.
Det betyder, at det nu er helt klart, hvilke områder Finansministeriets it-styrelse vil satse benhårdt på, når det kommer til digitaliseringen i det kommende års tid, hvor der er sat en kvart milliard kroner af til formålet hos Digitaliseringsstyrelsen.
"Sigtelinjen for resultatkontrakten er Digitaliseringsstyrelsens strategi frem mod 2015, som i væsentlig grad bygger på den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi," skriver styrelsen på sin hjemmeside med henvisning til den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi for 2011 frem til 2015.
Udover den "gamle" fællesstrategi, så kører staten også sit eget ræs enkelte områder.
Mere selvbetjening på vej
En af Digitaliseringsstyrelsens helt store opgaver bliver i tråd med den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi at søsætte anden bølge af de obligatoriske selvbetjeningsløsninger til danskerne, efter første fase blev en realitet i december sidste år.
I den forbindelse kan vi forvente, at der bliver fremsat lovforslag på yderligere 26 sagsområder, der skal gøres obligatoriske at anvende selvbetjening på fra 1. december 2013.
Det drejer sig blandt andet om valg af læge, kørekortansøgning og vielser.
Til sommer mødes staten og Kommunernes Landsforening (KL), og her sås frøene så til yderligere selvbetjeningsinitiativer i 2014, hvor blandt andet byggetilladelser og anmeldelse af byggearbejde er på tegnebrættet.
Læs mere om køreplanen for de obligatoriske selvbetjeningsløsninger her.
Samtidig vil Digitaliseringsstyrelsen også i år markedsføre sin kommende digital post-kasse, der bliver obligatorisk at benytte for virksomheder. Virksomhedernes tvungne digitale post kan du læse mere om her.
Velfærd i digitaliseringens navn
Digitaliseringsstyrelsen vil i år sammen med regionerne og kommunerne også arbejde hen i mod en decideret digitaliseringsreform, der formentlig vil blive offentliggjort til sommer.
"Det forventes blandt andet, at der indgås aftale om mindst tre konkrete digitale initiativer på velfærdsområderne med potentiale for national udbredelse og dokumenterede effektiviseringsgevinster," skriver Digitaliseringsstyrelsen i sit pressemateriale.
Her ligger den største udgift
Indtil videre er der ikke sat navn på de disse tre projekter, men Digitaliseringsstyrelsen har tidligere løftet lidt af sløret for det kommende reformarbejde over for Computeworld her.
Omdrejningspunkterne i denne digitaliseringsreform bliver således, hvordan den danske velfærd kan digitaliseres på skole- og socialområdet samt ikke mindst hos sundhedsvæsenet, hvor eksempelvis telemedicin kan komme i spil med nationale udrulninger.
Dermed kommer Digitaliseringsstyrelsen til at bidrage væsentligt til regeringens målsætning om, at den offentlige sektor skal moderniseres for mindst fem milliarder kroner frem mod 2020, lyder det i rapporten.
Staten kigger i skyen
Helt konkret for staten vil Digitaliseringsstyrelsen udarbejde en it-strategi, der skal sætte fokus på statens it-ansvarsområder som sourcing, arkitektur, sikkerhed, genbrug af data og fælles komponenter.
Digitaliseringsstyrelsen oplyser, at det godt kan tænkes, at denne fokus på it-drift vil læne sig opad metoderne, som blev indført i 2010 med henblik på at stramme op på de statslige it-projekter.
For at ramme den rigtige strategi vil styrelsen i 2013 udarbejde et kommissorium, der skal sikre de mest optimale løsninger.
"Digitaliseringsstyrelsen igangsætter endvidere en indsats, der har til formål at optimere statens outsourcede it-drift," lyder det i pressematerialet.
Den største post på budgettet
Den suverænt største økonomiske post på Digitaliseringsstyrelsens årsbudget bliver arbejdet med at videreudvikle en fællesoffentlig it-infrastruktur.
"Ud over en ny statslig it-strategi vil der i 2013 blive arbejdet videre med grunddata, blandt andet via anskaffelse af en datafordeler, som er en forudsætning for effektiv distribution af data samt en analyse af mulighederne for en mere effektiv grundregistrering af personer," skriver Digitaliseringsstyrelsen.
Du kan læse mere om formålet med anskaffelse af datafordeleren her.
Udover de store overskrifter med selvbetjening, velfærdsdigitalisering, statslig it-strategi og videreudvikling af den danske offentlige it-infrastruktur, har staten også nedfældet målsætninger på centrale projekter som NemID, Borger.dk og Nemlogin.
Her fremgår det blandt andet, at Digitaliseringsstyrelsen har til hensigt at indgå aftale med Nets om udviklingen af det mobile NemID i andet kvartal af 2013.
Du kan læse hele Digitaliseringsstyrelsens resultatkontrakt her.