Læs også:
Her er resultatet af Microsofts milliard-køb af Skype
Danske teleselskaber klar til at spærre for Skype
"Grundlæggende har vi i forhold til cloud-services og låste slutbruger-enheder mindre kontrol med og indsigt i vores sikkerhed - og kan ikke gøre andet end at stole på, at dem med magten beskytter os."
Sådan skriver sikkerhedsekspert Bruce Schneier i et blogindlæg
Problemstillingen er blevet aktuel, efter at en gruppe af privacy-aktivister i sidste uge postede et åbent brev til Skype og dermed ejeren Microsoft på nettet.
I brevet, der er stilet direkte til Tony Bates, der står i spidsen for Microsofts Skype-division, og Brendon Lynch, der er privacy-chef i Microsoft, stilles der spørgsmål til, om man som Skype-bruger kan regne med, at ens samtaler privacy-beskyttes tilstrækkeligt.
"Det er uheldigt, at disse brugere og dem, der rådgiver om best practice inden for sikkerhed, arbejder under vedholdende uklare og forvirrende udmeldinger om Skype-samtalernes fortrolighed, og i særdeleshed i forhold til, hvilken adgang regeringer og andre trejde parter har til Skype-brugerdata og -kommunikation."
Afsenderne af brevet, der tæller en række interesseorganisationer, spekulerer blandt andet i, hvilke juridiske konsekvenser det har, at Skype nu er ejet af amerikanske Microsoft.
Kræver svar fra Microsoft
Det, at Skype i dag er integreret i en række af Microsofts tjenester, gør det nødvendigt med et offentligt dokument, der beskriver sikkerheden og privacy-delen, ligesom der er behov for jævnligt at udgive en "transparency report".
I de fem konkrete "krav", der er i brevet, er blandt andet:
- Et overblik over hvilke brugerinformationer fra Skype, der udleveres, inklusiv antallet af forespørgsler fra myndigheder i forskellige lande.
- Skypes bedste vurdering af, hvilke brugerdata, som eksempelvis netværksoperatører eller hackere kan være i stand til at opsnappe.
- Privacy-aktivisterne vil også gerne vide, hvilke guidelines og politikker, Skype har, når Skype modtager og reagerer på henvendelser fra eksempelvis politiet og efterretningstjenester i USA eller andre steder.
Vi må bare stole på Microsoft
Aktivisterne henviser til, at eksempelvis Google og Twitter allerede udgiver raporter med den slags informationer, og de ser nu gerne, at Microsoft begynder at gøre det samme.
Og det giver god mening med en sådan åbenhed, mener Bruce Schneier, for grundlæggende kan forbrugere ikke gøre meget andet end at stole på it-leverandørerne.
"Det er sikkerhed i nutidens verden. Vi har ikke andre muligheder end at stole på Microsoft."
"Microsoft har grund til at være troværdig, men har også grund til at misbruge vores tillid til fordel for andre interesser. Alt, vi kan gøre, er at bede dem pænt om at fortælle det til os først," skriver Bruce Schneier i sit blogindlæg.
Det var i maj 2011, at Microsoft annoncerede, at man havde indgået en aftale med Skype om at købe det dansk-stiftede selskab for hele 44 milliarder kroner.
I starten af oktober 2011 blev købet endeligt godkendt af både de europæiske og de amerikanske konkurrence-myndigheder.
Microsoft har endnu ikke reageret offentligt på brevet fra aktivisterne.
Læs også: