Læs også:
Microsoft booster gratis-tjenesten Skydrive
Computerworld News Service: Microsoft præsenterede tirsdag en ny webmail-service ved navn Outlook.com, der inden længe vil erstatte Hotmail.
Selskabet håber, at de nye funktioner i denne webbaserede Outlook vil lokke brugere fra konkurrerende services såsom Gmail og Yahoo.
Du kan få et smugkig ved at tilmelde dig Outlook.com her.
For næsten 10 år siden dominerede Hotmail markedet for webmail-services. Men i takt med, at Google styrkede Gmail, og Yahoo også trådte ind på markedet, var det som om, Hotmail farede vild i de mange forsøg på at modernisere designet og mindst én rebranding til Windows Live.
Funktioner i Outlook.com
Outlook.com er et forsøg på at komme på banen igen. Brugergrænsefladen Metro er i spil, og med den følger et langt renere design. Resultatet er ifølge Microsoft, at man kan se 30 procent flere e-mails i sin indbakke. Selskabet har også droppet de store grafiske annoncer.
"Vi indså, at vi var nødt til at gøre noget dristigt; vi måtte bryde med fortiden og bygge en helt ny service op fra bunden," skriver medlem af Outlook-teamet Chris Jones på Microsoft Outlook-bloggen.
En anden større nyhed ved Outlook.com er integrationen med sociale netværk. Udover den almindelige indbakke med e-mails kan brugerne se statusopdateringer og indhold fra Facebook, Google+, Twitter og LinkedIn.
Microsoft har også planer om at udvide Outlook.com med Skype, hvilket ville give servicen en funktionalitet på linje med Google Talk i Gmail.
Outlook.com vil automatisk sortere disse sociale opdateringer i forskellige kategorier, ligesom også e-mails vil blive kategoriseret ud fra, om der for eksempel er tale om information i forbindelse med bestilte varer, nyhedsbreve eller vigtige personlige e-mails fra kontakter, fortæller Jones.
Det får du også med Outlook.com
Outlook.com inkluderer desuden gratis webbaserede udgaver af Word, Excel, PowerPoint og OneNote, mens ekstra lagerplads til vedhæftede filer vil blive leveret via Microsofts SkyDrive.
Selvom Microsofts webmail-service forandrer sig, så behøver din e-mailadresse ikke ændre sig. Hvis man tilmelder sig smugkigget eller anmoder om det, kan man få en Outlook.com e-mailadresse.
Er man tidligere bruger af Hotmail, kan man dog uden problemer beholde sin @hotmail.com-, @live.com- eller @msn.com-adresse, ligesom også alle ens kontakter og indstillinger følger med over på den nye service.
Så nu er spørgsmålet, om Outlook.com kan få succes, hvor Hotmail og Windows Live fejlede. Det er det stadig for tidligt at sige noget om, men designet af den nye webmail-service har i hvert fald taget højde for de ændringer, der er sket i vores liv på nettet.
For 10 år siden var webbaseret e-mail uden dikkedarer tilstrækkeligt, fordi det var sådan, vi kommunikerede på nettet. Men bør en moderne webmail-service ikke tage højde for det faktum, at e-mail kun er én ud af mange måder, man som internetbruger i dag kommunikerer? Det mener Microsoft efter alt at dømme.
Oversat af Thomas Bøndergaard
Læs også: