Artikel top billede

Fiasko: Derfor tabte NetDesign kæmpeaftale på gulvet

NetDesign rasende over at være droppet i stort gigantisk netværksudbud. Læs her, hvordan de forsøgte at overtage konkurrents plads.

For nylig kårede staten Axcess som vinder af en kæmpe statslige netværksaftale om levering af netværkskomponenter.

Nu viser aktindsigt, at det bestemt ikke var med NetDesigns gode vilje, at den store netværksvirksomhed, på trods af at være eksisterende leverandør på aftalen, end ikke opnåede at blive en af de fem prækvalificerede deltagere i udbuddet.

I afslaget fra Moderniseringsstyrelsen begrundes fravalget kort fortalt med, at der var fem konkurrenter, der havde bedre bud.

"NetDesign A/S har angivet leverancer, der er vurderet at være mindre relevante end samtlige de fem prækvalificerede ansøgeres leverancer. For så vidt angår omfang har NetDesign A/S angivet leverancer, der er vurderet at være mindre omfattende end tre af de fem prækvalificerede ansøgere (Atea, HP og KMD), mens de er vurderet på niveau med de øvrige to."

"I forhold til de øvrige to prækvalificerede ansøgere (Axcess og Eltel/Comm2ig red.), er NetDesign A/S vurderet på niveau med disse i relation til omfanget af leverancer, men begge er de vurderet bedre med hensyn til leverancernes relevans. NetDesign prækvalificeres således ikke."

Men det afslag blev ikke taget for gode varer hos den TDC-ejede netværksvirksomhed.

Netdesign kræver møde og sender klage af sted

Først bad Netdesign om et møde med Moderniseringsstyrelsen for at få begrundet afslaget. Et møde, der blev holdt den 18. september.

Derefter sendte Netdesign en klage af sted til Klagenævnet for Udbud med krav om, at NetDesign kom med i stedet for konkurrenten HP, som NetDesigns daværende direktør Keld Jersild Olsen har en længere fortid i. Han forlod dog virksomheden brat under mystiske omstændigheder.

"Klagenævnet skal konstatere, at indklagede med henblik på overholdelse af ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet, jf. udbudsdirektivets artikel 2, har pligt til at tilbagekalde prækvalifikationen af ansøgeren Hewlett Packard A/S, og i stedet at prækvalificere klager," lyder det i Netdesigns klageskrift, der fortsætter:

"Klagenævnet skal annullere indklagedes beslutning om at prækvalificere Hewlett Packard A/S samt påbyde indklagede at lovliggøre udbuddet ved at foretage fornyet evaluering af de indkomne ansøgninger om prækvalifikation, jf. håndhævelseslovens § 13, nr. 3."

Håbet om at komme med i stedet for HP blev tilsyneladende sået på mødet med Moderniseringsstyrelsen.

NetDesign: Derfor var vi bedre egnede end HP

På mødet fik Netdesign nemlig indtryk af at være vurderet som den sjette bedst egnede kandidat.

"På dette møde tilkendegav indklagede (Moderniseringsstyrelsen red.), at klager var blevet kategoriseret som den sjette bedst egnede ansøger. Det betyder, at såfremt indklagedes vurdering af de fem ansøgere, som er blevet vurderet mere egnede end klager, er korrekt, burde klager rettelig være blevet prækvalificeret," står der i klageskriftet fra NetDesign.

Med andre ord: Kunne NetDesign bevise, at selskabet var bedre egnet end bare én af de fem prækvalificerede virksomheder, var vejen banet for alligevel at komme med.

NetDesign: Derfor var vi bedre egnede end HP
I den forbindelse søgte NetDesign om aktindsigt i de prækvalificerede konkurrenters materiale, hvilket delvis lykkedes at få, skriver NetDesign i klageskriftet.

I forløbet beslutter NetDesign sig for at gå efter HP's plads.

NetDesign mener nemlig ikke HP lever op til Cisco-kravene, der blandt andet er beskrevet i et brev fra Cisco, hvor netværksproducenten skriver:

"...det er vores klare anbefaling at anvende guld- og sølvpartnere som har de bedste kompetencer og højest certificerede personer..."

Ifølge NetDesign har HP nemlig "i april 2010 mistet sit Cisco reseller certifikat, og hermed alle Cisco certificeringer, herunder har HP i Danmark mistet sin Cisco HP Guld partner status. HP har ikke siden 2010 kunnet købe produkter og Cisco Shared Support services direkte fra Cisco."

"Indkøb af Cisco Shared Support er en betingelse for at kunne levere services direkte til slutkunden. HP vil heller ikke i fremtiden opnå en Cisco Reseller akkreditering og er hermed afskåret fra at kunne levere egne service ydelser til slutkunden på Cisco produkter."

Men det er ikke det eneste problem, NetDesign ser i HP's materiale.

Vil have sagen genoptaget

For ifølge NetDesign er HP's materiale også fejlbehæftet.

"Det gøres gældende, at HP har afgivet forkerte eller mangelfulde oplysninger i forbindelse med erklæringerne/oplysningerne om tilsvarende leverancer til brug for prækvalifikationen...HP har undladt at oplyse om det centrale forhold, at HP ikke længere besidder de certificeringer, der er nødvendige for at levere denne type komponenter og/eller relaterede serviceydelser. HP har ikke oplyst at ville anvende underleverandører."

Derfor mener NetDesign, at styrelsen skal genoptage prækvalifikationen.

"På baggrund af de nu foreliggende oplysninger har (indklagede red.) pligt til at genoptage prækvalifikationen og foretage fornyet gennemgang af de indkomne prækvalifikationsansøgninger. I den forbindelse kan HP ikke prækvalificeres, idet HP har afgivet forkerte eller mangelfulde oplysninger i ansøgningen."

Sidst, men ikke mindst, nævner NetDesign i klagen, at også andre ansøgere havde fejl i materialet. NetDesign kræver, at klagen har opsættende virkning.

At det alvorlige sager for Netdesign bliver også understreget i klagen:

"Klager risikerer at lide et uopretteligt tab ved ikke at blive prækvalificeret...Rammekontrakten er med dens værdi på 200-300 millioner kr. klart den største kontrakt på området," skriver NetDesign og tilføjer, at kontrakten vil flytte:"væsentlige markedsandele, fastlåse leverancer til det offentlige i lang tid og have stor betydning for de senere styrkeforhold på markedet."

Sådan reagerer Klagenævnet for Udbud på klagen

Den 9. november afsiger Klagenævnet for Udbud kendelse om, at klagen ikke får opsættende virkning, da nævnet vurderer, at klagen "umiddelbart synes udsigtsløs".

"Der er i det foreliggende ikke dokumentation for, at de af Hewlett-Packard ApS anførte referencer og leverancer er urigtige eller fejlagtige, og klageren har ikke alene med henvisning til, at Hewlett-Packard ApS ikke - længere - er Cisco-certificeret sandsynliggjort, at de af Hewlett-Packard ApS anførte referencer og leverancer er urigtige eller fejlagtige," skriver Klagenævnet i Udbud i afvisningen til NetDesign.

Af afvisningen fremgår også, at Moderniseringsstyrelsen har nægtet, at de skulle have udpeget NetDesign som det sjette bedste bud.

Kendelsen får NetDesign til at tilbagekalde klagen.

Sidste kapitel i udbuddet ikke skrevet endnu

Det viser sig dog at HP, som NetDesign altså gerne vil have slået af banen, vælger slet ikke at byde.

Ud af de fem prækvalificerede havde Moderniseringsstyrelsen ved fristen d. 23. oktober nemlig kun modtaget bud fra tre af dem, nemlig Atea, Axcess og Eltel/Comm2ig.

Udbuddet tager dog endnu en drejning her, for da styrelsen læser materialet igennem viser det sig, at ingen af de tre bud opfylder kravene - eller sagt på en anden måde - ingen af dem er konditionsmæssige.

Det oprindelige udbud bliver derfor aflyst og i stedet bliver der indledt nye forhandlinger med de tre prækvalificerede, så de kan korrigere fejlene.

Her blev Axcess kåret som vinder d. 30. november.

Men i stand still-perioden valgte Atea at sende en klage af sted. Læs mere om det her.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere