Hovederne ruller i Apple som følge af den udskældte og fejlbefængte korttjeneste Apple Maps.
For blot en måned siden var det Scot Forstall, chefen for Apples mobile styresystem iOS, der mere eller mindre frivilligt måtte tage sin afsked som følge af Apple Maps. Og nu er Rich Williamson, der var direkte ansvarlig for Apple Maps, blevet fyret.
Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg er det Apple-chefen Eddie Cue, der har overtaget iOS efter Scott Forstall, som efter knap en måned i spidsen for iOS-teamet har valgt at svinge øksen over Rich Williamson, der har arbejdet for Apple i mere end et årti.
Upålideligt kort
Apple Maps er især blevet kritiseret for sine mange upålidelige data, som Apple i øjeblikket arbejder på højtryk for at rette.
Fadæsen har fået Apples administrerende direktør, Tim Cook, til at komme med en spektakulær undskyldning til Apples kunder. Han anbefalede oven i købet Apple-kunder at bruge alternativer fra blandt andet Google Maps og Nokia Maps, indtil Apple Maps igen lever op til de standarder, som kunderne bør kunne forvente af et Apple-produkt.
Tidligere har kilder i Apple fortalt til den normalt velinformerede tech-blog All Things D, at medarbejderne i kortafdelingen har været i en såkaldt "lockdown", lige siden det stod klart, hvor katastrofal en modtagelse Apple Maps har fået af brugerne.
Bloomberg skriver desuden, at Apple i øjeblikket samarbejder med navigationsfirmaet TomTom om at sikre mere pålidelige kortdata.
Læs også:
Her er de gratis iPhone-alternativer til Apple Maps