Artikel top billede

Derfor vil it-chefen være lunken ved Windows 8

Microsoft beskriver Windows 8 som den største lancering i firmaets historie. Men det ligner en kamp op ad en bjerg-stigning at få kørt styresystemet ind i hjerterne på de danske it-chefer.

Det bliver opad bakke.

Sådan lyder en gammel forretnings-kliche, men den kan vise sig at indeholde en solid portion sandhed, når det handler om Windows 8-erobringer i de danske virksomheder.

Storkunderne i Microsoft-butikken haft adgang til koden til det spritnye styresystem i en rum tid, hvilket plejer at udmønte sig i, at der eksperimenteres på livet løs med muligheder i netværket.

Sådan var det med Windows 7, hvor begejstringen i erhvervslivet næsten nåede euforiske højder.

Men i dag er det anderledes.

Windows 7 først ved at vinde indpas

"Der er en klar tendens til, at erhvervslivet ikke skifter operativsystem i samme takt, som de nye versioner kommer fra Microsoft. Og så er Windows 7 i øvrigt først ved at vinde indpas nu," vurderer it-analytiker Anders Elbak tørt.

Og en afprøvning af den påstand viser, at der er noget om snakken.

Selv med et falkeblik ud over erhvervslivet er det også ualmindelig svært at få øje på bare en enkelt virksomhedsmaskine, der afvikler koden, som gemmer sig bag den trykfølsomme brugerflade.

Ingen W8-forsøg

På trods af adskillige forespørgsler, der strækker sig helt tilbage til starten juli, til Microsoft, har det ikke været muligt at få adgang til en Windows 8-pioner udpeget af producenten selv.

Også interesseorganisationer som Dansk IT og it-chefer fra både private firmaer og offentlige institutioner melder pas.

Uafhængig af region så klinger svaret næsten enslydende: "Det bliver ikke lige nu. Vi er skiftet til Windows 7, og det er vi ganske godt tilfredse med det," lyder det eksempelvis fra it-chef i DLG, Ole Victor Nielsen.

Derfor er Windows 8 faktisk rigtig fed

Windows 7 ligner således Windows 8 onde ånd, der kan kræve noget nær en exorcist at uddrive og derved blive kvit.

I Microsoft er optimismen dog stadig ukuelig. Det skal nok blive godt det hele, synes de at tænke, med den gode firmaånd i behold.

Steve Guggenheimer, der er corporate vice president og dermed en højtplaceret figur i Microsofts organisation, argumenterer således:

"Dette er den største lancering i Microsofts historie. Når man opdaterer sin klient, telefon eller lignende, får man adgang til en massiv bølge af software og services, som brugerne vil blive rigtig glade for," siger han til ZDNet.

En ny verden

I foråret 2012 blev Computerworld inviteret til Amsterdam for at deltage i en Windows 8-udviklerkonference med tilhørende workshops for tusindevis af firmaets altid begejstrede ansatte.

Her blev de nye produkter præsenteret under pomp og pragt med jublende hjemmebanefans på tribunerne.

Efter at have sorteret Microsofts egen tilfredshed med produktet fra, kunne vi ved selvsyn konstatere, at der er mange fede funktioner i Windows 8.

Lidt flabet kan man påstå, at Windows 8 bryder med et mønster, der på flere områder kan spores helt tilbage til Windows 95 eksempelvis i forhold den grafiske brugergrænseflade.

Verden har ændret sig markant i de seneste år, hvilket Microsoft i mange henseender har taget hensyn til i sin nye Windows-version.

Verden er nu befolket af homo sapiens, der har trukket stikket ud af kontakten og i stedet allierer sig med batteriteknologi til at drive elektronikken med.

Berøringsfølsomme skærme, netværk alle steder og lagerkapacitet i skyen har ligeledes betydet et afgørende skridt i retning af den mobile arbejdsstyrke, som vi har snakket om i årevis.

Otte, fed og færdig

I dag bruger vi næsten halvdelen af vores tid på at kommunikere med andre mennesker og opbevarer vores data i forskellige skyer.

"Det er de vigtigste begrundelser for, at der er sket et generationsskifte i Windows," fortalte Antoine Leblond, der er chef for web services i Microsoft, dengang til Computerworld.

En anden interessant ting i Windows 8 er, at Microsoft har valgt en mere forretningsmæssig tilgang til apps, der nu nemt kan tilpasses virksomhedernes behov, hvor Android og Apple i langt højere omfang har angrebet apps fra et brugerperspektiv.

Spørgsmålet til en million er selvfølgelig, om de nye funktioner i Windows 8 er overbevisende nok, og om virksomhederne i Danmark vil skifte styresystem.

Det spurgte vi naturligvis også de besøgende om på Microsofts TechEd-konference i Amsterdam.

"Det fleste virksomheder er først i gang med at implementere Windows 7 nu, så Windows 8 kommer næppe til at slå igennem i firmaerne i de næste tre til fem år. Måske næste version," lød en nøgtern vurdering fra danske Rolf Matzen, fra firmaet 2logic.

Læs også:
Windows 8 er fed - men bliver næppe populær

Den evige to'er

Læs også:
Windows 8 er fed - men bliver næppe populær

Som Rolf Matzens svar antyder, er der nærmest tradition for, at hver anden Windows-udgave springes over af erhvervslivet. De fleste kan naturligvis nikke genkendende til fusere som Windows Vista, der slog helt fejl i erhvervslivet.

Windows 8 kan komme til at lide samme skæbne, for tallene, der kæmpes imod, er skræmmende.

På verdensplan er der solgt 600 millioner licenser til Windows 7, som gør udgaven til Microsofts mest populære styresystem nogensinde.

75 millioner af licenserne er solgt inden for de seneste seks måneder, hvilket betyder, at Windows 7 stadig er en ny investering for mange brugere.

Danmark i top

Tager man de lokale briller på, vil man opdage, at det tre år gamle Windows 7 er intet mindre end en salgssucces i kongeriget Danmark.

Tal for Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM), der fører statistik over danskernes internet-vaner, viser, at Windows 7 er platform for mere end 46 procent af alle de besøgende på websider.

Windows XP og Vista står for henholdsvis 16 og 13 procent. Mac OS X er platform for lige godt 10 procent af internetbrugerne i landet.

Microsoft vil dog gøre alt for, at Windows 8 ikke bliver ignoreret og kommer til at lide Vistas skæbne, og den vej skal skabes gennem den helt almindelige bruger. Gennem dig og din familie.

Du er vejen til succes

Ny computere sælges som bekendt sammen med et styresystem fra Microsoft, og derfor kan man ret præcist beregne sig frem til, at udbredelsen af Windows 8 på hjemmemaskinerne nok skal komme.

"Udbredelsen vil derfor ske stille og rolig i takt med, at danskerne skifter pc'en ud," lyder det fra IDC's analytiker Anders Elbak.

Samtidig vil Microsofts satsning på mobilitet give en ny adgangsdør i form af medarbejdere, der med tiden vil bringe deres egen Microsoft-enhed med ind i firmaet, som det eksempelvis ses med iPad'en fra Apple.

Så for firmaer med mange folk på farten, og det stødt voksende antal transportable enheder betyder det, at der vil være interesse for Windows 8 i disse grupper.

Derfor vil vi givetvis se en opblomstring af blandede miljøer med meget Windows 7 og lidt Windows 8, men totale omlægninger af hele platformen bliver nok undtagelsen fremfor reglen i de danske virksomheder.

Bjergspurten

Men der er ingen tvivl om, at Microsoft nu har taget kampen op mod Apple og Android på de mobile enheder.

Og det har selskabet fra Redmond gjort med forretningen som fokuspunkt. Men der er heller ingen tvivl om, at kampen bliver hård.

Og den lancering, der er startet som opad bakke for Windows 8, kan måske ende med at gå helt nedad bakke for det nye styresystem.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere