Artikel top billede

TDC's nye chef Carsten Dilling vil ikke være med til prisskrige, siger han. Han følger manuskriptet med sin udmelding, mener analytiker. (Foto: FOTOJOURNALIST UFFE WENGPhotojournalist Uffe Weng / Uffe Weng)

Derfor er TDC tvunget til at afblæse priskrig

Som dominerende spiller skal TDC prøve at regulere markedet. Og selskabet har slet ingen interesse i en krig på priser.

Læs også: TDC melder sig ud af priskrig: Slut med vilde prisfald

Den, der har mest, kan også tabe mest.

Derfor er TDC's nye direktør Carsten Dillings erklæring om, at TDC under ingen omstændigheder vil deltage i den priskrig, som CBB Mobil og Oister har startet med sine lavpriskampagner, den eneste fornuftige udtalelse at komme med.

Det vurderer Danske Banks teleanalytiker Poul Ernst Jessen.

"TDC-direktøren følger manuskriptet. I ethvert marked med aggressivt prispres med én dominerende spiller og mange små, er det til enhver tid den dominerendes opgave at forsøge at stoppe en priskrig. Uanset om det handler om rugbrød eller telefoni," siger Poul Ernst Jessen.

Det kan de små spillere på telemarkedet så glæde sig over eller lade være, men sagen i en nøddeskal er, at TDC har mere at tabe end de små målt i absolutte kroner, selvom det øjeblikkelige pres er størst på konkurrenterne.

"For eksempel vil TDC med deres 3,1 millioner talekunder tabe mere end de mindre operatører, hvis prisen falder med 20 procent. Derfor er det lettest at sænke prisen markant for den, der har få kunder," lyder logikken fra teleanalytikeren.

Der er en grænse

Samme årsag gælder, når de nye små selskaber melder sig på markedet med lave priser. Det er for dyrt for den store at matche priserne.

Men der er selvfølgelig en grænse for, hvor meget den store spiller vil finde sig i.

"Viser det sig så, at den lille ny får succes med sit produkt og vokser sig større, må det store selskab gøre et eller andet. Ellers taber det kontinuerligt kunder, og så må det gå med. Men de gør det først, når tabet af kunder når en hvis størrelse," siger Poul Ernst Jessen.

I Danmark, hvor alle teleselskaberne har flere brands, vil det typisk ske gennem et af deres mindre brands, netop for at minimere de negative effekter på indtjeningen. I udlandet, hvor brugen af multibrands ikke er så udbredt, er dette sværere, forklarer han.

Når TDC siger, at selskabet ikke vil deltage i en priskrig, er det et signal om, at man er villig til at afgive en hvis markedsandel for at stoppe priskrigen.

Det er umuligt at vurdere, hvor langt TDC vil strække sig, mener Poul Ernst Jessen.

"TDC og deres konkurrenter følger selvfølgelig markedet tæt og følger porteringsanmodningerne fra de andre selskaber, når numrene skal overflyttes. En kæmpevandring mod Oister og CBB, der viser, at priskampagnerne virker, vil få TDC til at reagere, mens de intet drastisk vil foretage sig, hvis bevægelserne er moderate," siger han.

TDC har selvfølgelig en intern ide om, hvor meget marked, de er villige til at opgive.

"Og når den grænse overskrides, så stopper legen, og så vil de kaste M1, Onfone eller UnoTel ud og matche de andre. Men TDC forventer, eller i det mindste håber, at de andre trækker sig fra priskrigen," siger Poul Ernst Jessen.

Sådan reagerer telebranchen på priskrigs-udmelding

Kampen om kunderne i Danmark ligner akkurat det, der sker i de omgivende markeder.

I Sverige er det Telias opgave at sikre prisstabiliteten, og i Norge er det Telenor.

"Selskaberne føler hinanden på tænderne, og det er det samme spil, man har gang i i Holland, Tyskland og England," siger Poul Ernst Jessen.

Markant pres

TDC har sat de andre spillere under markant pres i erhvervskundemarkedet, især med SKI-aftalen, som TDC vandt sidste sommer.

"For eksempel har Telenor været ekstremt aggressive, og det er fordi, TDC har taget en del af deres erhvervskunder. Desuden tog TDC Onfone sidste år, og Telenor har derfor tabt meget på sin engrosomsætning. TDC sidder i dag stærkt på erhvervsmarkedet," siger Poul Ernst Jessen.

Computerworld har talt med et par andre af små danske teleselskaber, som ikke ønsker at kommentere direkte på TDC-direktørens udtalelse.

De udtrykker dog glæde over, at TDC aflyser fremtidige priskrige.

Et selskab kalder det for et stilskifte hos TDC og henviser til, at TDC efter deres opfattelse dumpede priserne i forbindelse med SKI-aftalerne.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere






White paper
Sådan: Opgradér din printerløsning uden store investeringer