Artikel top billede

Her er IBM's nye og vilde mainframe

IBM er klar med en kraftigt opdateret mainframe. Se hvor kraftig den bliver.

Computerworld News Service: IBM's nyeste mainframe hedder zEnterprise EC12 og er målrettet analyse og hybride clouds.

Dette system blev offentliggjort tirsdag og indeholder en ny processor med seks kerner på 5,5 gigahertz, hvorimod zEnterprise 196, der blev lanceret for to år siden indeholdte en processor med kun fire kerner på 5,2 gigahertz.

Dette er ifølge flere analytikere muligvis verdens hurtigste kommercielle processor. Der er dog ikke tale om et lige så stort skridt opad i klokfrekvens som ved visse tidligere lanceringer af nye mainframes.

Alligevel giver dette system ifølge IBM 25 procent bedre ydelse per processorkerne mens visse opgaver vil opleve en op til 45 procent bedre ydelse.

Tendensen blandt system- og chipproducenterne har været at tilføje flere processorkerner og benytte sig af parallelitet for at forbedre ydelsen.

Men Jeff Frey, der er IBM Fellow og teknologichef for System Z-platformen, fastslår, at IBM ikke vil gå på kompromis med den enkelttrådede ydelse i selskabets mainframes.

"Vi vil fortsat arbejde med at øge enkelttråds-ydelsen," siger Frey og tilføjer, at dette stadig er vigtigt for kunder med applikationer, der afvikler processer serielt såsom batch-applikationer.

Meget større cache på chippen

Den nyeste chip er fremstillet ved 32-nanometer, mens det tidligere system brugte 45-nanometer.

Det giver plads til at lægge en større cache på chippen, der i dette tilfælde har fået 33 procent mere level 2-cache.

Systemet har desuden fået en dobbelt så stor L3- og L4-cache i forhold til sidste generation og understøtter op til 120 processorkerner.

Joe Clabby fra Clabby Analytics, som er blevet orienteret af IBM om det nye system, oplyser, at den større cache i særlig grad er vigtig med hensyn til at forbedre ydelsen. "Systemet er blevet bedre til data-tunge opgaver," forklarer Clabby. "Jo nærmere processoren dataene er, des hurtigere kan de afvikles."

Så vild er den nye mainframe

IBM zEC12 har tre terabyte systemhukommelse ligesom z196 og indeholder derudover flashhukommelse ved navn Flash Express med en maksimumkapacitet på 6,4 terabyte, som også vil hjælpe til at forbedre systemydelsen.

Hukommelsen kan let konfigureres og beskyttes med 128-bit kryptering, oplyser Frey.

I første omgang vil flashhukommelsen ifølge Frey blive anvendt internt til effektiv paging af virtuel hukommelse, diagnostik og til at øge den generelle ydelse.

Enorme forbedringer

Han fortæller dog, at det på et senere tidspunkt bliver muligt for DB2 og Java at udnytte flashhukommelsen direkte, hvilket angiveligt vil give "enorme forbedringer" af ydelsen og skalerbarheden i forhold til DB2, buffer-puljer og Java.

Der er ingen tidsramme for udvidelsen med denne funktionalitet, men når DB2 og Java har fået mulighed for at udnytte flashhukommelsen direkte, "vil DB2 kunne anvende meget store in-memory-databaser med en ekstremt god ydelse," lover Frey.

Generelt vil den nye mainframe ifølge IBM forbedre ydelsen for flertrådede Java-opgaver med op til 45 procent, for beregningstunge C- og C++-baserede analyseapplikationer med op til 35 procent og for transaktions-relaterede DB2- og relationelle analyse-applikationer samt SAP-opgaver med op til 30 procent.

Den nye mainframe er også tilpasset en type datacenterdesign, der gør op med hævede gulve. Den understøtter nemlig kabling fra toppen. Dette er ifølge IBM noget helt nyt for denne mainframe.

I hver ny generation af denne mainframe "ser man altid en interessant blanding af væsentlige ydelsesforbedringer og nye funktioner til understøttelse af nye former for opgaver, og det kendetegner IBM's mainframe-strategi," bemærker Charles King, der er analytiker hos Pund-IT, som også blev orienteret af IBM om det nye system.

Det er ifølge King vigtigt for IBM at tilpasse disse systemer til nye opgaver såsom analyse, "så de ikke ender som intet andet end transaktions-platforme til kreditkort og kontoudtog."

Mainframen kan imødekomme de beregningsmæssige krav fra for eksempel RFID-genererede data og intelligente elmålere. IBM har taget en transaktionsmodel og "tilpasset den andre former for transaktioner," bemærker King.

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere