Læs også:
Kurt har kodet et system, der sætter verdens investorer til vægs
2,6 milliarder kroner kostede det i sidste uge det store amerikanske investeringsselskab Knight Capital, da selskabets investeringsalgoritmer gik amok efter en systemopdatering.
Det skriver blandt andre USA Today.
Hvad værre var, så røg selskabets egen aktie ned med 70 procent som følge af it-kaosset på den amerikanske børs, hvilket fik Knight Capitals fremtid til at se endog meget sort ud.
I starten af denne uge fik selskabet dog tilført et lån på 400 millioner dollar - svarende til 2,4 milliarder kroner - fra et konsortium bestående af andre investeringsselskaber.
Humpende direktør
It-problemet opstod onsdag morgen, da Knight Capitals nyinstallerede software ved en fejl sendte ordrer til 140 aktier på New Yorks børs. De mange ordrer påvirkede markedet med det samme i 45 minutter, som it- kaosset i alt varede.
Folk fra Knight Capital måtte i de skæbnesvangre minutter bogstaveligt talt løbe hen til maskinerne for at få afbrudt dem, inden de forårsagede flere katastrofer.
Selskabets administrerende direktør og bestyrelsesformand Thomas Joyce måtte dog nøjes med at humpe, da han var blevet knæopereret om tirsdagen.
It-kaos set før
Det er langt fra første gang, at avancerede computersystemer er skyld i katastrofer på det amerikanske børsmarked, når it-systemerne i den såkaldte højfrekvenshandel på få milisekunder handler for milliardvis af dollar.
I 2010 røg Dow Jones-indekset ned med 1.000 points på en halv time, hvilket senere er forklaret med "tekniske problemer".
Da Facebook i midten af maj som årets mest hypede børsnotering gik til aktiemarkedet, foregik der også et kæmpe it-koks i kulissen, som var skyld i, at investorer mistede hundredevis af millioner af kroner.
Nasdaq-børsen har siden indvilliget i at tilbagebetale de investorer, som fik penge i klemme, selv om der fra flere sider er blevet klaget over, at erstatningssummen på en kvart milliard kroner langtfra er nok.
Direktør: Risikofyldt marked
Computerfejlene ved Facebooks børsintroduktion blev kraftig kritiseret af Knight Capitals administrerende direktør Thomas Joyce, der dog nu selv har måttet mærke, hvordan it-fejl føles på egen krop.
Alligevel har Thomas Joyce siden miseren forsøgt at genetablere investorernes tillid til de hurtigt handlende computere.
"Det er hvad, der sker, når du er på et risikofyldt marked," sagde Thomas Joyce dagen efter til Bloomberg News dagen efter it-katastrofen.
Nu spekulerer flere amerikanske medier i, om den direktøren får sparket efter sidste uges it-katastrofe, selv om Thomas Joyce i forbindelse med Bloomberg-interviewet udtalte. at selskabet nok bør gøre et bedre job i sit testmiljø.
Læs også:
Kurt har kodet et system, der sætter verdens investorer til vægs