Sådan vælger du den bedste alt-i-én-pc
Windows-baserede alt-i-én-pc'er var tidligere ikke særligt anerkendte. Selv om de fleste af modellerne i dag stadig mangler de grafiske hestekræfter til hardcore-gaming (vi vil her vise dig en enkelt undtagelse), er denne formfaktor blevet meget mere tiltrækkende, siden den først så dagens lys.
Mange alt-i-én-pc'er består af komponenter designet til bærbare, hvilket reducerer varmeudviklingen, strømforbruget og behovet for støjende kølere.
Hvis du har brug for mere ydelse, så vælg en model, der består af desktop-komponenter (de modeller, vi har testet, er stadig relativt stille). Under alle omstændigheder er alle komponenter - CPU, hukommelse, storage og optisk drev - indbygget i samme enhed som skærmen, så computeren knap fylder mere end en almindelig fladskærm.
De fleste alt-i-én-pc'er understøtter trådløst netværk og inkluderer trådløs mus og tastatur, så det eneste kabel, der er brug for, er et strømkabel.
Forskellige alt-i-én-pc'ers hardware-specifikationer er en blanding af komponenter, der oprindeligt er designet til henholdsvis stationære og bærbare pc'er. De tyndeste og mest kompakte systemer er næsten udelukkende bygget af energieffektive komponenter designet til bærbare.
Her kan du læse vores tjeklister over, hvilke specifikationer du bør være på udkig efter, når du er på indkøb efter en alt-i-én-pc. Herefter følger en række råd og anbefalinger.
Forklaring af specifikationerne
Skærm: Til forskel fra almindelige stationære pc'er kan alt-i-én-pc'er med meget få undtagelser ikke opgraderes, så vælg med omhu. Ud over multitouch (til understøttelse af funktionalitet i Windows 8) er der tre andre vigtige faktorer, du bør overveje: Skærmteknologi, skærmopløsning og skærmstørrelse.
LCD-paneler, der benytter IPS (in-plane switching) eller PLS (plane-line switching) giver et meget bedre billede end de, der benytter TN (twisted nematic). IPS- og PLS-skærme er dyrere og de anvendes som regel kun i større alt-i-én-pc'er, men de er alle pengene værd.
Den alt-i-én-pc, du køber, bør have en skærmopløsning på mindst 1920 gange 1080 pixel. Film, fotos, websteder og kontorprogrammer vil se fantastiske ud i denne opløsning på en skærm på 23 eller 24 tommer. Med en model på 27 tommer vil man med denne opløsning dog kunne se de individuelle pixel, fordi de her er større for at fylde det større areal ud. Nogle få dyrere modeller med skærme på 27 tommer såsom Dells XPS One leverer en højere opløsning på 2560 gange 1440 pixel.
CPU: Her erdetafgørende, om komponenten er designet til desktop eller bærbar. Vælg en alt-i-én-pc med en desktop-processor, hvis du har tænkt dig at bruge den til mere omfattende billedbehandling, komplekse regneark eller andre mere beregningstunge opgaver. Hvis dine opgaver er mindre krævende, kan du med fordel vælge en alt-i-én-pc med en CPU fra en bærbar platform, da det betyder, at den vil være tyndere, støje mindre og bruge mindre strøm. En højere klokfrekvens giver højere ydelse inden for hver processorklasse, men beslutningen om CPU designet til desktop eller bærbar påvirker ydelsen mest.
Hukommelse: Kig efter systemer med mindst seks eller otte gigabyte hukommelse. På de fleste alt-i-én-pc'er er det ret ligetil at udvide med mere hukommelse, så hvis du får behov for det, kan du altid tilføje mere. Du finder dog muligvis ud af, at du på grund af et begrænset antal RAM-sokler er nødt til at bytte de eksisterende RAM-moduler ud med nye med større kapacitet.
Grafik: Køb en alt-i-én-pc med et særskilt grafikkort, hvis du har tænkt dig at bruge den til gaming i nogen væsentlig grad. Modeller med integreret grafikhardware vil ikke slå til. Du skal dog også være opmærksom på, at den begrænsede luftgennemstrømning i et alt-i-én-design typisk betyder, at producenterne ofte vælger at bruge grafikkort fra bærbare. Sådanne GPU'er kan godt køre 3D-spil, men det kan være nødvendigt at skrue ned for skærmopløsningen og detaljeniveauet for at opnå en acceptabel frame rate.
Vi kender kun til en enkelt alt-i-én-pc, der udelukkende indeholder desktop-komponenter heriblandt det kraftige grafikkort Nvidia GeForce GT 680: Det er Maingear Alpha.
Storage: De fleste alt-i-én-pc'er indeholder harddiske til bærbare, som til fordel for fysisk størrelse og køligere driftstemperaturer går på kompromis med kapacitet og ydelse i forhold til desktop-pc'er. Gå efter en harddisk på mindst en terabyte. Vi har kun set nogle få alt-i-én-pc'er med solid state-drev, men visse dyrere modeller indeholder små SSD'er i kombination med større mekaniske harddiske.
Optisk drev: Billige alt-i-én-pc'er indeholder dvd-brændere/-afspillere. Dyrere modeller indeholder ofte Blu-ray-afspiller (hvis ikke ligefrem Blu-ray-brænder). Hvis du køber en tilpasset konfiguration og ikke har brug for at se Blu-ray-film på din computer, kan du spare penge ved at vælge en billigere dvd-brænder i stedet for.
Forbindelse: Kun de allerbilligste alt-i-én-pc'er har ikke integreret Wi-Fi. Hvis den maskine, du har valgt, mangler Wi-Fi, kan du tilføje det med en USB-Wi-Fi-nøgle (vælg en model med 802.11n eller for at fremtidssikre netværksforbindelsen 802.11ac). Det er nyttig med understøttelse af Bluetooth til at oprette forbindelse til printere, tablets og smartphones.
Porte: Den alt-i-én-pc, du vælger, bør have mindst to USB 3.0-porte, gerne flere (enten USB 2.0 eller 3.0). En eSATA-port gør det muligt at tilslutte en meget hurtig ekstern harddisk med høj kapacitet. En kortlæser (til SD-, Compact Flash-, Memory Stick-kort og deslige) er endnu en nyttig funktion for eksempel til at kopiere filer fra digitalkamera eller digitalt videokamera.
HDMI: En HDMI-indgang gør det muligt at tilslutte en spilkonsol, en settop-boks til kabel- eller satellit-tv, videokamera eller anden digital videokilde for at udnytte computerens indbyggede skærm. Modeller, der gør det muligt at bruge skærmen uden at tænde for computeren, bruger mindre strøm. En HDMI-udgang er en mindre udbredt funktion på alt-i-én-pc'er, men den kan bruges til tilslutning af en ekstra skærm.
Tv-tuner: Indbygget tv-tuner gør det muligt at se fjernsyn på alt-i-én-pc'ens skærm. Abonnerer du på kabel- eller satellit-tv, vil du dog få meget mere glæde af at tilslutte en settop-boks til HDMI-indgangen.
På næste side får du gode råd til indkøb af en alt-i-én-pc.
Gode råd til indkøb
Undgå sidste års modeller: Selvom der er penge at spare, så er der også visse problemer ved at købe en ældre model af en alt-i-én-pc. Den vil sandsynligvis hverken have Windows 8 installeret eller have touchskærm.
Husk at du ikke kan opgradere: Det er let at opgradere en stationær pc især komponenter såsom grafikkort, lagerplads, skærm og optisk drev. Med ganske få undtagelser såsom den førnævnte Maingear Alpha er det mindst lige så besværligt at opgradere en alt-i-én-pc som at opgradere en bærbar. Derfor skal du sørge for at købe lige så meget computer, som du kan forestille dig, du får brug for, så du ikke vokser fra den alt for hurtigt.
Tænk stort: Du kommer ikke til at fortryde at købe en model med en stor skærm. Hvis du planlægger at placere din alt-i-én-pc på et computerbord, så sørg for at måle, at der er plads til den relativt store skærm. Men husk på, hvad vi påpegede tidligere om skærmopløsningen med hensyn til skærme på 27 tommer.
Afprøv om den fungerer: Ligesom med ethvert andet pc-køb, så pak den ud og slut den til omgående. Læg mærke til, om du har fået alt tilbehøret med hjem, og undersøg, om hele systemet fungerer, som det skal.
Produkter vi synes om
Hvis du ikke har tænkt dig at opgradere maskinen fra Windows 7 til Windows 8, betyder det ikke noget for dig, at Dells lidt ældre XPS One ikke har multitouch-skærm.
Skærmen på 27 tommer med en opløsning på 2560 gange 1440 pixel og PLS-paneler giver så smukt et billede, at det måske ikke engang betyder noget for dig, selvom du faktisk har tænkt dig at opgradere.
Under den smukke overflade lurer dog også stærke kræfter i form af Intels desktop-processor 3,1 GHz Core i7 3770S og Nvidias mobile grafikprocessor GeForce GT 640M. Den har også Blu-ray-afspiller, en desktop-harddisk på to TB inklusiv SSD-cache samt HDMI-indgang og -udgang.
Dell sælger nu en udgave af denne alt-i-én-pc med Windows 8, og den fås i flere konfigurationer - både med og uden touch-funktionalitet indbygget i skærmen.
Lenovo vækkede i år opsigt med sin IdeaCentre A720, som står på en fod, der kan foldes, så skærmen på 27 tommer kan lægges helt ned - det er meget nyttigt til eksempelvis møder eller digitale brætspil. At man kan lægge skærmen vandret, er også helt afgørende, hvis du har tænkt dig at anvende touchskærmen i nogen væsentlig grad, da det ellers i længden bliver meget anstrengende for armen.
Vizio er en ny pc-producent, men virksomheden har lanceret en spektakulær alt-i-én-pc i form af CA27-A1, der desuden har en overkommelig pris.
Hvis du forelsker dig i denne slanke, elegante maskine, skal du dog være opmærksom på, at den ikke indeholder noget optisk drev. Men det kan jo være lige meget, hvis du alligevel har tænkt dig at streame musik og video fra en lokal server, et NAS-produkt eller fra cloud. Det gælder også, hvis du køber al din software digitalt.
Hvis du foretrækker at have din software på optiske medier eller hvis du køber musik-cd'er og ripper dem til computeren, så kommer du dog til at mangle et cd/dvd-drev.
Oversat af Thomas Bøndergaard